Har set et stillingsopslag på et job, som lyder sindssygt spændende. Noget med kommunikation, og hvor man må skrive. Sådan for real. Har lagt det ud på mit skrivebord, og havde egentlig tænkt mig at søge det, men da jeg åbnede dokumentet forleden, synes jeg pludselig slet ikke, at jeg havde noget at tilbyde disse mennesker.
På et par af de blogge, jeg følger med på, kan jeg læse om tilsvarende, hvinende præstationsangst. Alle er de skrevet af intelligente, velformulerede kvinder, som efter indlæggene at dømme, er skruet ret godt sammen i hovedet.
For det utrænede øje, kan det ligne falsk beskedenhed og et forsøg på at få nogen til at rose os, men hvis man gør det, når vi sidder der, plastrede til i indbildte fejl og mangler, bliver vi nærmest endnu mere paniske. For hvis du synes, at jeg er dygtig, så er der ENDNU mere at leve op til – og dermed endnu flere muligheder for at skuffe og falde igennem.
Men det skal være slut. Det klæder ingen at tale sig selv ned. Og man kunne jo være så uheldig, at der en dag ikke var nogen, der gad sige én imod, fordi man ved lang, ihærdig indsats havde fået dem overbevist om, at man havde ret. Derfor: Nu tager jeg til Skanderborg og skriver blændende gode, dybdeborende artikler om bøgeskovsmafiosoer og musikkens beskidte undergrund.
Nogen, der gerne vil nævnes i takketalen?
Jeg vil gerne nævnes i takketalen under *tak til dem der har vist mig, at når jeg selv havde det slemt – så havde de det endnu værre*
Kh *smiley-på-korset*
Well… hvis du synes at ‘de mennesker’, der står bag stillingsopslaget, har noget at tilbyde dig – altså ud over et fast job – så er det bare med at søge. De skal nok afgøre om du er noget for dem. Ingen grund til at bryde sit hoved med at gøre deres arbejde…
Jeg vil også gerne nævnes. Ved ikke lige for hvad, men ros, du ved… Nå jo. For at turde tage hul på noget, selvom præstationsangsten hujer og skriger. Sisters in crime.