Bloggen

Hvert andet år afvikler DGI Idrættens Dag, og i år havde jeg sagt ja til at undervise, så jeg har brugt weekenden i Messecenter Herning.

Jeg har aldrig været i Messecentret før, men min for-en-gang-skyld normale taxamand fortalte mig, at det er Skandinaviens største halkompleks. Når man er ude som underviser, får man som regel et hotelværelse stillet til rådighed, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Det appellerer den 4årige pige i mig, der elsker at lege ’så sagde vi, at jeg var voksen og boede her’ og store var mine forventninger til det til Skandinaviens-største-halkompleks-hørende hotel.

….

For satan. Må man godt kalde et affældigt sommerhus indrettet af nogens samlermaniske, farveblinde mormor for ’hotel’?! Vi snakker røvballegardiner, grønt plastikarmatur og billeder så grimme, at man næsten græd blod. Men prikken over i’et var, da jeg vågnede i nat, FORDI DET FUCKING REGNEDE PÅ MIG!!! Tror nok liiiiige mor var stram i masken, da hun stillede i receptionen i morges!!

Men bortset fra denne ubetydelige detalje, var det en super weekend. Jeg har sammen med en kollega undervist i Bootcamp, og vi har revet 200 mennesker rundt i 4 timer. Sjovt nok flest mænd. Jeg finder en særlig tilfredsstillelse i at tvinge tatoverede drengerøve med strikhuer i knæ (kærlig hilsen Hun-ulven Ilse), men jeg må give dem, at de åd det, lavede kampråb og råbte på mere. Og når jeg er i iført stopur, fløjte og t-shirt med påskriften When I say jump – you ask ’How high?’ – så er der ingen smalle steder. Tårnhøjt energiniveau. Det var fedt!

Nu sidder jeg så træt men glad og tilfreds i min velsignede stille lejlighed og plejer min skam-råbte hals med et glas gløgg (uden klamme rosiner). Alle ure viser noget forskelligt, alt hvad jeg ejer af træningstøj kører rundt i maskinen og i morgen starter en ny uge. Jeg er klar. Er I?

JEG SPURGTE: ER I?!!!!!!

(Sorry. Skal lige akklimatiseres)

Kommer man for meget på Baresso, hvis man er på ‘hej’ med over-baristaens mand, når man møder ham – selv – ude i byen?

I går cyklede jeg forbi en mand på min fars alder, som efter en jævnaldrende mand af anden etnisk herkomst råbte: “Danmark er for danskere!”

Lidt senere blev jeg overhalet af en bus med en reklame for et advokatfirma på siden. En forslået pige med Se & Hør mimik og stabiliseringskrave ledsages af teksten: “Krav på erstatning?”

Frygt, grådighed og hver mand for sig.

Er det mig, eller har nogen sat den menneskelige evolution i bakgear?

Efter i går at have været udsat for Terminator forklædt som 2 meter høj, norsk massør, der kvaste knogler, nev i muskler og redefinerede begrebet ’smerte’, sidder jeg i dag herhjemme iført resterne af min skrøbelige psyke og sørger over min visne, ubrugelige højre arm. Jeg ved det godt. Det er long overdue at få gjort noget ved den skulder, men altså… Lige nu har jeg bare lyst til at klamre mig til dørkarmen og tude-råbe: ”Jeg går ALDRIG derhen igen!!” Desværre er jeg røget på A-listen, hvilket betyder, at jeg skal se en hel del til min nye ven de næste mange uger *smiley-der-overvejer-at-gå-under-jorden*.

Men jeg skal have købt et eller andet ind. Med mindre, selvfølgelig, at jeg kan lave en spændende frokost af hvidvin og neglelak, som er de eneste ombordværende astronauter i rumskibet Køleskab. Og nu er det så, at jeg ikke helt synes, at man kan ligge og flandre rundt ude i byen, når man er sygemeldt, men samtidig ved, at jeg kommer hjem med en liter mælk, to æbler og en lang, uindfriet indkøbsseddel, der er klam af fortvivlelsens sved, hvis jeg skal købe ind Det Falske Sted. Hvor rugbrødet ligger helt forkert i forhold til pålæg og toiletpapir. Og hvor jeg hver gang tror, at jeg godt kan huske at tage det med, når jeg kommer forbi det – hvor end der er! – men efter at have gået i ring i 20 minutter begynder at føle mig som alzheimer patient, der har glemt, hvad jeg hedder, hvor jeg bor, og hvad jeg spiser. Hvorfor kan alle forretninger ikke bare være indrettet som Min Føtex, hvor varerne ligger helt pænt og logisk placeret, så jeg husker det hele?

Det er store problemer, vi har her på matriklen.

Min cykel er gået ind i den terminale fase. Var ved cykelsmed for at få den gjort vinterklar – en handling afstedkommet af, at den på det seneste har forsøgt at afstøde sine enkeltdele stykke for stykke, og har fået a nasty habit med at sætte sig fast i 7. gear, når jeg skal køre op af bakke. Virker meget lidt professionelt at entrere job iført skjolder og sved moustache.

I fredags fik jeg uventet tidligt fri, og da jeg havde forestillet mig, at den kunne fikses ambulant, smuttede jeg ind forbi cykelstuen på vej hjem. Startede med at remse op, hvad vi skulle have genmonteret, efter at cykel har opført sig som Hans og Grethe og trukket et spor af skærme, baglygter, bremseklodser og reflekser gennem Århus. Cykelhandler skrev og skrev og gjorde sit bedste for ikke at savle ved tanken om alt det ekstra udstyr, han kunne købe i T Hansen for mine penge.

Da jeg nærmede mig vejs ende, sagde jeg, at det somme tider føles, som om baghjulet er ved at falde af. Bekymret rynke på den anden side af disken. Frem med stetoskop, lytte, trykke og teste reflekser. Og så faldt den. Dødsdommen. Åbenbart er sygdommen gået i kranken, og så er alt håb ude. Det eneste jeg kan gøre nu, er at køre den i bund og acceptere, at de vitale organer sætter ud, et efter et.

Nedslået købte jeg en baglygte for at føle, at jeg havde gjort bare ET eller andet. Men min cykel har truffet sin beslutning. Den vil ikke mere. Den er metaltræt. Måske har den haft forhjulet stukket i et Vagttårnet, for den vil i hvert fald ikke modtage transplantationer: Efter én aften i byen var den nye lygte også væk.

Farvel lygte.
Farvel cykel.
Farvel mininote.

Jeg har syet. Jeg har sgu syet. Iturevet foer i en taske OG en defekt handske OG en knap, der forsøgte at undvige. Kinder-syning. Hele 3 ting.

For at forstå præcist hvor stort det er, må man vide, at jeg håndarbejdsmæssigt er at sammenligne med musen fra Askepot, der sutter på tråden, lukker det ene øje for omhyggeligt at tage sigte – og derefter stikker hele armen igennem nåleøjet.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har en mistanke om, at mit arbejde ikke ville gå igennem syn, men jeg har stadig to hele øjne (tak til de nye briller som nu har bevist deres eksistensberettigelse) og jeg bløder (næsten) ikke.

Jeg har syet. Sgu.

På job. Kollega finder lille æske lakridser frem. Mig, glædestrålende og med (unødvendig) høj stemme:

“Aj! Du har altid sådan nogen spændende gajoler!!”

Fnis.

Hvis jeg på et tidspunkt skulle gå hen og blive arbejdsløs, har jeg fundet min kommende niche: Jeg vil lave flyers for spisesteder. KÆMPE potentielt marked! Jeg modtager – Reklamer Nej Tak skilt til trods – minimum en flyer pr uge, som alle er indbegrebet af Alle Dansklæreres Mareridt.

Teksten er forfattet af ordblind praktikant, bogstaverne står så skævt, at det flere steder ser ud som om, de er ved at komme op at slås, farver og skrifttyper er valgt uden nogen form for logik eller systematik og så er alle flyers tilsyneladende skrevet på pc’ere, hvor caps lock med jævne mellemrum sætter sig fast.

Men man kunne somme tider godt have lyst til at bestille noget, bare for at se, hvad der gemmer sig bag de eksotiske navne. Spørgsmålet er så, om man skal vælge en pIzza MED øksekød eller et fLUts med kælliNg og bAkon?

I toget er tiden din egen, og der er nok af den, når man skal til Esbjerg, som jeg skulle i weekenden. Da jeg ved et uheld var kommet til at sluge min bog i et hug, så jeg mig nødsaget til at købe et blad at fordrive evigheden med.

Når jeg står der og ser på udbuddet, kan jeg godt se, at jeg livsstilsmæssigt er in between magazines. Der er ingen af bladene, som jeg synes, rammer mit segment, men i mangel af bedre endte jeg med Woman.

Oktobernummeret indeholder en artikel med overskriften: ”Gør dit one night stand til en succes”. Et par kvinder på min alder, der ”har nedlagt mere end 125 mænd – hver!” giver trin for trin opskriften på at score en mand.

Underlægningsmusikken til hele artiklen er forsøgt som kæk, maneater-agtig ’jeg-vil-OGSÅ-være-Samantha-fra SATC!’. Vi har også behov, så så man lige mig som vamp i stiletter og You Go, Girl!

Alt det har jeg ikke det fjerneste imod. Vi skal kun stå til ansvar over for os selv, og så længe man er glad og ingen kommer til skade, må man for min skyld gøre, som man vil. Mit problem med artiklen er imidlertid, at den flere steder indeholder udsagn, som jeg synes viser, at de fleste kvinder ikke er skabt til at skifte sovedyr hver weekend, og at vi – den insisterende ligestillingstone til trods – stadig ligger under for, hvad samfundet mener om kvinder, der jager som mænd:

”Bevar dit gode ry. Gå lidt stille med dørene. Du gider jo ikke blive kaldt Villige Viola bag din ryg, vel?”

”Det er en god ide at vende oplevelsen med en veninde bagefter. Ved at holde samtalen på sex, fjerner du fokus fra en eventuel forelskelse.”

”Det kan være en fordel at I ender hos dig. Så slipper du for at gå the walk of shame i festtøj, når han skubber dig ud af sengen næste morgen.”

Jeg synes, at artiklen indirekte fordømmer, hvad den angiveligt forsøger at promovere, og på den måde bliver det for mig utrolig ligegyldig læsning; plus og minus udligner hinanden.

Jeg ville hellere have læst en artikel om, hvorvidt det er ligestilling, når vi kvinder efterstræber at kunne kopiere mænd på alle områder – også der, hvor vores køn er så forskellige, at det føles som at gøre vold på sig selv. Eller om tiden måske er kommet til at indrømme, at ligestilling ind i mellem er et spørgsmål om acceptere, at mænd og kvinder må gå to forskellige veje for at nå det samme mål, uanset om målet er bekræftelse, succesfuld ledelse eller livskvalitet.

Eller en artikel om hvorfor vi stadig i 2008 stempler kvinders sexdrive som billigt og mænds som naturligt. Om det er sandt, at kvinder giver sex for at få kærlighed og mænd giver kærlighed for at få sex – og om det ene er mere rigtigt end det andet. Om ur-drifter kan styres og om de bør. Om mænds trang til at jage og sprede deres sæd forsvinder, hvis vi pisker den med moral og etik, eller om den bare bliver bedre til at skjule sig. Om kvinders yngelplejeinstinkt er en hæmsko eller en naturlig forudsætning for artens overlevelse.

– men heldigvis indeholdte bladet også en fotoreportage om, hvad der sker, hvis man går i byen med et stykke toiletpapir hængende ud af bukserne. Så det gik næsten lige op.