Bloggen

Skal man skynde sig at få en hobby, når man har et yndlingskrus på arbejde – og hvisker: “Yes!” og laver lille sejrsknytnæve, hvis det står i skabet, når man kommer?

Kørte forbi en lille pige i morges. En af dem, der har så tynde ben, at de nærmest ligner vittighedstegninger, og hvor rygsækken er så stor, at det ser ud som om arme, ben og hoved er monteret direkte på den. Blyantstynd hestehale og velcrosko, der blinkede når hun gik. I hånden havde hun en mobil, som højt og gennemtrængende spillede noget MGP-agtigt. Min allerførste tanke? ”Det er da HELT unødvendigt med sådan en, når man er 6!”

Kunne pludselig ikke ret godt lide mig selv. Er det sådan en automat-ting, der sætter ind, når man bliver ældre? At man ikke under børn og unge noget som helst? De har deres uanede mængder af tid og muligheder. Deres store fejltagelser og dårlige valg til gode. Optimistiske, ubesudlede sind. Kække bryster, der stritter – også når de ligger på ryggen.

Misundelse, du. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde på, at vi rager elektroniske goder, bussæder og hævdvunden ret til os med krogede, gigtplagede fingre.

Er jeg den eneste, der øjeblikkeligt tænker, at det må være de to mega uhyggelige tvillinger fra X-faktor?

Som tidligere nævnt døjede jeg hele sidste efterår med et helbred, der ville have resulteret i en aflivning, hvis jeg havde været en hest. For 14 dage siden kørte 3 x 34 igen op foran min dør, og svedende flyttemænd i beskidte undertrøjer begyndte at bære store kasser med underskud og baciller ind. Bjæf, feber og øm hals. Men mandag aften spiste jeg 6 af de her:

og – dadadaaaaa *fanfare-smiley* – tirsdag vågnede jeg, frisk, klarøjet og elastisk i lungen. De virker. Ama’r halshug.

Når man kender mig i dag, kan det virke lidt mærkeligt, men jeg har altid været bange for at være i vejen. Jeg er specialist i at gætte behov, før de opstår, og jeg kan godt lide at gøre små ting for folk, så de bliver glade. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at fremstå, som om jeg ikke forholder mig til min omverden, men bare tager imod og bøjer af. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at give udtryk for, at noget som sårer mig dybt, ikke betyder noget. Mærkeligt nok tør jeg altid sige fra, når jeg bliver vred, men når nogen gør mig ked af det, kan jeg ikke finde ud af at sige det til dem.

Som da jeg inviterede en for mig vigtig person til en for mig vigtig begivenhed – og vedkommende afslog, fordi det var for langt at køre på en hverdagsaften. Det er 7 år siden, og jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det. Eller da jeg skulle til en meget svær samtale, og sagde nej tak til at have en ven med. Udelukkende fordi jeg ikke turde være i vejen. Og blev ked af det, da staklen forholdte sig til, hvad jeg rent faktisk sagde, og ikke tog med.

I mit hoved er reglerne nemlig sådan, at folk kun bliver hængende, hvis jeg er en poleret, perfektioneret version af Veninden/Kæresten/Datteren uden kanter og modhager. Det lyder som en bebrejdelse. Det er det ikke. Ingen kan gætte, hvad jeg tænker, så den eneste, jeg kan adressere takkekortet til, er mig selv.

Så har jeg jo selvfølgelig også noget, jeg kan tørre øjnene i.

Kan se i avisen, at man fra i dag kan købe narkotests i Netto. Jeg har mere brug for at vide, hvor man kan købe narko. Noget, der effektivt kyser denne her supposed-to-be forkølelse på flugt. Sidste efterår brugte jeg 3 måneder på at pudse næse, små-gø og have ondt i halsen. Nok til at være generet af det. Ikke nok til at kunne forsvare at melde mig syg. Svært at finde overskud til at køre den mørke tid i møde, når motoren ustandseligt sætter ud på den ene cylinder.

Og nu er den så gal igen. 1. september og jeg har allerede unaturligt stærke halsmuskler af at holde hoved, når jeg nyser. Er i fare for at selvantænde, når feberen med jævne mellemrum flagrer forbi. Lyder som Ritt Bjerregård, når jeg taler, fordi jeg hele tiden er nødt til at rømme mig.

Jeg NÆGTER at copypaste Fall 07! I lørdags valgte jeg i desperation at psykopattræne i 5 timer i håb om, at det ville få bacillerne til enten at tage flugten eller bryde ud i lys lue. Resultat? Er stadig semi-forkølet, men nu med den detalje, at jeg har pisseondt i hele kroppen og er så overtræt, at min nattesøvn er gået i vrede.

Nu sidder jeg her på min pind og ligner en panda. (Eller en vaskebjørn? Whatever. Noget med sorte ringe om øjnene.) Slap i betrækket. Trækker vejret gennem letåben mund. Bjæffer som fucking kongepuddel.

Så skyd mig dog.

– Gjort rent.
– Skiftet sengetøj.
– Vasket tøj.
– Afkalket kogekande.
– Afkalket bruser.
– Monteret ny lygte på cykel.
– Ryddet op i mine skabe på badeværelset.
– Farvet øjenbryn.
– Ordnet fødder.

Og nu kører jeg ned og træner. Bliver svært at cykle, når man har travlt med at high-five sig selv.

Jeg har sagt op. Blev for 14 dage siden ringet op af The Artist Formerly Known As Boss, som spurgte, om jeg havde lyst til at mødes til en kop kaffe og en snak om fremtiden. Sagde ja tak og gjorde status.

Jeg har siddet, hvor jeg gør siden 1. april. Da det er et vikariat, har jeg hele tiden vidst, at det egentlig bare skulle fungere som hylde, hvorpå jeg kunne sidde og dingle lidt med benene, mens jeg overvejede indholdet af min fremtid. Jeg har truffet nogle beslutninger, mens jeg har siddet her, som betyder, at min hverdag ved siden af jobbet i dag ser anderledes ud, end den gjorde tilbage i marts. Jeg har kigget på, hvordan jeg prioriterer at bruge min tid – og justeret, hvor det har været nødvendigt. Jeg har givet mig selv mulighed for at trække vejret og træde et skridt tilbage, hvilket har givet et klarere og mere realistisk billede af det fag, jeg valgte at sætte på hold. Det har ændret sig voldsomt, siden jeg blev uddannet for snart 7 år siden, og til sidst gik det hele så stærkt, at jeg var for rundtosset til at kunne finde fodfæste. Jeg har haft brug for pause.

Jeg har haft et halvt år til at tænke i og jeg har brugt det. Og derfor har jeg takket ja til jobtilbuddet, jeg fik i går. Jeg er tilbage. For som Finnen sagde til mig: ”This is what you were trained to do.”