Sidste efterår fik jeg, efter i to år at have rodet rundt i noget, der hverken var fugl eller fisk, nok. Efter i ubegribeligt lang tid at have accepteret dårlig indflydelse, dårlig opførsel og dårlige undskyldninger, kom jeg til sidst i tanke om, at man ikke kan bevæge sig væk fra noget, så længe man har fødderne sømmet fast på korset. Jeg lånte en knibtang, did what I had to do og gik min vej.
Jeg tog ikke selv kontakt. Jeg frabad mig kontakt. Jeg undlod at respondere, når den alligevel blev taget. Jeg kom videre og blev glad igen. Alt var sådan set som det skulle være – indtil hans kæreste tog kontakt. Til mig. På det tidspunkt var jeg så meget et andet sted i mit liv, at det faktisk føltes som en film, jeg havde set, når jeg så tilbage. Efter at have bedt dem om selv at løse deres issues, fulgte først kaos, mails og sms’er med bønner om ikke at afsløre noget og derefter velsignet stilhed.
Nu er de flyttet langt, langt væk, og jeg tænker sjældent på ham. Han er et kapitel i min historie; det kan jeg ikke ændre på. Og det er ok. Bogen kan rumme historien om ham. Han er en del af min fortid, og det er der, han hører til.
Derfor bliver jeg meget, meget træt, når jeg tænder min computer her til morgen, og der er mail fra ham.
Nogen mennesker giver fandme bare aldrig op!
Han vil nok gerne være nævnt på omslaget? 🙂