Alle mand til tasterne:
Ind i mellem er jeg så overbevist om, hvad der er Det Rigtige at gøre, at jeg bliver overrasket, ja nærmest rystet, når jeg finder ud af, at andre mener noget andet.
”Giv os et eksempel!” hører jeg jer råbe. Ok. (Før I læser det, bliver jeg nødt til at slå en fed streg under, at der er tale om et tænkt eksempel. Virkelig. Amager halshug. LOV mig, at I ikke begynder at gro en paranoia! Ok?) Godt. Here goes:
Du er startet til kor, og I er et par stykker, som hurtigt finder sammen. En aften efter at I har øvet, går I ud. Der drikkes kaffe og sladres, og det er sindssygt hyggeligt – indtil du ud fra beskrivelsen begynder at få en fæl fornemmelse af at genkende manden, den ene af pigerne har en affære med. Og ganske rigtigt: Det viser sig at være din venindes mand.
Hvad gør du?
Jeg ville aldrig overveje IKKE at sige det til min veninde. Hvis jeg satte mig selv i hendes sted, ville jeg føle mig dobbelt forrådt, hvis jeg senere fik kendskab til affæren, og det gik op for mig, at jeg var den eneste, der ikke vidste noget. Rædselsscenarier af mig, der sidder til bords med kæreste og venner og som den eneste tror, at alt er i skønneste orden *ydmyget-smiley*.
Nu er jeg imidlertid blevet præsenteret for det argument, at det ikke har noget med mig at gøre. At det faktisk ikke rager mig. At jeg risikerer at gøre langt mere skade end gavn ved at sige det; ikke mindst fordi min veninde muligvis bliver så vred på budbringeren, at hun slår hånden af mig, hvilket efterlader hende med et (i bedste fald) skåret forhold OG et ødelagt venskab.
Jeg kan godt forstå argumentet med min fornuft – men det føles forkert i min mave.
Hvad mener I?
17. november 2008 @ 20:09
“Begyndt at gå til kor”????
Nogen gange blir jeg altså helt bekymret for dig!
Jeg ved det ikke… Jo – Jeg ville sige det – punktum!
Er man lige gode venner med både veninden og kæresten ville jeg nok sige det til ham først – men belært af erfaring ville han jo blot nægte, og så er man sådan set lige vidt…
Min veninde har krav på at vide det – jeg ville fanme blive sur hvis MIN veninde holdt den slags hemmeligt for mig!
17. november 2008 @ 20:32
Så absolut enig med dig.
Det der gør et andet menneske til en ven eller veninde frem for bare en bekendt, er da netop det at kunne stole 100% på hinanden og at kunne sige tingene ærligt uden at skulle frygte represalier.
Vh Claus
17. november 2008 @ 20:43
Selvfølgelig skal du sige det. Og det kan godt være hun først bliver sur og ked, men jeg er ikke i tvivl om at hun kan se du gjorde det rigtige når følelserne har lagt sig.
Jeg synes uden tvivl du skal sige det.
17. november 2008 @ 20:46
Hvad gør man så når man opdager at den ene veninde har en affære med den anden venindes kæreste?
17. november 2008 @ 20:48
Puha – den er svær. Mener at man altid skal fortælle sandheden – også selv om den gør ondt. Ville som Tina også blive sur og ked hvis ikke jeg fik det at vide. Men måske kan det ende med at det er de 2 veninder der bliver uvenner hvis hun vælger at blive hos fyren? Eller hvad med at bede fyren om selv at fortælle kæresten det inden man selv gjorde det (bare for at se ham svede lidt)? Ja, muligheder er der nok af, men jeg ville helt klart fortælle min veninde det – så viser man også at man er der for at støtte hende i en svær periode.
Gitte
Gitte
18. november 2008 @ 08:22
Har faktisk været i situationen, hvor jeg ved en fest fandt ud af en af deltagerne havde været sammen med min gode kollegas kæreste. Da jeg efter weekenden mødte på job, havde jeg det forfærdeligt! Ondt i maven og skyldsfølelse over at vide noget, som min kollega ikke anede en blæs om.
Til sidst vred hun det ud af mig; hvad det var der plagede mig sådan? For hun kunne jo se det på mig at der var noget ravruskende galt.
Så jeg fortalte hvad jeg havde hørt, og at det ikke kunne være nogen tvivl om at det var ham. Hun konfronterede ham med det samme dag, og han krøb til korset.
Kollegaen? Hun er stadig et af de vigtigste mennesker i mit liv og og jeg er superglad for at jeg fortalte hende det.
Men jeg var faktisk vred på ham over at HAN kunne få mig til at føle mig som en lus, når jeg ikke havde gjort det fjerneste.
18. november 2008 @ 15:28
Ingen tvivl. Man fortæller det. Muligvis med hjælp fra alkohol…
Der er ting man ALTID fortæller veninder:
– Du er blødt igennem (nævn ikke noget med “russerne er på besøg”)
– Du har ikke lynet din lynlås (OG HOLD SÅ OP MED AT SIGE, AT CIRKUSTELTET STÅR ÅBENT!)
– Din kæreste er dig utro, har du noget alkohol?
Listen er længere og der tilføjes hele tiden nye elementer (det er derfor livet er så komplekst – endelig et HURRA-ord)
23. november 2008 @ 13:05
Har været der – valgte ikke at sige det, og forholdet levede fint videre – affæren var kort og er ovre for længst (som i for 6 år siden). MEN jeg var klart for at fortælle det dengang. Jeg blev nedstemt af mine veninder, som også var veninder med “ofret”, så jeg måtte føje mig for flertallet.