Med kors og bånd og mange stjerner på.
Hvis jeg havde valgt at søge ind til militæret, tror jeg, at jeg kunne have fået mig en fin karriere med masser af sildesalat på bryst og skuldre. Dersværre har jeg en tendens til at opfatte alle udmeldinger som oplæg til forhandling, hvilket jo unægteligt besværliggør hele konceptet med at adlyde ordrer, men min indbyggede konkurrenceånd gør, at jeg ikke kan stå tilbage for en udfordring. Den behøver ikke være intelligent. Den behøver ikke engang kunne vindes. Hvis du udfordrer mig, slår min hjerne fra, og jeg regredierer til amøbestadiet. Hvad mener du med, at jeg ikke kan tage 40 armbøjninger på tæerne? Du skal ikke cykle forbi mig op af bakken! Eller overhale mig på motorvejen. Nogle gange ville det faktisk ikke forbløffe mig spor, hvis jeg i virkeligheden er en dreng ved navn Ronnie, som går på teknisk skole og kører metallicblå Toyota Corolla.
Det er psykologi på børnehaveniveau aldrig at lade fjenden se, at du er presset. Hellere bide kinderne til blods end at fortrække en mine, når samtlige muskler på forsiden af kroppen kramper i forsøget på at afværge armkollaps, når man laver pushup nummer 25. Hellere kaste en lille smule op helt bagest i munden og komme først til lyskrydset, end at blive overhalet på cykelstien.
Og har man mulighed for at komme med hånlige tilråb pakket ind som opmuntring, er det helt eminent. Et par personlige favoritter, når jeg har the upper hand er: “Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen (wuss!).” og “Det var synd, du tabte. Jeg kunne ellers godt se, at du gjorde dit bedste (sucKER!!).” Det er skideskægt!
Men bedst som man står der, med armene hævet i triumf, mærker man pludselig en skarp smerte i den ene balde. Det er Nemesis. Nemesis, med helt nyfilede, sylespidse tænder.
Har været en tur under nålen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg sad der, helt cool, mens jeg fik min nye tatovering på foden. Ville bare være utrolig meget løgn. Må med skam melde, at jeg til sidst havde én tatofyr til at forsyne mig med vand, en anden, der kom med træpind at bide i, alt imens jeg tryglede den tredje om en epiduralblokade. Motherf*cker, hvor gjorde det nas!! Det føltes, som om det tog 17 timer, før jeg endelig – ENDELIG!! – var igennem, men her på den anden side må jeg sige, at det var alle eder værd. Den er blevet så fin! Og selvom jeg ikke endte ved militæret, kan jeg alligevel prale af nu at være dekoreret som oberst: Jeg fik lavet 3 stjerner.
Nu er jeg ikke den store taler, men –
– det må jeg hellere se at blive. Min bedstefar er nemlig blevet 80, og i den anledning skal vi til fest. Der er næsten en måned til, men allerede nu kan jeg mærke panikken klemme blidt om mine hjertekamre. Der findes ikke meget, der for mig er så angstprovokerende, som at skulle holde tale for én, jeg holder af.
Når jeg taler i embeds medfør, har jeg ingen problemer med at holde munden kørende og blive kigget på: Jeg har varmet 16.000 mennesker op, stående på taget af en lastbil. Jeg har holdt foredrag på engelsk for 200 tegnsprogstolke fra hele verden. Jeg har stemmetolket i en fyldt Arena under den direkte tv-transmitterede valgduel mellem Fogh og Lykketoft. Alt sammen uden at være en brøkdel så nervøs, som jeg bliver, når gaflen nærmer sig glasset. Min mund bliver tør, jeg kan ikke presse min stemme op i styrke, vejrtrækningen bliver overfladisk, og jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen.
Og ja, Freud. Jeg har hørt dig. Jeg ved godt, at det er fordi, at det bare er mig, uden beskyttende masker og fagidentiteter. I situationen hjælper det bare ikke rigtigt at vide, vel?
Det er fordi, det skal være perfekt. Han fortjener intet mindre. Jeg vil så gerne fortælle min ham, hvor fantastisk et menneske, jeg synes, han er. At jeg stadig husker, hvordan jeg som 12-årig pilede rundt på byggepladsen og fik lov at smide syre på vinduerne (for at fjerne mørtelrester), fordi jeg var formandens barnebarn. Hvor stolt jeg er over, at han har været med til at bygge det halve Esbjerg. At han er et af de klogeste mennesker jeg kender, og altid gennem gerning fremfor ord har sat en ære i at lære os om vigtigheden af ansvar og grundighed. Jeg kan huske, hvordan der duftede i haven, når vi gik rundt og han fremviste nye planter og fortalte, hvad de hed på latin. Jeg fatter ikke, at han i en alder af 78 har lært at bruge Skype og netbank. Han kan – i mikroovn – bage verdens bedste småkager, har lært mig at spille skak, elsker at fortælle vittigheder og har aldrig ladet mig tvivle på, at han er stolt af mig.
Alt det og meget, meget mere, vil jeg gerne fortælle ham. Det skal være alvorligt nok til at han forstår, hvor meget han betyder for mig, men ikke så alvorligt, at jeg på uklædelig vis skal tude mig igennem. Samtidig ville det være fint, hvis jeg kunne tale så højt, at han rent faktisk kunne høre det…
Altså! Ville bare være nemmere, hvis man måtte stille i headset og tolkeskilt!
Velbekomme.
Går du med en lille iværksætter i maven? Er du klar til at springe ud som selvstændig, men helt ideforladt, når du forsøger at finde ud af som hvad? Blogsbjerg iler til undsætning: Rastepladserne langs det danske vejnet formelig skriger af mangel på anstændige spisesteder. Der må være et marked for mad lavet af rigtige råvarer og ikke bare suspekte, frosne præfabrikata fra Polen, som kun må tilberedes i friture.
Var i Tyskland igår. Havde taget tidlig fri og trillede fra Århus halv to. Syd for grænsen raidede vi Fleggaard for Pepsi Max og slik (havde fået liste med fra nye job. Har – til 4 mennesker – købt for 650 kr. slik. I Tyskland. Hvor kiloprisen på slik svarer til timelønen for kinesisk børnearbejder. Gad vide, hvordan fanden jeg får det slæbt med på mandag??), hvorefter vi kørte en tur til…Fl.. til…H.. til en tysk by af en slags, hvor vi gik på jagt efter mad. Efter en times tid måtte vi opgive. Tilsyneladende lever de af kage og is, hvilket får mig til at spekulere på, hvor energien til den så berømte tyske grundighed kommer fra? Anyway, tilbage til bilen, og da vi kørte den dydige Just Say No to Haribo stil, var lavt-blodsukker-stemningen til at tage og føle på.
Afsted mod rasteplads i håb om, at vi der ville kunne finde noget, der gav bare et minimum af mæthedsfornemmelse, og som stadig tillod fri passage i kransårene. McD? Nej tak. (Glorie skinnede nu så kraftigt, at Sundhedsstyrelsen ville have advaret imod at kigge direkte på den). Efter yderligere 10 km, var vi ved at være dér, at ‘enten spiser vi det næste sted, eller også må nogen dø og ofre deres legeme til gruppens overlevelse í bedste ‘Vi Lever’-stil’. Og endelig tonede et spisested frem i horisonten. Bil ind, folk ud, Go!Go!Go!
Salatbar? Ikke ilde. Før man kiggede ned. Salat og revne gulerødder fra mandag sidste uge, lå og forsøgte febrilsk at arrangere sig i ordet ‘undskyld’. En lang række af billeder, som fik mig til at tænke på samtlige sportshalscafeterier, jeg nogensinde har besøgt, fremviste billeder af 24 udgaver af klam ædelse med fritter on the side. Dagens menu var Herregårdsbøf med brun sauce og syltede pærer til dessert. I kølemontren lå færdige sandwiches, hvor salaten pakkede sig ømt og beskyttende om det misfarvede kød, og hvor brødet mindede mistænkeligt om tvebakker. Efter at have stirret fortabt på udbuddet i en time, mens jeg overvejede, præcist hvor svært det kan være at fange en fugl med de bare næver og æde den, endte jeg med at bestille en fransk hotdog. En. Fransk. Hotdog. Forulempet på den første af De 3 Sandheder Om Kvinder.
(Hvis man har glemt dem, er de som følger:
1. Vi kan ikke lide franske hotdogs. Føj. Vi kan bedst lide grønne æbler.
2. Vi klør kun steder, hvor man kan være bekendt at klø igen,
fx. albuer og ankler.
3. Vi bruger kun toilettet til at nifle.)
Mens vi nedsvælgede vores affaldsprodukter, kunne vi på ophængt fladskærm nyde slideshow med billeder af deres forskellige retter. Særlig den brune løgsuppe med brødskiven i vakte begejstring.
Det MÅ kunne gøres bedre!!
Overhalet indenom.
I min familie gør vi tingene ordenligt. Når man har modtaget invitation til sin bedstefars 80 års fødselsdag, og sendt bekræftende svar retur, modtager man besked om, at svar er modtaget. På mail. Med animeret papegøje, der spiller bongotrommer.
Fandme skidt at blive sat IT-mæssigt til vægs af sin bedstefar!
Så lægger jeg liiiige mine hænder her og klemmer til…
Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i en måned, og er ved at have lært huset og arbejdsgangene at kende. Jeg begynder stille og roligt at finde ud af, hvem af mine kolleger, jeg gerne vil holde kaffepause med, og hvem der får et “jeg skal lige være færdig med det her, så…” Jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er ansat i et vikariat. Jeg er påfaldende uinteresseret i at bonde med kollegerne, og det betyder ikke så meget for mig, hvis der er nogen, der (helt, helt utænkeligt) ikke kan lide mig. Jeg kommer, gør mit arbejde og går hjem – og det passer mig glimerende.
Denne socialt tilbagelænede holdning til trods, er en af mine nye kolleger stadig i overhængende fare for at miste livet. Lad os kalde hende Else. Else har et par børn, som begge er ældre end mig. Else har for nyligt haft 25 års jubilæum. Else mener, at hun er den eneste, der tager sit ansvar alvorligt og forvalter sit job med rettidig omhu. Jeg bekæmper dagligt en voldsom trang til at kvæle hende.
Den første uge, jeg var ansat, så Else det som sin hellige pligt at patruljere omkring mit skrivebord og med autoritativ røst proklamere, at : “Det er vigtigt, at du er meget omhyggelig!” På 6. dagen kom jeg til at hvæse: “Det er simpelthen så irriterende, at du bliver ved med at komme og sige det der! Jeg kommer lige fra et job, hvor jeg blandt mange andre ting, har tolket for folk på onkologisk afdeling, så jeg TROR godt, at jeg forstår konceptet ansvar!!!” Det gav et par tiltrængte dages ro.
Men som bekendt varer intet evigt. Desværre. Jeg sidder på 3. sal, hvor solen skinner ind af skråvinduerne, og der altid er dejlig varmt. Derfor sad jeg idag og arbejde i t-shirt, bare tæer og med vinduet åbent, da hun kom forbi.
– “Nåh… Det er nok blevet sommer her hos dig, hva?”
(I bebrejdende du-laver-garanteret-ikke-noget tonefald.)
– “Det er altid sommer, der hvor jeg er, Else”
(I stramt få-dig-nu-for-fanden-en-hobby-din-emsige-kælling tonefald)
– “Du har vel husket, at lukke for varmen?”
Kommer I og besøger mig i fængslet?
I’ll do my crying on the train.
Jeg er enten for tyndhudet, stiller for høje krav til mine omgivelser eller lukker de forkerte mennesker for tæt på. Uanset om det er en af de tre eller en kombination, er det et problem, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal løse.
Jeg er ikke et privat menneske. Jeg lukker mange ind i zonen, der ligger lige rundt om den inderste kerne. Til gengæld er det meget få forundt at få adgang til kammeret, hvor kontrolpanelet og alle de farlige knapper sidder: Dem, det gør rigtig ondt, når der bliver trykket på, og som udløser reaktioner, der ikke er til pæn brug. Det er mit eget ansvar kun at cleare de personer, jeg mener kan være til stede i rummet uden at pille, og som ikke kommer til at trykke på knapperne ved et uheld, fordi de ikke ser sig for. Og det er her, jeg tror, at jeg har brug for hjælp. Jeg synes, at der er udrykning og aktiverede sprinklere med en lige rigelig høj frekvens hos mig, men jeg kan ikke gennemskue, hvor bristen i min screening befinder sig.
Når alarmen går, ville jeg ønske, at jeg kunne blive vred, for det er en følelse med fremdrift og energi i, men jeg bliver desværre bare utrolig ked af det. Jeg bliver stille, introvert og vil have det til at gå væk. Jeg kan slet ikke overskue, at noget stort er slået i stykker, når jeg ikke ved, hvordan jeg skal reparere det.
Uheldigvis bliver den store knap i midten ofte hamret i bund, lige inden jeg skal begå mig i det offentlige rum. Således har jeg smilet mig igennem en barnedåb, hvor jeg med 30 minutters mellemrum måtte gå på toilettet og tude. Jeg har tolket en hel formiddag, hvor jeg skiftevis tolkede 15 min, og hylede 15 minutter, når jeg sad med ryggen til brugerne og min co-tolk var på. Jeg har brugt en sommer i Frankrig på at gå med store solbriller og give saltvand skyld for øjne, der ville have gjort Post Danmark misundelig. Og jeg har forsøgt at græde på den usynlige måde i et stopfyldt tog (en teknik, som jeg – efter mine medpassageres ansigtsudtryk at dømme – lige mangler at finpudse lidt).
Jeg ved ikke, hvordan man fortsat omgåes mennesker, der uden at spørge og for egen vindings skyld, har taget og ofret noget, der var mit. Jeg ved ikke, hvordan man giver slip, når man opdager, at ham man gav sin kærlighed og sit venskab, tog hvad han kunne bruge og smed resten væk. Jeg ved ikke hvordan man går tilbage, når man finder ud af, at dem, man har åbnet sin dør på vid gab for, kun har lindet på et vindue til gengæld.
Måske jeg bare skal tørre øjnene og se at blive voksen.
Top 5
over sikre måder at irritere mig så meget, at jeg kommer til at svede i hænderne, på: (-fordi jeg skal med tog i morgen 6.02 for at komme på arbejde, og derfor er lidt muggen i betrækket.)
1) Når du drikker vand af din medbragte flaske, så prøv om du kan suge bunden op gennem flaskehalsen, så flasken knitrer, og du laver en synkelyd så høj, at de også har glæde af den i Tyskland.
2) Ret andre mennesker ustandseligt, når de fortæller noget. Særligt hvis du faktisk godt forstår, hvad de mener, og bare gør det for at vise, at du i hvert fald hørte, at de sagde noget forkert.
3) Bed mig om at tale langsommere/tage det roligt/slappe af. Dejligt, at du er så rolig og zen. Jeg har et liv, der skal passes. Få nu noget kaffe i kæften og skift til 5. gear!
4) Ryk helt tæt på mig og smask. Hvis du kan få dig placeret på sædet bag mig i bussen – og det lader det til, at du kan – er det allerbedst. Alternativt kan du medbringe din kæreste og snave med lyd.
5) Råb ‘hallåå’, når du tiltaler mig. Det elsker jeg bare. Implicit i tiltaleformen ligger både respekt og signal om omfattende, kompliceret hjerneaktivitet hos afsender.
Sugar, honey?
I al den tid jeg kan huske, har mine veninder og jeg været opmærksomme på, hvad vi spiser. Lysten til sukker er vores værste forbandelse, og den forsøges til enhver tid bekæmpet med enten viljestyrke eller (hvis udsolgt) indædt raseri. Sometimes you win, sometimes you loose, og sker det, at der ryger 500 g. raffineret sukker i skakten, så bekender man sine synder i håb om at trække andre med sig i faldet; Trods alt hyggeligere at opholde sig i Selvhadshelvede, når vi er flere dernede. Når sukkerrushet har peaket, gør man bod iført spandex og dårlig samvittighed, til den værste skam har fortaget sig. (Siger ikke, at det ikke er en lille smule sygt. Siger bare, at sådan er det. Don’t hate the player – hate the game.)
Derfor er det en meget, meget mærkelig oplevelse pludselig at være omgivet af mennesker, der kører hvidt brød ind 5 gange om dagen, spiser kage HELE tiden og – og her rammer vi min fatteevnes grænse – drikker ALMINDELIG cola! Ikke zero. Ikke light. Ikke max. Cola. Med 200 sukkerknalde pr dl. Det mest utrolige er, at de ikke ser ud til at skænke det en tanke. Hvordan fanden gør de?! Føler mig som indremissionsk gammeljomfru fanget i horehus, omgivet af synd og moralsk forfald. Føler mig en lille smule snavset, faktisk.
Spørgsmålet er, om følelsen skal spises eller trænes væk?
Er du fars lille pige?
På mit nye job er vi så heldige, at vi har mulighed for at få gratis massage (i arbejdstiden) en gang om ugen. Forleden lå jeg så der med hovedet i hullet, og glædede mig til at skulle prøve massage med sugekopper. I baggrunden spillede obligatorisk regnskovscd, med fuglefløjt og vandfaldslyde, og jeg satte mentalt en 5’er på, at det ville tage max 4 minutter for mig at falde i søvn.
Men nej. Havde godt nok tænkt, at de fugle fandendansme fløjtede igennem, men var blevet enig med mig selv om, at massør nok var lidt sløjt hørende. Om det også var tilfældet, glemte jeg at tjekke, men det viste sig, at regnskoven var skruet op på 12 for at overdøve lydene fra retssalen ved siden af. Selvom jeg virkelig prøvede at lade være med at lytte (eller….), kunne jeg ikke undgå at overhøre en halv times meget følelsesladet retsag. En mand stod til at miste samkvem med sin datter, udelukkende pga. en påstand (som ingen viste hensyn nok til eventuelle lyttere til at gentage, tsk!), som moderen til barnet havde fremsat. Det var hjerteskærende. Hvis han ender med at miste forældremyndigheden, håber jeg, at nogen en dag vil fortælle hans datter, hvor meget han kæmpede.
Mens jeg lå der og blev masseret med noget, der mindede om en støvsugerslange, kunne jeg høre, hvordan manden først blev belært at kvindelig advokat, for derefter – af kvindlig dommer – at få at vide, at han ikke kunne få lov at se sin datter, før denne var blevet tilset af psykolog. Han blev ved med at sige, at det var fuldstændig urimeligt, at han, pga et dårligt forhold til barnets mor, mistede retten til at se sin datter, og at hans straffeattest var ren. Det gjorde ikke rigtigt indtryk på amazonerne.
Jeg synes, at det er godt, at nogen derude forsøger at hjælpe vores børn, når vi bliver så viklede ind i vrede og gensidige beskyldninger, at vi ikke længere selv formår det. Børn skal ikke gå for lud og koldt vand eller udsættes for overgreb, fordi der pludselig ikke er en ekstra voksen i vagttårnet til at holde øje. Men måske kan man hale børn igennem så mange undersøgelser, og omgøre så mange beslutninger, at omskifteligheden alene skader barnet? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en håndfuld fædre, der vil gøre alt for deres børn – men som uheldigvis er kommet til at lave dem på møg-øgler, der benytter enhver lejlighed til at sanktionere mændenes adfærd gennem afkommet? Fælles for de mænd jeg kender er, at de alle lever stabile liv, har orden i økonomien og vil give deres højre arm for en ekstra time med mini. Ikke desto mindre er de tvunget til at hoppe og springe som psykopatkællingerne befaler. De er helt på det rene med, at en tur i statsamtet sjældent falder ud til fars fordel, og at kvinden til enhver tid kan sætte dødsstødet ind ved at plante mistanken om overgreb. Det virker utrolig forkert, når kærlighed tvinger gode, stærke mænd til at æde deres værdighed, skefuld for skefund, fordi de er bange for at miste retten til at være sammen med det barn, de immervæk har 50% af aktierne i.
Så i stedet for at slappe af og nyde det, lå jeg der, og blev utrolig trist ved tanken om, hvor mange børn der, med fuldt overlæg, berøves kærlighed, fordi forældrene ikke formår at sætte sig over eget behov for hævn. Det kan vi – som er De Voksne – ikke være bekendt.
Heksen, grænsen og privatlivet.
Da jeg læste til tolk, havde vi en lærer, der spillede meget teater. Når hun skulle forklare os, hvordan vi kunne udtrykke følelser på andres vegne ved trække på egne erfaringer, men uden at overdrive, sagde hun, at det krævede, at vi kunne skelne imellem det personlige og det private rum. Hun har sikkert sagt tusind andre ting, men den éne kommentar har brændt sig fast, og jeg tænker ofte på den; ikke bare i jobsammenhæng, men også privat.
Der er ikke meget, der kan gøre mig så utilpas, som når folk, jeg knap nok kender, uopfordret hælder meget intime detaljer om deres liv ud over mig. Den fremmede borddame, der virker så nem at tale med, indtil man opdager, at hun er en af dem, der alt, alt for tidligt fortæller om sin depression/spiseforstyrelse/underlivsinfektion. Taxachaufføren (!), som (utroligt) uopfordret fortæller, at han er ved at uddanne sig til healer, og at ham og hans 12 år yngre kæreste er i fertilitetsbehandling, fordi hans sædkvalitet er i bund. For meget, for hurtigt og for privat.
En ordenlig samtale kræver, at man følges. Man kan sagtens udveksle dybt personlige ting med mennesker, man ikke kender: Det kræver bare, at rammerne er sat til det, og at det på forhånd er aftalt, at det er det, der skal ske. Ville f.eks. blive nogle utrolig lange møder i AA, hvis 12 mennesker skulle igennem hele bondingprocessen, inden de kunne tale om, at de begyndte at drikke som 12-årige, fordi de fik tæsk derhjemme. Men hvis alle er enige om samtalens betingelser, er vi jo også tilbage ved, at man lukker op i samme tempo. Man er forberedt på, hvad man skal høre, og man har sin egen historie klar. I den situation ville det formentlig udløse ubehag, hvis én person insisterede på at tale om opskrifter og tv-udsendelser.
Jeg oplever, at grænsen mellem det private og det personlige også eksisterer herude i cyberspace. Når man blogger, finder man hurtigt andre sider, man læser med på, og her synes jeg, at det har stor betydning, hvad bloggens form lægger op til. En blog om et seriøst emne virker rigtig og gør klogere, fordi man ved, hvad man klikker ind til, og derfor åbner sind og side samtidig. En blog, der skal underholde, skal være personlig nok til at jeg føler genkendelse, men det gør mig underligt til mode, hvis den pludselig bliver alt for privat. Jeg har det som om, jeg snager i folks dagbøger, og jeg føler mig forpligtet til at forholde mig til fremmede mennesker og reagere, hvis sjæle bliver vendt på vrangen. Man går ikke forbi en drunknende, hverken her eller i det virkelige liv.
Der er ingen regler for, hvad man må skrive på en blog eller sige til et andet menneske. For åbent til én, er tilpas for en anden. Der er hverken læse- eller lyttetvang. Men derfor skader det vel næppe at overveje, om man kan åbne sig tilstrækkeligt til at underholde andre uden at ende med at udlevere sig selv.