Honor among thieves.

I går drak jeg kaffe med en kammerat, som for nyligt har valgt at cutte forbindelsen til en fælles bekendt. Grunden til bruddet er, at det er kommet min ven for øre, at han er blevet systematisk bagtalt og udnyttet i årevis. Han har ikke konfronteret ex-vennen med sin viden, men blot vendt ham ryggen uden yderligere forklaring.

Da vi sidder og snakker, fortæller han, at ex-vennen, (som ikke aner, hvad der er sket), har slettet ham på MSN. Min kommentar er, at det vel i og for sig er ligegyldigt? Min ven vil ikke have mere med ham at gøre, og nu har han fået det, som han vil have det. Så er alt vel godt?

Det er det bare ikke. For nu viser det sig, at min ven sidder med en uforløst trang til at fortælle vendekåben, at han er afsløret. På en eller anden måde er det for let, at han bare får lov at slippe med tavshed.

Det sjove er, at min ven de sidste par år har set ex-vennen udnytte piger og lyve for dem i et omfang, man næsten må beundre. Det er i hvert fald løgn, når man siger, at mænd ikke kan multitaske. Han har set ham hustle sig igennem hverdagen og prøve at få det hele for det halve. Han har set ham bo med kæresten, have 3 parallelle forhold kørende og udnytte mennesker med følelser i klemme.

Jeg ved godt, at de fleste mænd og kvinder har forskellige opfattelser af sex og one-night stands, men med denne fyr synes jeg, at der i årevis er udvist så bundrådden opførsel, at jeg ikke begriber, at det kan komme som en overraskelse, at man ikke kan stole på ham. Jeg skal være den første til at medgive, at kvinder hurtigere får følelser i klemme end mænd, men selv among the guys må der være en grænse for, hvor langt det er i orden at gå for sex? Der er vel stadig en form for kodeks, der ikke bifalder usportslig opførsel?

Hvis man er uhæderlig nok på ét område, finder jeg det svært at tro, at man ellers er et godt og ærligt menneske, der vil sin omverden det bedste. Bare træls for min ven at ende med at være ham, der skulle tjene som bevis for dén mistanke.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.