Må vi bede om en trøje med ekstra lange ærmer?

Da jeg skulle beslutte mig for en uddannelse, overvejede jeg medicin og psykologi. I dag er jeg utrolig glad for, at jeg ikke endte der: Disse studier ville have udløst permanent opholdstilladelse på hhv. hospital og Psyk. Hver eneste gang jeg tolker noget om sygdomme, kan jeg praktisk talt mærke symptomerne bryde ud i takt med, at vi gennemgår listen. Når der bliver talt om personlighedstyper og -forstyrrelser, kan jeg genkende mig selv i dem ALLE. Og selvom jeg kan være både påståelig, dobbeltmoralsk og barnlig; selvom jeg har kolde fødder, ondt i nakken og er kronisk tørstig, så skulle det være mærkeligt, om det viste sig, at jeg var Danmarks eneste udiagnosticerede meningitispatient med sukkersyge og tvangsfikseret, narcissistisk borderline. (Ikke..?)

Måske der alligevel er noget om snakken. Jeg er i hvert fald udstyret med et ualmindelig stærkt fornægtelsesfilter; en gudbenådet evne til ikke at føle mig truffet, når jeg læser klamme historier som den her.

Det er muligt, at salt på cafeborde og fast håndsæbe nærmest er levende af bakterier. Det kommer ikke fra mig. Jeg er renskuret og antibakteriel. Det er muligt, at andres tandbørster er mere bakteriebefængte end offentlige toiletsæder (det er rigtigt. Det står der *grøn-kvalme-smiley-der-støtter-sig-til-bordkanten*), men min er ikke. Den er ren. HELT ren. Blev der sagt. Nu hvor jeg gennem denne artikel er blevet opmærksom på, at toilettet, når man skyller ud, udspyr ”en usynlig sky af vandstøv (Mmmhmm… ’Vand’støv. Så siger vi det…), som lægger sig på tandbørsten” synes jeg faktisk også, at andre mennesker lugter ud af munden. AF TIS! Men igen: Ikke mig. Mit badeværelse er en slags autoklave, der steriliserer sig selv, hver gang jeg lukker døren.

Tror egentlig bare, at mig og mine andre bakteriefri personligheder skal glæde os over, at vi har hinanden.