Bloggen

Dagene er lidt pakkede på blogsbjerg i tiden. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed og når man bare er en lille, efterårspåvirket heks, betyder det, at man nærmest går i koma, når det bliver mørkt. Dvs. kl. 15.

Efterår. På minussiden bliver jeg gennemblødt 5 gange dagligt. Jeg har ikke sådan rigtig ro i hovedet på noget tidspunkt, så længe jeg er i lod, fordi den ene opgave lapper over den næste. Jeg når aldrig rigtigt at vågne, for nogen har pillet solen ned og installeret en 15 watt sparepære i stedet. På plussiden kører den nye cykel helt formidabelt. Jeg er i godt humør, får afviklet ting fra to-do listen i en hastighed, der bryder lydmuren, gløgg er nærmest obligatorisk og jeg har fået varmepenge tilbage. Life is good.

Finnen har også travlt. En del endda. Vi gaber om kap i sofaen, men når vi springer i skrinet, skiftes vi til at spille rollen som hhv. Den Søvnløse og Komapatienten. Forleden var jeg sidstnævnte. Var allerede på savlestadiet, da Finnen lavede klassikeren:

Ham: ”Kan du heller ikke sove?”
Mig: ”Mmmmmmnnn?”
Ham: ”Det er faktisk vildt så mange mulige kombinationer der er, hvis man har en talrække fra 0 til 10 og man må sætte hvert tal sammen med 3 andre.”
Mig: ”Mmn???!”
Ham: ”Hvordan er det nu den er, den formel? Hvad er det nu man ganger med?”
Mig: ”Du får en 10’er, hvis du prøver at lægge dig ned og sove.”
Ham: ”Aj, men Linda, ved du det? Kan du huske det?”

Tror lige, at han kortvarigt havde glemt, at jeg var tolk. Som i: Sproglig. Anti-tal-begavet. Men efter ti minutters spændende snak om primtal og tværsumme fik vi fred nok i sindet til at lukke Hej Matematik ned og kalde det en dag.

Nå. Jeg har en spinningcykel, der kører 6.15, så jeg må hellere sætte monitoren på ”Flatline”. Godnat derude. Hvor end I er.

Har haft besøg af ældsteveninden og hendes kæreste, og det har været latterligt hyggeligt. Startede med pillemad og lyserøde bobler, fortsatte med mere pillemad og rødvin så god, at jeg overvejede at adoptere den og sluttede i byen med forsinket J-dag.

Elsker at bruge tid med de to. De er så kloge. Og vi kender hinanden så godt, at intet er tabu, og hvis nogen taber ansigt, hjælper vi hinanden med at finde det igen. På grund af vores lange historie sammen får man også altid nye vinkler på tingene og ærlige svar, når man spørger.

Vi nåede over mange forskellige emner. Om det er ok, at man snakker med sine veninder om forholds-issues, eller om det er at udlevere kæresten. Om det gør en forskel, at han jo også hører om venindernes op- og nedture. At det er vigtigt at huske stadig at blotte sig for veninderne, når man får en kæreste, fordi man ellers stille og roligt lukker ned for intimiteten og fortroligheden i venskabet; Ingen vil åbne sig for én, der aldrig selv lukker op. At jeg kunne gøre mit eget liv markant mindre turbulent, hvis ikke jeg følte så stærkt behov for ærlighed og rene linjer, men at spørgsmålet er, om ikke det samtidig er det, jeg henter styrke i, og som definerer min person. At folk, der har mange penge og konstant taler om det, er nogle ting-svin. At panik-sult er et vedtaget begreb. At Tom Collins på Rar Bar smager af toiletvand. At vejskilte og huller i jorden kraftedeme er tarveligt, når det er mørkt. Og at fællesveninden, der engang sagde, at man ligeså godt kan prøve at tro på det bedste i folk, havde ret, for hvis man tror det værste, og det viser sig at være forkert, sidder man der med en surhedsrest og ikke noget at bruge den til.

I dag var der dømt kaffe, pinex og timelang brunch. Er der noget så fedt som god tid, behagelig tavshed og gloen på mennesker? Det har været en fantastisk weekend.

I Politiken i dag anmeldes bogen ”Jeg er bevæbnet og har tømmermænd”, som er en samling trusselbreve fra Rigspolitiets arkiv fra de sidste 25 år. Ud fra artiklen at dømme er der nogle gode nogen imellem.

Målene er mange og varierede. Nogen vil have penge, andre vil have brune S-tog renoverede og én vil have Pia tilbage i 9. A. Der trues med nyslebne søm, ødelæggelse af det norske telefonnet og voldtægt af mandlige bankdirektører. Nogle breve starter med ’Hejsa’ og slutter med ’Knus’ (dog ikke med ’z’ *skælver-af-ubehag*), andre indledes ’Edvard, dit fede svin’ og slutter med ’Pikfjæs!’. Det er med andre ord en bred vifte af uforskammetheder, som alle har to ting til fælles: 1) Utroligt mange stavefejl. 2) Anonyme afsendere, der forsøger at opnå noget mere eller mindre usandsynligt.

Jeg trak på smilebåndet flere steder. Ikke fordi jeg tror, at de mennesker, der har modtaget brevene har synes, at det var særlig sjovt, da de fik dem. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvor traumatiserende det må være at blive udsat for røveri. Jeg ved ikke, hvordan det føles, hvis folk truer med at brænde dit hus ned eller siger, at de ved, hvor dine børn går i skole. Efter at have blogget i 1½ år ved jeg dog, at uanset hvor lille, ubetydelig og latterlig en trussel synes, så bliver man altid utilpas ved tanken om, at nogen derude – som ikke vil give sig til kende – har et horn i siden på én.

Under artiklen findes en boks, hvor læsere kan kommentere på artiklen. De fleste skriver, at de skal have fat i bogen, når den kommer. Men Ulla; skriver, at hun ikke synes, at det er spor morsomt. Hun har ”selv været udsat for røveri og fået forelagt et sådant brev, og jeg synes ikke, at der var noget komisk over det. Psykisk var det en skræmmende oplevelse, men jeg oplever gang på gang at folk laver grin med sådanne ting. Men der ER ikke noget at grine af.”

Bogens forfattere latterliggør ikke de mennesker, der er blevet udsat for truslerne men derimod de mennesker, som har fremsat dem. Og jeg synes måske nok, at man selv er med til at holde liv i sine dårlige minder, hvis man tager det personligt hver eneste gang emnet perifert berøres. Jeg ved godt, at de fleste af os har en enkelt ting eller to, som vi ikke kan grine af og aldrig kommer til at synes er sjovt. Men det bliver sgu et langt liv, hvis vi skal have alle andre til at holde op med at grine af det også. Vi bestemmer ikke selv, om ondsindede mennesker aflægger besøg i vores liv. Men vi bestemmer, om vi vil give dem magten over resten af det.

(Hvis man synes, at bogen er sjov og gerne vil læse mere af samme slags, kan jeg anbefale bogen Kokostapir.)

Jeg skriver til jer, fordi jeg har hørt, at det står lidt sløjt til med økonomien for tiden. Her på blogsbjerg ved vi, at den ene tjeneste er den anden værd, så jeg har et forslag, som måske vil kunne hjælpe jer.

Hvad ville I sige, hvis jeg fortalte, at I kunne skrotte Paradise Hotel, Robinson, Sandhedens Time, De Unge Mødre og diverse andre realityshows, men stadig få samme mængde og kombination af stupiditet, løgn, intriger, catfight og knuste hjerter?

Løsningen er ligeså enkel, som den er smuk: Kameraer op i alle fitnesscentre.

Det eneste problem er, at verden udenfor ville tro, at det var noget, man havde iscenesat. Ingen andre steder møder man så mange mænd, der twotimer SÅ vildt og så åbenlyst. Ingen andre steder finder man så mange mænd, der er så himmelråbende naive i deres tro på, at dem de knalder, ikke taler sammen – og som giver den ALT, hvad den kan trække som sårede, misforståede martyrer, når de bliver taget med hånden på dåsen. (Flere fitnesscentre har faktisk været nødt til at renovere dørkarmene og gøre dem bredere, så disse skæbnens yndlingsofre kan rulle uhindrede ind på deres kors.) Ingen andre steder finder man så mange kvinder, der slås så indædt og beskidt om den samme mand – og samtidig fikserer hinanden i falske venskaber, for keep your friends close but your enemies closer. Og ingen andre steder finder man så mange kvinder, der kender alle historierne – og alligevel lukker øjnene så hermetisk.

Jeg er lige ved at tro, at hvis man forsøgte at entrere et fitnesscenter med en løgndetektor under armen, ville man i bedste hegn-med-højspændingsstil blive kastet 7 meter tilbage.

Det er børnehave tilsat hormoner. Det er sved, nøgen hud og endorfiner. Der er ingen binding. Kommer du, betaler de. Det er så uendelig meget mere end træning.

Ærbødigst

blogsbjerg

Tror måske, at jeg har set for meget amerikansk valgtv. Og at korrekturlæseren på min indre ordbog enten er ligeglad med politisk korrekte termer eller er på ferie. Afstedkom i hvert fald et langt, tavst øjeblik, da der i går på mit job blev sagt: “Vi har taget en lærer med” og jeg hørte – og tolkede – “Vi har taget en neger med.”

For satan, altså.

Er frisuremæssigt gået fra Ulla Terkelsen til Alfons Åberg.

Var i dyrehaven forleden. Ved godt, at det er sådan lidt klichéagtigt, men der er simpelthen så pænt, når solen vælter ned, træerne står i flammer og himlen er så blå, at det næsten gør ondt i øjnene. Efter at have cyklet om kap på udvalgte strækninger (taber altid. Finnen er kamikazerytter. Trapper? Mudder? Åer? Han er ligeglad.) (- men jeg har den pæneste cykel, ha!), nåede vi frem til skoven, hvor vi kunne læse, at vi skulle passe på dyrene, som var i brunst.

(Når man iagttager dyrenes adfærd, lige fra hannernes gevirfikserede adfærd og territoriale brøl til hunnernes kælne brægen og venden-røven-til (mens de løfter halerne så højt, at man nærmest kan se dem op i halsen. Skøger.) kunne man godt få den mistanke, at det er dem og ikke aberne vi nedstammer fra. ToTAL Kupé fredag aften.)

De venlige skovmennesker har gjort meget ud af at forklare, at man ikkeikkeikke skal gå for tæt på dyrene, men tværtimod lægge æbler/gulerødder/spaghetti på jorden og derefter ’træde tilbage og nyde synet’. Kan ikke rigtigt finde ud af, om de mennesker, der bogstaveligt talt paparazzijagtede de stakkels dyr med telelinser så store som bropiller er meget dumme, læser dårligt eller har lyster, der ikke egner sig til beskrivelse her. Kan heller ikke helt afgøre, om det er ok at fryde sig, når dyrene så angriber. Men det så fandme sjovt ud.

Hvor er det heldigt, at vi på dage som i dag har Ole Henriksen. Hvis ikke det havde været for ham, havde min mandag indtil videre taget sig således ud:

* En lortesituation, som jeg absolut ufrivilligt er havnet midt i, og som intet har med mig at gøre, er kulmineret med, at jeg er blevet uvenner med en veninde.
* Jeg har overtråd en regel på arbejde, jeg ikke vidste eksisterede. Fik ikke ligefrem fik en medalje af chefen – og præsterede i samme ombæring at stille en kollega dårligere.
* Ringede igen igen igen igen til lægen for at få svar på nogle prøver, som er blevet væk og forsinkede af hundrede omgange. Blev udsat for 10 minutters båndsløjfe af ”Save the best for last” for så at få at vide, at svarene var kommet – men at sekretæren ikke forstod, hvad der stod. Ring igen. Suk.
* Endelig kom i Ikea efter dims, som jeg har manglet i 6 måneder. Dimseafdelingen lukket pga. ombygning.

Men takket være den lille mand med det store smil, ser den i stedet sådan her ud:

* Jeg er glad for at opdage, at jeg følger mit hjerte og gør, hvad jeg oprigtigt mener, er det rigtige at gøre – også selvom jeg ved, at det får ubehagelige konsekvenser.
* Jeg har lært min arbejdsplads bedre at kende, og har nu mulighed for at undgå at lave samme fejl igen *ånder på glorien og pudser den*
* Jeg får audiens hos snedronningen in persona og får således mulighed for høfligt at foreslå, at de skifter det 8 – otte – år gamle, slidte kassettebånd med pausemusik ud.
* Jeg har en undskyldning for at tage i Ikea igen – hvor de er begyndt at pynte op til jul…

(- men derfor må det alligevel godt snart blive tirsdag.)

Ved I, hvad jeg virkelig hader? Skæld-ud mails, møntet på få men sendt til alle. De værste er dem, hvor nogen ikke selv tør tage konfrontationen, men har henvendt sig til chefen, som så skælder ud i 2. person. Så sidder man der og forsøger at ransage sin adfærd med tilbagevirkende kraft.

Jeg begriber ikke, at man ikke kan tage fat i dem, det drejer sig om. På en tidligere arbejdsplads, hvor jeg var ansat, fik vi hver eneste måned en mail, der drejede sig om det samme. ”Om folk ikke godt kunne være søde at bla bla bla.” Tag dog fat i de 3 det drejer sig om!! For tilsyneladende er det de eneste 3, der ikke føler sig ramt af den bebrejdende tone i mailen. *Grrr!*

Den slags mails bidrager ikke med noget som helst positivt. Hvis man tager det nævnte problem op med dem, der ifølge mailen føler sig ramte, bakker de ALTID ud og påstår, at det ikke er dig, de mener. Så er man da sikker på at den åbne dialog, som kunne have løst problemet, bliver kvalt i fødslen. Der kunne jo meget vel være en god grund til, at nogen handler på en bestemt måde, men hvis man ikke ved, hvem vi snakker om, kommer begrundelserne og andre mulige vinkler på problemstillingerne aldrig frem. På den måde holder man firmaet fast i kun at tage hensyn til dem eller det, som Anonyme Utilfredse har fokus på.

PH værdien i arbejdsmiljøet bliver stille og roligt mere og mere sur. Hvem har lyst til at smile og være venlige overfor mennesker, som måske/måske-ikke har klaget over dig/måske-ikke-dig til chefen? Resultater er at man i stedet for én, stor dynamisk personalegruppe, får små paranoide enklaver og en virksomhed så smidig som stivnet cement.

Ved I hvad? Jeg tror sgu lige, at jeg copypaster ovenstående og sender det ud i en fællesmail.

I går drak jeg kaffe med en kammerat, som for nyligt har valgt at cutte forbindelsen til en fælles bekendt. Grunden til bruddet er, at det er kommet min ven for øre, at han er blevet systematisk bagtalt og udnyttet i årevis. Han har ikke konfronteret ex-vennen med sin viden, men blot vendt ham ryggen uden yderligere forklaring.

Da vi sidder og snakker, fortæller han, at ex-vennen, (som ikke aner, hvad der er sket), har slettet ham på MSN. Min kommentar er, at det vel i og for sig er ligegyldigt? Min ven vil ikke have mere med ham at gøre, og nu har han fået det, som han vil have det. Så er alt vel godt?

Det er det bare ikke. For nu viser det sig, at min ven sidder med en uforløst trang til at fortælle vendekåben, at han er afsløret. På en eller anden måde er det for let, at han bare får lov at slippe med tavshed.

Det sjove er, at min ven de sidste par år har set ex-vennen udnytte piger og lyve for dem i et omfang, man næsten må beundre. Det er i hvert fald løgn, når man siger, at mænd ikke kan multitaske. Han har set ham hustle sig igennem hverdagen og prøve at få det hele for det halve. Han har set ham bo med kæresten, have 3 parallelle forhold kørende og udnytte mennesker med følelser i klemme.

Jeg ved godt, at de fleste mænd og kvinder har forskellige opfattelser af sex og one-night stands, men med denne fyr synes jeg, at der i årevis er udvist så bundrådden opførsel, at jeg ikke begriber, at det kan komme som en overraskelse, at man ikke kan stole på ham. Jeg skal være den første til at medgive, at kvinder hurtigere får følelser i klemme end mænd, men selv among the guys må der være en grænse for, hvor langt det er i orden at gå for sex? Der er vel stadig en form for kodeks, der ikke bifalder usportslig opførsel?

Hvis man er uhæderlig nok på ét område, finder jeg det svært at tro, at man ellers er et godt og ærligt menneske, der vil sin omverden det bedste. Bare træls for min ven at ende med at være ham, der skulle tjene som bevis for dén mistanke.