Bloggen

Jeg har brugt søndagen på at tude over ting, der ikke har det fjerneste med mig eller mit liv at gøre. Jeg aner ikke hvorfor.

Det startede med, at jeg sad og rodede på You tube, og pludselig kom i tanke om, at jeg godt ville se ham spastikeren, der dansede Timberlake i Talent 2008. Alle taler om det, og jeg hader at være udenfor. Glad for, at jeg var alene: Det var ikke noget kønt syn, da mine mundvige forsøgte at mødes under hagen. Og først blev jeg vildt glad for, at han gik videre (hvilket jeg vidste på forhånd, eftersom det har været i alle aviser. Alligevel sad jeg og holdte vejret, da dommerne skulle stemme. Christ altså. Det er folk som mig, der går ind og ser Titanic, og bliver overraskede over slutningen.). Men ikke så snart var klippet slut, før jeg kom i tanke om, at han nu skal øve helt vildt for at være med næste gang. Og hvad nu, hvis de bare lod ham komme med, fordi han er handicappet? Og han ryger ud næste gang? Og hele hans livsdrøm falder til jorden, og han har det endnu værre end før, fordi han nu både er handicappet OG desillusioneret? Så kom jeg i tanke om, at det er skidestrengt at sidde og have ondt af ham, for det er meget politisk ukorrekt, og diskriminerende og alle de andre fy-ord. Så græd jeg lidt over det.

Efter at have tørret øjnene, læste jeg resten af min bog; chick-lit af allerværste skuffe. Meget overraskende fandt overklasseheltinden og den fattige, men pæne og overordentligt sympatiske arbejderklassefyr sammen til sidst. Flere tårer.

Besluttede at jeg ikke var til pæn brug, og satte mig til at glo fjerner. Endte med at hyle over et afsnit af Ghostwhisperer. Havde fornuft nok i hovedet til at undlade at se Nyhederne.

Hvis jeg var prins Henrik ville jeg være på vagt: Der er en ny tudeprinsesse i byen.

Er lige gået forbi et spejl. Blev mismodig. Troede forleden, at min allergi måske ikke opdagede, at jeg spiste nødder, hvis bare jeg spiste dem vildt hurtigt og undlod at kigge direkte på dem under indtag. Pizza monteret på hals viser nu, at det gjorde den. Ulla Terkelsen med pubertetshud. Charmerende.

MEGET stille på kontoret her til morgen. Kontorroomie har føjtet rundt til Infernalkoncert i Silkeborg hele natten *meget-misundelig-smiley* og nogen glemte at sende mig hjem i seng i går aftes. Finnen og jeg har begge svoret, at vi forsager Den Onde Drue i hverdagen, og det er gået rigtig godt i to hele dage. Men altså. Når man har brugt en hel, kedelig dag på langs, og endelig kan gå ud, får fantastisk marokkansk mad på superhyggelig restaurant (Rick’s på Frederiks Allé. Go visit), og tjeneren anbefaler vin, der passer til, så er det jo decideret uhøfligt ikke at bestille en flaske (to). Og når man bagefter cykler lidt rundt og fordøjer, og en træt cykel stikker forhjulet ind på Bartels for at hvile sig, kan man ligeså godt nappe en cocktail, mens man venter. At restitutionstiden for jernheste viser sig at være lidt længere end forventet, er jo bare sort uheld.

Så der er ingen fællessang på Blå Stue i dag. Ingen kampråb. Der er til gengæld bødestraf og springskaller til dem, der trækker vejret med lyd på og vender papiret, så det støjer.

Em anden i atan ar avet ogende affe??!!! Ølige om’ag å æber og unge er ige’om ikke uligt, el?!

Veninder er den familie, man selv har valgt, og en af deres allerstørste kvaliteter er, at de er piger. De forstår. Hvor mænd tit hopper i Løsningsdragten, når man tager noget op, ved veninder, at det somme tider bare handler om at snakke om noget, til det er ude af systemet. Veninder ved, hvor slemt PMS kan være. De kender fornemmelsen af at være tarvelig og intrigant med vilje, fordi man er et småt, usikkert menneske. De ved, hvordan det føles ikke at slå til. De kender til panik og angst og ved, hvornår man skal snakkes efter munden, og hvornår man skal have et los i røven. I hvert fald i teorien. Somme tider halter det imidlertid lidt i praksis.

De fleste af os har i perioder været den, der hænger med røven i vandskorpen og trækker store veksler på venindernes tålmodighed og tyndslidte ører. Man ved godt, at man er skide belastende, men behovet for at få luft, blive beroliget eller få en second opinion, vejer tungere end det sociale hensyn.

Vi har også alle været castet i rollen som veninden, der skal lytte til den samme historie igen og igen. Og igen. Som forventes at stille med støtte og kloge ord på alle tider af døgnet. Som bliver udnævnt til psykolog og som forventes at have noget klogt og opmuntrende at sige 24-7.

Hvornår må man sige fra? Og hvordan? Jeg ved fra både mig selv og andre, at når man får at vide, at man skal shape up, slår det noget i stykker i venskabet. I hvert fald for en periode. Man bliver såret, og for mig fyldte det meget at tænke på, hvor længe min veninde havde haft lyst til at kvæle mig – og om hun var den eneste. Jeg tror, at de fleste tager ubegrænset støtte for givet, så hvis man pludselig får at vide, at kontoen er ved at være maxet ud, føler man sig snydt – og dum.

Det virker næsten som loose/loose, når venskabet er nået dertil. Hvis man ikke siger noget, ender man med at snige sig ud af bagdøren, fordi man ikke kan tage mere. Hvis man siger noget, risikerer man at ødelægge det alligevel, fordi man bryder den magiske cirkel af tillid til, at venskabet er et, man kan hoppe ind i, lige meget hvor grim og skidt man er.

Måske er løsningen at indføre lidt selvjustits i forhold til, hvad man beder sine veninder lægge øre til? Måske skal man lade være med at spørge, om veninden er ok de dage, man ikke har overskud til at engagere sig? Alle har deres at tumle med. Alle vil gerne både hjælpe og hjælpes. Men det skulle helst ikke koste venskaber undervejs.

Nogen gange ville jeg ønske, at jeg var en dreng.

Kan læse i avisen, at man nu kan købe DNA kit, så man kan teste kærestens undertøj, og se, om andre har haft adgang til De Hellige Haller.

Er menigmand klar til det? Er det ikke ligesom oplysninger om, hvem der myrdede Kennedy eller billeder af medlemmer af den danske kongefamilie på suspekt indkøb i Thailand? Bør der ikke være nogle voksne, der varetager almenvældets interesser og beskytter os imod den slags?

På den anden side er man fri for at være slave af reality-tv og fastlagte sendetider; Vi har et helt fitnesscenter smækfyldt med intriger, potentielle katastrofer og klæbrig underholdning lige ved hånden.

Jeg er færdig med massage. Slut. Done. No more. Efter i 4 dage at have været parkeret på mudret skråning i (nye, fine, røde) gummistøvler (der passer til min nye, fine, gule regnjakke), virkede det i går som en god ide at få masseret ryg og lægge.

Som med så mange andre gode idéer før denne, viste den sig i praksis at være det stik modsatte. Alle dårlige ideers moder. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg kastet hvidløg efter briksen og spulet massør bort med vievand.

Ikke at det var slemt i øjeblikket. Da var det faktisk forræderisk behageligt.

Det er gået HELT over! Mine lægge læner sig nu kælent op af krampe hele tiden. Min ryg føles som et medicinsk eksperiment fra Rusland, hvor man har lavet saml-selv-ryg af huder og muskler fra 7 forskellige dyr. Jeg føler mig stiv som et bræt og ledeløs på én og samme tid, hvilket resulterer i gangart og bevægelser som dukke i snore betjent af full-blown epileptiker.

Jeg har lært det nu. Myoserne er mine venner. De fungerer som stillads for mine spasserled, og giver en dejlig, kompakt fornemmelse af sammenhængende krop. Holistiske behandlingsforløb? Nej tak. Symptombehandlende fix-mig-NU!-løsninger? Ja tak.

Problemet er bare, at jeg har booket mig en måned frem. Ville det virke det forkert, hvis man beder om bare at blive aet næste gang?

Opture og nedture i punktform. Kommenteret:

Opture:
– Infernalkoncerten. Er ligeglad med, hvad anmelderne skrev. Den var FANTASTISK!
– At få mig charmet/hustlet ind til Lenny Kravitzs pressekonference.
– LOC-koncerten. Synes at det er topmålet af god stil at proklamere, at man ikke gider gå af, når alle alligevel ved, at man har tænkt sig at komme ind igen og spille ekstra numre, så ”nu stiller vi os lige over i hjørnet ti sekunder, I snaver den, der står ved siden af, og så spiller vi de sidste 3 numre”.
– At være af sted med folk, der er så gennemtjekkede, at man drikker iskolde øl takket være store kasser med is, og slipper for at slæbe bagage, fordi det 5. medlem af lejren er en sækkevogn.
– At opdage at jeg stadig kan spænde ben for belastende mennesker, så de snubler. Uden samvittighedskvaler.
– At have husket gummistøvler.

Nedture:
– At mit wannabeparmasantørklæde har smittet af og ødelagt min Peaktrøje. Socialismens sejr over kapitalismen. VIDSTE, at jeg ikke skulle have købt det hippielort!
– At Lenny Kravitzs pressekonference blev aflyst.
– Eric Clapton koncerten. Troede, at nogens morfar ved en fejl havde fået sig forvildet ind på scenen, indtil grå slowosaurus begyndte at spille med indlevelse og engagement som en pausefisk på DR. Bar temmelig meget præg af at være just another day at the office.
– Da forsangeren for Volbeat meget urock n’ roll bad os løfte hænderne mod himlen og råbe ”Jeg elsker dig” til folk, vi havde mistet. 3 gange. Få det Vagttårnet væk!
– Hej Matematik koncerten. Muligt, at de er stærkt, matematisk begavede. De kunne med fordel have skiftet differentialregningen ud med sangundervisning.

Kære Roskildegæster.

Da det efterhånden står klart, at godt vejr på Roskilde, betyder møgvejr på Skanderborg, ser jeg mig hermed nødsaget til at henvende mig til jer med en bøn: Må vi ikke godt få vores vejr tilbage?

Efter kun 24 timer på festival er status følgende: Min krop og ALT mit tøj er marineret i mudder. Jeg har fået varig høreskade af lyden af tsunamilignende mængder af regn, der hamrer imod teltdugen. Kuglelyn har svedet spidserne af mit hår, og jeg tror måske, at jeg har mistet en trommehinde til et tordenskrald.

Vi er ikke som jer. Vi er gamle! Vi kan lide tørt fodtøj og sol på vores gigtplagede led. Hvor I har mulighed for at bruge de smarte kæder fra jeres ansigtspiercinger til at fortøje jer til master og hegn, snubler og glider vi uelegante rundt i mudderet, mens vi desperate forsøger at beskytte høreapparatet mod regnen. Hvor I ser ud til at more jer, når I iført primalbrøl og full-body-mud-wrap laver ølstaffet og nøgenløb, bliver vi helt triste ved tanken om, hvor besværligt det bliver at få skrabet mudderet ud af rynkerne igen. Når I tager i skole igen hen ad onsdag, har vi allerede henslæbt, hvad der føles som en måned foran computeren med rindende, feberblanke øjne og strepsilånde.

Jeg overgiver mig. Jeg er done. Mør. Klar til forhandling *vifter med hvidt flag*: Hvis vi får det gode vejr tilbage, får I sgu Ungeren igen.