Veninder er den familie, man selv har valgt, og en af deres allerstørste kvaliteter er, at de er piger. De forstår. Hvor mænd tit hopper i Løsningsdragten, når man tager noget op, ved veninder, at det somme tider bare handler om at snakke om noget, til det er ude af systemet. Veninder ved, hvor slemt PMS kan være. De kender fornemmelsen af at være tarvelig og intrigant med vilje, fordi man er et småt, usikkert menneske. De ved, hvordan det føles ikke at slå til. De kender til panik og angst og ved, hvornår man skal snakkes efter munden, og hvornår man skal have et los i røven. I hvert fald i teorien. Somme tider halter det imidlertid lidt i praksis.
De fleste af os har i perioder været den, der hænger med røven i vandskorpen og trækker store veksler på venindernes tålmodighed og tyndslidte ører. Man ved godt, at man er skide belastende, men behovet for at få luft, blive beroliget eller få en second opinion, vejer tungere end det sociale hensyn.
Vi har også alle været castet i rollen som veninden, der skal lytte til den samme historie igen og igen. Og igen. Som forventes at stille med støtte og kloge ord på alle tider af døgnet. Som bliver udnævnt til psykolog og som forventes at have noget klogt og opmuntrende at sige 24-7.
Hvornår må man sige fra? Og hvordan? Jeg ved fra både mig selv og andre, at når man får at vide, at man skal shape up, slår det noget i stykker i venskabet. I hvert fald for en periode. Man bliver såret, og for mig fyldte det meget at tænke på, hvor længe min veninde havde haft lyst til at kvæle mig – og om hun var den eneste. Jeg tror, at de fleste tager ubegrænset støtte for givet, så hvis man pludselig får at vide, at kontoen er ved at være maxet ud, føler man sig snydt – og dum.
Det virker næsten som loose/loose, når venskabet er nået dertil. Hvis man ikke siger noget, ender man med at snige sig ud af bagdøren, fordi man ikke kan tage mere. Hvis man siger noget, risikerer man at ødelægge det alligevel, fordi man bryder den magiske cirkel af tillid til, at venskabet er et, man kan hoppe ind i, lige meget hvor grim og skidt man er.
Måske er løsningen at indføre lidt selvjustits i forhold til, hvad man beder sine veninder lægge øre til? Måske skal man lade være med at spørge, om veninden er ok de dage, man ikke har overskud til at engagere sig? Alle har deres at tumle med. Alle vil gerne både hjælpe og hjælpes. Men det skulle helst ikke koste venskaber undervejs.
Nogen gange ville jeg ønske, at jeg var en dreng.
hvis du var en dreng, havde du aldrig nogensinde tænkt de tanker. Eller været i stand til at mase bryster + tunge flade på en rude for bare at hilse lidt anderledes.
Men hell… ja… de dage man ikke kan være psykolog skal man lade være med at sætte skiltet på ‘åben konsultation’. Problemet er mere at sige nej til dem, der bare slår karmen ind og er ligeglad med at man har lukket.
Kan kun være enig Linda!
Patienter er jo også forskellige 🙂 For dem der bruger lang tid på at lære at åbne op og smide paraderne overfor psykologen ville den funktion i hvert fald være kærkommen. Tror simpelthen ikke man er i stand til gennemskue at det “åben” skilt der viftes med er snyd når man er i knæ.
Når jeg er på den side foretrækker jeg i hvert fald “la vær med at spør´ modellen”