So you think you can dance?

Så er fitnessjulefrokosten vel afviklet og endnu engang kan jeg med stor glæde konstatere, at jeg kan blive i mit liv, som jeg kender det. Takket være God Opførsel slipper jeg igen i år for at skulle forholde mig til begreber som ’vidnebeskyttelsesprogram’, ’eksil’ og ’harikiri’. En del af mig hvisker, at jeg burde begræde, at jeg er blevet så voksen og fornuftig(-ish), men lige meget hvor hårdt jeg klemmer øjnene i og forsøger at mærke efter, finder jeg ingen ærgrelse. Kun ren og skær lettelse. Jeg ønsker ikke at bytte plads med dem, der dansede på bordene med frit udsyn til g-strengen kl. 19 eller chefen, der måtte bæres ud af vagterne, og i dag lignede en, der ville ønske, at nogen ville skynde sig at opfinde en burka til mænd.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg måske er blevet udstyret med en kontrolknap, der drejer liiiige stramt nok – men engang i mellem bliver jeg så glad for den, at jeg har lyst til at male den pink og gifte mig med den. Særligt når det kommer til dans.

Jeg danser ikke ret tit; mest fordi jeg er virkelig dårlig til det. Og fordi jeg altid bliver budt op af mænd, der er et hoved mindre end mig, og som med ansigtet presset imod mine bryster forsøget at tvinge mig til at danse standartdans. ”Kunne du gå en lille smule ned i knæ?”, ”Er du ikke sød at lade være med at føre?” og ”Uh! Jeg havde godt nok ikke set, at du var så høj, da jeg spurgte om du ville danse!” er sætninger, jeg har hørt flere gange, end jeg gider snakke om. Dans er ikke for mig. Derfor kan jeg ikke tillade mig at gøre nar af andre, der danser. Så det gør jeg.

Julefrokosten blev igen i år afholdt i Turbinehallerne, som har valgt at udstyre deres dansegulv med en scene. Og når man ser, hvem der frivilligt springer derop for at berige verden med deres talent, forstår man hvorfor. Free fun. Lørdag aften blev scenen indtaget af et par, som dansede så fælt, at man ikke kunne andet end at se til i rædselsfyldt fascination. Man havde det, som når man passerer et færdselsuheld: Opfyldt af gru, men ude af stand til at kigge væk. Han lignede Steffen Brandts storebror. Sidst i 40’erne, iført hvid skjorte, vandrestøvler og en læderbuks med uforsvarlig høj talje. Hun var … altså .. ikke tynd, men havde ikke desto mindre valgt at iføre sig bh, gennemsigtig chiffon top, bukser med smalle ben og slangeskindsstøvler med en hæl lavet af klaverben. Dette ubegribelige tøjinferno til trods var det ikke det, der tiltrak sig opmærksomhed. Det var deres dans. Eller hvad man kan kalde det. Hun gjorde brug af noget AOF salsa, tilsat arme, som jeg forestiller mig, at hun har tænk som ’mystiske slangearme’. Hun lignede en, der forsøgte at undgår at falde baglæns ned i en vulkan. Han dansede en slags tysk trampetechno, hvor vandrestøvlerne rytmisk gik frem-frem-tilbage-tilbage-frem-frem-tilbage-tilbage, samtidig med at han – med sine knyttede hænder solidt plantet i siden – lavede tør-knep bevægelser med underlivet. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var som at se den menneskelige evolution afspillet baglæns.

Der ER nu ikke noget som julefrokost!