Bloggen

I Danmark brændte man officielt den sidste heks på bålet i 1693. I dag – 315 år senere – kan man læse følgende i Politiken:

En gruppe ålborgensiske præster fra både folke- og frikirker advarede forgæves forældre imod at tage deres børn til et halloweenarrangement i Aalborg Zoo i weekenden, hvor en erklæret heks, Dannie Druehyld, optrådte.

»At lade sine børn komme under indflydelse af en erklæret heks og lade dem udstyre med heksebryg og amuletter er efter vores mening ikke ansvarligt. Vi taler ikke om en skuespiller eller en, der i dagens anledning har klædt sig ud, men om en person, som i en lang årrække har praktiseret heksekunst, og som tager disse ting alvorligt«, siger sognepræsten ved Vor Frelsers Kirke, Vagn Folkerman, til Nordjyske Stiftstidende.

Mener han det alvorligt?! Skal vi prøve at lave en hurtig sammentælling på, hvor mange menneskeliv kristendom har på samvittigheden? Og derefter gøre det samme med wicca? Jeg ved godt, hvilken religion, jeg synes er mest farlig! Jeg har aldrig hørt om grupper af hekse, der forfulgte præster og dømte dem til bålet. Jeg har aldrig hørt hekse lange ud efter andre trosretninger. Tværtimod er det en udbredt holdning blandt hekse, at vi alle tror på det samme – vi kalder det bare noget forskelligt. Noget mere næstekærlig end at jagte folk, der tror noget andet end jeg, synes jeg.

Når jeg får børn, vil jeg gerne lære dem om vigtigheden af respekt for andre, og andres ret til at tro, hvad de vil, så længe de ikke bruger troen til at påføre andre smerte og skade. Jeg håber, at uanset hvad mine børn vælger at tro, så er det noget, der giver det mening for dem, lige meget hvor de er, fordi de kan mærke det indeni – og ikke noget, de kun kan føle i kirken søndag mellem 10 og 12. Jeg vil gøre meget ud af at forklare dem, at jeg ikke har købt en korsfæstelse på afbetaling; at synd, skyld og skam ikke har noget at gøre med krop og kærlighed og at den, der lever på forventet efterbevilling, lever fattigt.

Jeg ville – alene på baggrund af kirkens udmelding – have slæbt dem med i Aalborg Zoo.

315 år. Tænk, at vi ikke er kommet længere.

Hvert andet år afvikler DGI Idrættens Dag, og i år havde jeg sagt ja til at undervise, så jeg har brugt weekenden i Messecenter Herning.

Jeg har aldrig været i Messecentret før, men min for-en-gang-skyld normale taxamand fortalte mig, at det er Skandinaviens største halkompleks. Når man er ude som underviser, får man som regel et hotelværelse stillet til rådighed, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Det appellerer den 4årige pige i mig, der elsker at lege ’så sagde vi, at jeg var voksen og boede her’ og store var mine forventninger til det til Skandinaviens-største-halkompleks-hørende hotel.

….

For satan. Må man godt kalde et affældigt sommerhus indrettet af nogens samlermaniske, farveblinde mormor for ’hotel’?! Vi snakker røvballegardiner, grønt plastikarmatur og billeder så grimme, at man næsten græd blod. Men prikken over i’et var, da jeg vågnede i nat, FORDI DET FUCKING REGNEDE PÅ MIG!!! Tror nok liiiiige mor var stram i masken, da hun stillede i receptionen i morges!!

Men bortset fra denne ubetydelige detalje, var det en super weekend. Jeg har sammen med en kollega undervist i Bootcamp, og vi har revet 200 mennesker rundt i 4 timer. Sjovt nok flest mænd. Jeg finder en særlig tilfredsstillelse i at tvinge tatoverede drengerøve med strikhuer i knæ (kærlig hilsen Hun-ulven Ilse), men jeg må give dem, at de åd det, lavede kampråb og råbte på mere. Og når jeg er i iført stopur, fløjte og t-shirt med påskriften When I say jump – you ask ’How high?’ – så er der ingen smalle steder. Tårnhøjt energiniveau. Det var fedt!

Nu sidder jeg så træt men glad og tilfreds i min velsignede stille lejlighed og plejer min skam-råbte hals med et glas gløgg (uden klamme rosiner). Alle ure viser noget forskelligt, alt hvad jeg ejer af træningstøj kører rundt i maskinen og i morgen starter en ny uge. Jeg er klar. Er I?

JEG SPURGTE: ER I?!!!!!!

(Sorry. Skal lige akklimatiseres)

Kommer man for meget på Baresso, hvis man er på ‘hej’ med over-baristaens mand, når man møder ham – selv – ude i byen?

I går cyklede jeg forbi en mand på min fars alder, som efter en jævnaldrende mand af anden etnisk herkomst råbte: “Danmark er for danskere!”

Lidt senere blev jeg overhalet af en bus med en reklame for et advokatfirma på siden. En forslået pige med Se & Hør mimik og stabiliseringskrave ledsages af teksten: “Krav på erstatning?”

Frygt, grådighed og hver mand for sig.

Er det mig, eller har nogen sat den menneskelige evolution i bakgear?

Efter i går at have været udsat for Terminator forklædt som 2 meter høj, norsk massør, der kvaste knogler, nev i muskler og redefinerede begrebet ’smerte’, sidder jeg i dag herhjemme iført resterne af min skrøbelige psyke og sørger over min visne, ubrugelige højre arm. Jeg ved det godt. Det er long overdue at få gjort noget ved den skulder, men altså… Lige nu har jeg bare lyst til at klamre mig til dørkarmen og tude-råbe: ”Jeg går ALDRIG derhen igen!!” Desværre er jeg røget på A-listen, hvilket betyder, at jeg skal se en hel del til min nye ven de næste mange uger *smiley-der-overvejer-at-gå-under-jorden*.

Men jeg skal have købt et eller andet ind. Med mindre, selvfølgelig, at jeg kan lave en spændende frokost af hvidvin og neglelak, som er de eneste ombordværende astronauter i rumskibet Køleskab. Og nu er det så, at jeg ikke helt synes, at man kan ligge og flandre rundt ude i byen, når man er sygemeldt, men samtidig ved, at jeg kommer hjem med en liter mælk, to æbler og en lang, uindfriet indkøbsseddel, der er klam af fortvivlelsens sved, hvis jeg skal købe ind Det Falske Sted. Hvor rugbrødet ligger helt forkert i forhold til pålæg og toiletpapir. Og hvor jeg hver gang tror, at jeg godt kan huske at tage det med, når jeg kommer forbi det – hvor end der er! – men efter at have gået i ring i 20 minutter begynder at føle mig som alzheimer patient, der har glemt, hvad jeg hedder, hvor jeg bor, og hvad jeg spiser. Hvorfor kan alle forretninger ikke bare være indrettet som Min Føtex, hvor varerne ligger helt pænt og logisk placeret, så jeg husker det hele?

Det er store problemer, vi har her på matriklen.

Min cykel er gået ind i den terminale fase. Var ved cykelsmed for at få den gjort vinterklar – en handling afstedkommet af, at den på det seneste har forsøgt at afstøde sine enkeltdele stykke for stykke, og har fået a nasty habit med at sætte sig fast i 7. gear, når jeg skal køre op af bakke. Virker meget lidt professionelt at entrere job iført skjolder og sved moustache.

I fredags fik jeg uventet tidligt fri, og da jeg havde forestillet mig, at den kunne fikses ambulant, smuttede jeg ind forbi cykelstuen på vej hjem. Startede med at remse op, hvad vi skulle have genmonteret, efter at cykel har opført sig som Hans og Grethe og trukket et spor af skærme, baglygter, bremseklodser og reflekser gennem Århus. Cykelhandler skrev og skrev og gjorde sit bedste for ikke at savle ved tanken om alt det ekstra udstyr, han kunne købe i T Hansen for mine penge.

Da jeg nærmede mig vejs ende, sagde jeg, at det somme tider føles, som om baghjulet er ved at falde af. Bekymret rynke på den anden side af disken. Frem med stetoskop, lytte, trykke og teste reflekser. Og så faldt den. Dødsdommen. Åbenbart er sygdommen gået i kranken, og så er alt håb ude. Det eneste jeg kan gøre nu, er at køre den i bund og acceptere, at de vitale organer sætter ud, et efter et.

Nedslået købte jeg en baglygte for at føle, at jeg havde gjort bare ET eller andet. Men min cykel har truffet sin beslutning. Den vil ikke mere. Den er metaltræt. Måske har den haft forhjulet stukket i et Vagttårnet, for den vil i hvert fald ikke modtage transplantationer: Efter én aften i byen var den nye lygte også væk.

Farvel lygte.
Farvel cykel.
Farvel mininote.

Jeg har syet. Jeg har sgu syet. Iturevet foer i en taske OG en defekt handske OG en knap, der forsøgte at undvige. Kinder-syning. Hele 3 ting.

For at forstå præcist hvor stort det er, må man vide, at jeg håndarbejdsmæssigt er at sammenligne med musen fra Askepot, der sutter på tråden, lukker det ene øje for omhyggeligt at tage sigte – og derefter stikker hele armen igennem nåleøjet.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at mit arbejde ikke ville gå igennem syn, men jeg har stadig to hele øjne (tak til de nye briller som nu har bevist deres eksistensberettigelse) og jeg bløder (næsten) ikke.

Jeg har syet. Sgu.

På job. Kollega finder lille æske lakridser frem. Mig, glædestrålende og med (unødvendig) høj stemme:

“Aj! Du har altid sådan nogen spændende gajoler!!”

Fnis.