Ved I, hvad jeg virkelig hader? Skæld-ud mails, møntet på få men sendt til alle. De værste er dem, hvor nogen ikke selv tør tage konfrontationen, men har henvendt sig til chefen, som så skælder ud i 2. person. Så sidder man der og forsøger at ransage sin adfærd med tilbagevirkende kraft.
Jeg begriber ikke, at man ikke kan tage fat i dem, det drejer sig om. På en tidligere arbejdsplads, hvor jeg var ansat, fik vi hver eneste måned en mail, der drejede sig om det samme. ”Om folk ikke godt kunne være søde at bla bla bla.” Tag dog fat i de 3 det drejer sig om!! For tilsyneladende er det de eneste 3, der ikke føler sig ramt af den bebrejdende tone i mailen. *Grrr!*
Den slags mails bidrager ikke med noget som helst positivt. Hvis man tager det nævnte problem op med dem, der ifølge mailen føler sig ramte, bakker de ALTID ud og påstår, at det ikke er dig, de mener. Så er man da sikker på at den åbne dialog, som kunne have løst problemet, bliver kvalt i fødslen. Der kunne jo meget vel være en god grund til, at nogen handler på en bestemt måde, men hvis man ikke ved, hvem vi snakker om, kommer begrundelserne og andre mulige vinkler på problemstillingerne aldrig frem. På den måde holder man firmaet fast i kun at tage hensyn til dem eller det, som Anonyme Utilfredse har fokus på.
PH værdien i arbejdsmiljøet bliver stille og roligt mere og mere sur. Hvem har lyst til at smile og være venlige overfor mennesker, som måske/måske-ikke har klaget over dig/måske-ikke-dig til chefen? Resultater er at man i stedet for én, stor dynamisk personalegruppe, får små paranoide enklaver og en virksomhed så smidig som stivnet cement.
Ved I hvad? Jeg tror sgu lige, at jeg copypaster ovenstående og sender det ud i en fællesmail.
Published by