Bloggen

Hvis jeg på et tidspunkt skulle gå hen og blive arbejdsløs, har jeg fundet min kommende niche: Jeg vil lave flyers for spisesteder. KÆMPE potentielt marked! Jeg modtager – Reklamer Nej Tak skilt til trods – minimum en flyer pr uge, som alle er indbegrebet af Alle Dansklæreres Mareridt.

Teksten er forfattet af ordblind praktikant, bogstaverne står så skævt, at det flere steder ser ud som om, de er ved at komme op at slås, farver og skrifttyper er valgt uden nogen form for logik eller systematik og så er alle flyers tilsyneladende skrevet på pc’ere, hvor caps lock med jævne mellemrum sætter sig fast.

Men man kunne somme tider godt have lyst til at bestille noget, bare for at se, hvad der gemmer sig bag de eksotiske navne. Spørgsmålet er så, om man skal vælge en pIzza MED øksekød eller et fLUts med kælliNg og bAkon?

I toget er tiden din egen, og der er nok af den, når man skal til Esbjerg, som jeg skulle i weekenden. Da jeg ved et uheld var kommet til at sluge min bog i et hug, så jeg mig nødsaget til at købe et blad at fordrive evigheden med.

Når jeg står der og ser på udbuddet, kan jeg godt se, at jeg livsstilsmæssigt er in between magazines. Der er ingen af bladene, som jeg synes, rammer mit segment, men i mangel af bedre endte jeg med Woman.

Oktobernummeret indeholder en artikel med overskriften: ”Gør dit one night stand til en succes”. Et par kvinder på min alder, der ”har nedlagt mere end 125 mænd – hver!” giver trin for trin opskriften på at score en mand.

Underlægningsmusikken til hele artiklen er forsøgt som kæk, maneater-agtig ’jeg-vil-OGSÅ-være-Samantha-fra SATC!’. Vi har også behov, så så man lige mig som vamp i stiletter og You Go, Girl!

Alt det har jeg ikke det fjerneste imod. Vi skal kun stå til ansvar over for os selv, og så længe man er glad og ingen kommer til skade, må man for min skyld gøre, som man vil. Mit problem med artiklen er imidlertid, at den flere steder indeholder udsagn, som jeg synes viser, at de fleste kvinder ikke er skabt til at skifte sovedyr hver weekend, og at vi – den insisterende ligestillingstone til trods – stadig ligger under for, hvad samfundet mener om kvinder, der jager som mænd:

”Bevar dit gode ry. Gå lidt stille med dørene. Du gider jo ikke blive kaldt Villige Viola bag din ryg, vel?”

”Det er en god ide at vende oplevelsen med en veninde bagefter. Ved at holde samtalen på sex, fjerner du fokus fra en eventuel forelskelse.”

”Det kan være en fordel at I ender hos dig. Så slipper du for at gå the walk of shame i festtøj, når han skubber dig ud af sengen næste morgen.”

Jeg synes, at artiklen indirekte fordømmer, hvad den angiveligt forsøger at promovere, og på den måde bliver det for mig utrolig ligegyldig læsning; plus og minus udligner hinanden.

Jeg ville hellere have læst en artikel om, hvorvidt det er ligestilling, når vi kvinder efterstræber at kunne kopiere mænd på alle områder – også der, hvor vores køn er så forskellige, at det føles som at gøre vold på sig selv. Eller om tiden måske er kommet til at indrømme, at ligestilling ind i mellem er et spørgsmål om acceptere, at mænd og kvinder må gå to forskellige veje for at nå det samme mål, uanset om målet er bekræftelse, succesfuld ledelse eller livskvalitet.

Eller en artikel om hvorfor vi stadig i 2008 stempler kvinders sexdrive som billigt og mænds som naturligt. Om det er sandt, at kvinder giver sex for at få kærlighed og mænd giver kærlighed for at få sex – og om det ene er mere rigtigt end det andet. Om ur-drifter kan styres og om de bør. Om mænds trang til at jage og sprede deres sæd forsvinder, hvis vi pisker den med moral og etik, eller om den bare bliver bedre til at skjule sig. Om kvinders yngelplejeinstinkt er en hæmsko eller en naturlig forudsætning for artens overlevelse.

– men heldigvis indeholdte bladet også en fotoreportage om, hvad der sker, hvis man går i byen med et stykke toiletpapir hængende ud af bukserne. Så det gik næsten lige op.

Min bedstemor på næsten 80, som mener, at der aldrig er nogen, der har taget skade af at arbejde, og at kvinder ikke bør lide af pyntesyge, synes at Keith Richards er – og jeg citerer – ‘så festlig’.

Er orn’lig blevet voksen. Har accepteret, at det ikke længere er holdbart at rave stæreblind gennem livet med biografture og kørsel på motorveje som eneste bebrillede undtagelser. I længden bliver det træls at ende de falske steder, fordi man ikke kan se bussens nummer og destination, og det er ikke rart, at folk tror, man er vred på dem, fordi man aldrig hilser.

For et par år tilbage troede jeg, at jeg var kontaktlinsetypen. Det var jeg ikke. Havde fornemmelsen af at have alufælge monteret på øjeæblerne, hvilket resulterede i, at jeg gned mig så meget i øjnene, at jeg dagligt forliste den ene linse, og lignede en træt, grådophovnet Alice Cooper.

I dag var jeg derfor ved optiker, hvor jeg fik lavet synsprøve og bestilt nye briller. Hele setup’et gør mig utryg. Jeg har det som om, jeg er til eksamen, og ikke kan gennemskue, hvornår de stiller the trickquestion. Tænk, hvis man siger: “Nu blev det værre”, og de i virkeligheden bare har givet dig vinduesglas?

Når den mundlige eksamination så er afviklet, venter helvedet med at prøve stel. ÅH!! Synes hele tiden, at jeg ligner en, der desperat forsøger at være 17/kunstner/intellektuel/frisk, men jeg endte med at vælge et par, som ekspedienten svor ved sit liv ikke var for store/gav mig ballonkinder/fik mig til at ligne Ulla Terkelsen (for meget).

5250 kr. OG JEG VILLE MEGET HELLERE HAVE HAFT EN MINENOTE!!! HADER nogen gange at være voksen!!

Kender I det med at tage sig selv i pludselig at tale utrolig jysk? Og – beklageligvis – ikke for sjov? Sker ofte for mig, når jeg taler med lidt ældre folk eller lærere på teknisk skole. I don’t know why. Finnens bud (- for han gør det nemlig også) er, at man gør det, når man taler med folk, som man er bange for kunne synes, at man er højrøvet eller spiller Kong Klog.

Men der er sket yderligere udvikling og desværre til det værre. Jeg bliver nu med jævne mellemrum besat af 52-årig klæbeånd fra 1948. Ud af min mund kommer ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg havde i mit ordforråd. Eksempel? Here you go: Talte med min mor idag, og da jeg skulle fortælle om vennepar, som ikke har opdaget, at vejen til Århus ikke er ensrettet, og at togene faktisk kører begge veje, kommer følgende ud:

“Ja, de er desværre ikke så flinke til at komme på besøg.”

‘Så flinke’?!! Hvad er det?!?! *Smiley-der-stiller-sig-helt-uforstående-overfor-nyerhvervet-efterkrigssprog*

Jeg har efterhånden bøjet mig og erkendt, at også jeg er Facebookfan. Jeg gider ikke alle de obskure grupper og tests, og jeg forstår ikke de der dyr, man åbenbart kan have. Trods alt er flertallet derude liiige gamle nok til at stadig at lege med Tamagotchier (når andre kigger) – men når det er sagt, så kan jeg godt lide, at folk skriver lidt om, hvad de render og laver. Det giver en rar fornemmelse af stadig at kunne følge lidt med i deres liv, selvom tiden er knap og der mest er tid til cyberkaffe.

Jeg synes imidlertid, at der trænger til at blive strammet op på reglerne for, hvad vi skriver som newsfeed. Har f.eks. flere gange siddet tilbage med dårlig samvittighed og skulet til min kaffekop, når jeg rammer “Hvornår har du sidst fået målt dit blodtryk?” Gider heller ikke rigtigt, når folk plastrer for meget ynk på skærmen. Trods alt er nogle af ‘vennerne’ derude mennesker, jeg kender fra professionelle sammenhænge, og da det samme må gælde modsat, kan jeg undre mig over, at de vælger at være SÅ private. Jeg bliver nærmest lidt forlegen på deres vegne. Meget interne meldinger duer heller ikke. “X tæller ned.” Jamen, så skriv dog til hvad! For det er vel en slags uskrevet regel, at man ikke spørger for meget ind til det derude? Eller hvad? De kunne jo lade være med at skrive det, hvis man ikke måtte vide noget om det….

Er der flere?

Nå, men hvor meget tror I, jeg hader at sætte mig på stole, der braser sammen? Ret meget, faktisk. Havde det ikke været for mine muskuløse (men dog så slanke) lår, havde jeg ligget på gulvet og rodet rundt sammen med Pindebrænde Formerly Known As Chair. Så kunne jeg selvfølgelig ved samme lejlighed have samlet min værdighed med op.

Må hårde straffe ramme:
– folk, der griner, når man står der i ufrivillig squat.
– Ikeas fabrikanter i østlandene.
– folk, der kommer med fat-jokes, når man med røde kinder
står og kigger på resultatet af Røv vs Stol.
– folk, der ikke samler lortet ordentligt! (-og jeg ved, hvem I er….)

Det er kun sjovt, når det sker for andre. Hvor tit skal jeg sige det?

Sidste efterår fik jeg, efter i to år at have rodet rundt i noget, der hverken var fugl eller fisk, nok. Efter i ubegribeligt lang tid at have accepteret dårlig indflydelse, dårlig opførsel og dårlige undskyldninger, kom jeg til sidst i tanke om, at man ikke kan bevæge sig væk fra noget, så længe man har fødderne sømmet fast på korset. Jeg lånte en knibtang, did what I had to do og gik min vej.

Jeg tog ikke selv kontakt. Jeg frabad mig kontakt. Jeg undlod at respondere, når den alligevel blev taget. Jeg kom videre og blev glad igen. Alt var sådan set som det skulle være – indtil hans kæreste tog kontakt. Til mig. På det tidspunkt var jeg så meget et andet sted i mit liv, at det faktisk føltes som en film, jeg havde set, når jeg så tilbage. Efter at have bedt dem om selv at løse deres issues, fulgte først kaos, mails og sms’er med bønner om ikke at afsløre noget og derefter velsignet stilhed.

Nu er de flyttet langt, langt væk, og jeg tænker sjældent på ham. Han er et kapitel i min historie; det kan jeg ikke ændre på. Og det er ok. Bogen kan rumme historien om ham. Han er en del af min fortid, og det er der, han hører til.

Derfor bliver jeg meget, meget træt, når jeg tænder min computer her til morgen, og der er mail fra ham.

Nogen mennesker giver fandme bare aldrig op!

Når du stikker snuden frem, risikerer du, at nogen slår dig over den. Når du skriver et sted, hvor andre kan læse det, og du ikke kan lade være med at mene noget om alt, hvad du ser, føler, hører og oplever, så må du forvente, at andre forholder sig til det.

Det troede jeg egentlig, at jeg havde tænkt igennem. Det troede jeg, at jeg var ok med.

Et sted herude i cyber har jeg skrevet et indlæg, som jeg selv synes er holdt i en sober og humoristisk tone. En anonym læser har lagt en kommentar. En meget vred, hånlig og ret personlig kommentar.

Det var jeg så ikke helt.

Jeg synes ikke, at jeg er et særlig materialistisk menneske, og jeg gider egentlig ikke rigtigt at have mere, end jeg har brug for. Jeg synes, at store huse med mange værelser er kolde og uhyggelige, og hvis mit tøjskab er for crowded, får jeg klaustrofobi. Derfor har det overrasket mig meget, at jeg den seneste uge har udviklet en form for forbrugsfeber. Jeg har set 3 ting, som jeg så gerne vil have, at jeg drømmer om dem om natten. (Altså faktisk 4, men en Audi TT ligger lidt på linje med at ønske sig evnen til at flyve eller gøre sig usynlig, så jeg lever med mit savn.)

På 3. pladsen finder vi et par kortskaftede, røde bedstemorstøvler fra Billi Bi, der kan knappes ned. Ualmindeligt fine, men da der er hæl på, siger jeg til mig selv, at jeg nok ikke får dem brugt. (Jo jeg gør, jojeggørJOJEGGØR!!) 2. pladsen indtages af et par langskaftede støvler – i sølv. Sølv går til ALT, så her forsøger jeg at bekæmpe min købelyst med argumentet om, at da man immervæk ikke ser mange sølvkøer rundt omkring på markerne, er materialet næppe særlig velegnet til vintervejr (-som jo er et stort problem i DK. Permafrost og lavineskred til højre og venstre.) Men på 1. pladsen… Åh, på 1. pladsen…

En mininote! Jeg bliver helt tør i munden af længsel, når jeg tænker på den. Så så man lige mig sidde i diverse busser og blogge. ”Hvor er Linda?” ”Hun sidder og venter på Hadsten Station.” ”Nå? Men hun er da online?” ”Mininoten, du.” *smiley-der-nikker-anerkendende/imponeret/misundelig* Slut med at kede sig i sine mellemtimer. Ikke flere lange samtaler over sms.

ÅH, JEG VIL HA! Og så kan man få den i lyserød! Men jeg har. Ikke. Råd. Slut.

(Hvis nu jeg ender med at finde en løsning, der ikke involverer enten en flise eller et webcam, er der så nogen, der har gode/dårlige erfaringer med de forskellige mærker?)