Jeg er færdig med massage. Slut. Done. No more. Efter i 4 dage at have været parkeret på mudret skråning i (nye, fine, røde) gummistøvler (der passer til min nye, fine, gule regnjakke), virkede det i går som en god ide at få masseret ryg og lægge.
Som med så mange andre gode idéer før denne, viste den sig i praksis at være det stik modsatte. Alle dårlige ideers moder. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg kastet hvidløg efter briksen og spulet massør bort med vievand.
Ikke at det var slemt i øjeblikket. Da var det faktisk forræderisk behageligt.
Det er gået HELT over! Mine lægge læner sig nu kælent op af krampe hele tiden. Min ryg føles som et medicinsk eksperiment fra Rusland, hvor man har lavet saml-selv-ryg af huder og muskler fra 7 forskellige dyr. Jeg føler mig stiv som et bræt og ledeløs på én og samme tid, hvilket resulterer i gangart og bevægelser som dukke i snore betjent af full-blown epileptiker.
Jeg har lært det nu. Myoserne er mine venner. De fungerer som stillads for mine spasserled, og giver en dejlig, kompakt fornemmelse af sammenhængende krop. Holistiske behandlingsforløb? Nej tak. Symptombehandlende fix-mig-NU!-løsninger? Ja tak.
Problemet er bare, at jeg har booket mig en måned frem. Ville det virke det forkert, hvis man beder om bare at blive aet næste gang?
Bare for sjovt skrevet altså – klukgriner.