Når du stikker snuden frem, risikerer du, at nogen slår dig over den. Når du skriver et sted, hvor andre kan læse det, og du ikke kan lade være med at mene noget om alt, hvad du ser, føler, hører og oplever, så må du forvente, at andre forholder sig til det.
Det troede jeg egentlig, at jeg havde tænkt igennem. Det troede jeg, at jeg var ok med.
Et sted herude i cyber har jeg skrevet et indlæg, som jeg selv synes er holdt i en sober og humoristisk tone. En anonym læser har lagt en kommentar. En meget vred, hånlig og ret personlig kommentar.
Det var jeg så ikke helt.
Folk, der vælger at tage det anonyme kluns på ind i et debat-forum – eller på en blog for den sags skyld – er tabere, der ikke tør stå ved deres egne meninger. De gemmer sig bag internettets mørke gardiner og titter frem hist og pist for at lukke deres indestængte vrede, over at være så pokkers konfliktsky, ud.
Jeg kan forstå at det gør ondt at få personlig kritik over et indlæg, men du er nødt til at springe op og falde ned på det, når det kommer fra en anonym kilde – den slags kan INGEN bruge til noget. Det er ikke sagligt – det er latterligt og taberagtigt ikke at forholde sig til – og dermed stå ved – den kritik man fremfører.
Kort fortalt: op i røven med anonyme kommentarer! Du er bedre værd end det!