I dag kunne jeg læse i avisen, at vi danskere bliver mere og mere syge. I hvert fald på papiret. Vi er åbenbart stille og roligt ved at forvandle os til en nation af ofre, der jagter læger og diagnoser som febrile paparazzier på coke.
Vi får flere og flere elastikdiagnoser, som kan dække over alt fra mildt ubehag til ophold på gravens rand. Vi insisterer på at få papirer på vores skavanker, og de fleste af os har allerede en færdig diagnose med, når vi stiller i lægens venteværelse. Hvorfor går udviklingen i den retning?
Jeg tror, det skyldes, at vi efterhånden har fået os selv parkeret i tilværelser, der stiller så store krav, at vi ikke længere kan præstere tilfredsstillende på alle områder. Der er ikke timer nok i døgnet. Dovenskab og At Lave Ingenting er vor tids dødssynder. Kvalitetstid og afslapning kræver så meget planlægning, at vi er ude af stand til at geare ned, når vi endelig lander. At holde fri i weekenden forudsætter, at vi klemmer 48 timers indsats ind i de allerede pakkede hverdage.
Min påstand er, at sygdom er blevet eneste accepterede undskyldning for at yde mindre end 100 %. Lægeerklæringer fungerer som både skjold og sværd. Jeg er ikke selv læge, men jeg har svært ved at tro, at piskesmæld, museskader og tennisalbuer kan forekomme med den frekvens, man møder det i. Voksne med ADHD? Der er ganske givet en gruppe af voksne, som falder i den kategori, og som har svære mén af at gå udiagnosticerede rundt i årevis, men jeg tror, at de fleste selverklærede ADHD-voksne blot er produkter af en tilværelse bygget op omkring computer og mobil. Muren imellem os og resten af verden omkring os er kun en sms tyk. Vi er nødt til hele tiden at være på mental stand by, fordi et enkelt bip kan kræve, at vi går i fuldt alarmberedskab NU! OFF er sooo last decade. Personligt har jeg ikke problemer med koncentrationen, fordi jeg har damp. Jeg har et alt for højt aktivitetsniveau i alt for mange timer med alt for meget sukker og koffein og en million siders spam at forholde mig til, hvilket fremelsker nødvendigheden af kun at skimlæse hvad jeg får i hænderne. Hurtigt.
Vores fokus på sundhed har på en bagvendt måde sat fokus på sygdom. Jeg tror, at de fleste af os mener, at vi ved at knokle som vi gør, tænke over, hvad vi spiser, træne og undgå rygning og solarier mener, at vi har fortjent en rask krop som belønning. Sygdom er en fejl; et minor set-back og skal fikses ASAP, så vi kan komme videre. Vi har ikke tid til at ligge der og glo. Vi har specialbutikker, vi skal nå at handle i, så vi kan lave økologisk slowfood, som helst skal være færdig senest kl. 17, så vi kan nå den tidlige spinningtime, så vi kan nå hjem til noget pædagogisk forsvarligt og motorisk udfordrende samvær med ungerne, inden de skal i seng, så vi kan nå at forberede arbejdet til i morgen inden vi skal pleje parforholdet ved at prøve et par af de tricks af på kæresten, som Joan Ørting har beskrevet i selvhjælpsbøgerne.
Det er lidt ironisk, at samfundet er blevet så sundt, at vi bliver syge af det.
Published by