Bloggen

Jeg gjorde det. Besudlede mit pure sind med underlødig skandaletv. For de, som holdte stand og stadig er uberørte, kan jeg oplyse, at gæsten i Sandhedens Time igår var en 24-årig soldat, der havde forældre og kæreste med i studiet.

For 10.000 kr. fik Danmark at vide, at han:

– tænkte på sin eks-kæreste, når han have sex med sin nuværende kæreste.

– som i øvrigt ikke var det bedste sex, han havde fået
(- men formentlig det sidste.)

– ikke mente, at hun ville blive en god mor.

– havde stjålet fra sine soldaterkammerater.

– havde haft en ’homoseksuel oplevelse’.
(Pinefuldt klip til hans far, som med rædslen aftegnet i alle træk forsøgte at slå det hen med, at det jo kunne ’dække over så meget’.)

(Hans kammerat buzzede sprøgsmålet ”nød du din homoseksuelle oplevelse”, så han ikke skulle svare på det – hvilket jo unægtelig får én til at spekulere på, hvem han havde den med…)

– røg hash regelmæssigt.
(Hvilket sikkert ikke er et problem for en soldat, der stiler efter en karriere ved politiet.)

– har en eks-net-date, som er gravid og påstår, at barnet er hans.
(Pinefuldt klip til hans mor, der stift smilende insisterede på at være stolt over at have opdraget ham til at påtage sig sit ansvar.)

– havde været sammen med en prostitueret, mens han havde en kæreste.
(Travl fyr. Hvordan finder han overhovedet tid til at være udstationeret?)

– havde sparket en høne ihjel.
(Dyremishandling. Side 1, første linie i Den Store Bog om psykopaters barndom.)

– ville torturere andre, hvis hans job krævede det.
(Har nogen set min frie vilje? Den var her lige før?)

Kan meget vel blive de dyreste 10.000, han nogensinde har tjent.

Prøv at se, hvor heldig jeg er:

JOB OFFER IN TEXACO’S EXPANSION OF THE CAPTAIN FIELD OIL PROJECT, SCOTLAND
You are hereby notified that your qualifications and experiences were foundsuitably for the requirements of TEXACO’S PHASE 2 EXPANSION OFTHE CAPTAIN FIELD OIL PROJECT, from Lochside, 10 km north of Montrose, toAberdeen’s gas compressor station at Garlogie. Scotland.

Og ikke nok med, at jeg er fundet egnet – jeg er blevet decideret headhuntet. Jeg har hverken sendt ansøgning eller CV; det til trods har de fundet mig derude, og de vil have mig! Det varmer en gammel kyniker som mig, der ellers mener, at det eneste, der kommer af sig selv her i livet, er lus og lange negle.

Der er søuhyrer og whisky. Der er pæne gamle bygninger. Hvis de kan få Sean Connery til at komme forbi og sige: ”Greeat arss, lassie”, tror jeg sgu, jeg tager det.

Min venindes veninde (*bing* Hvad er: ”Den mest sagte sætning på Spørg Om Sexsygdomme”?) brokker sig. Ikke bare den slags brok, der følger med oprydning i hovedet, hvor man med højtaleren slået til bjæffer lidt over ting, der ikke har fungeret i dagens løb. Virkelig Brokker Sig.

Det skal siges, at hun ikke sidder med bordets bedste hånd. Hun er gået ned med stress et par gange, hvilket måske/måske ikke har været skyld i celleforandringer, der krævede en ikke særlig sjov operation. Hun har mistet sin far og hendes mor bruger hende mere, end hvad virker rimeligt, når man tænker på, at hun trods alt stadig ER datteren. Hendes barn har en af bogstavsygdommene, hvilket giver ham nogle ret svære dage i skolen. Manden har tilsyneladende en hvid pind, han stikker i munden, når hun har mest brug for ham, og derudover lyder det til, at han er bedst til at tage hensyn til sig selv.

Men altså. Hendes negative indstilling er overvældende. Jeg har mødt hende en del gange, og jeg ved, at det ikke bare er min veninde, der er oversensitiv. Det bliver ved og ved og ved. Glasset er ikke bare halvtomt. Det er skåret, trænger til at blive vasket, indholdet er surt, og der er ikke mere sulfo.

Nogle vilkår i tilværelsen er givede på forhånd, og dem kan man ikke ændre så meget på. Det er absolut tilladt at have dage, hvor man trænger til at blive aet og bekræftet i, at det er urimeligt. Problemet er bare, at hun træffer virkeligt dårlige valg. Hun søger jobs, der med tusinde procents sikkerhed vil få stressen til at bryde ud igen på rekordtid. Hun bliver ved med at placere både sig selv og sin familie i situationer, der er dømt til at gå galt. Dårlige valg skaber dårlige resultater. Og så er det altså lidt svært at acceptere, at hun bliver ved med at sætte sig på al taletid, når der er venindekaffe. Hvis du aldrig spørger til andre, mister de interessen for dig. Hvis der altid vælter gift og selvmedlidenhed ud af din mund, når du åbner den, kan du ikke forvente, at folk stadig hører efter, den dag du virkelig går ned. Hvis du pisser i modvind bliver du våd. Med mindre du er smart nok til at pisse i glasset, selvfølgelig. Der burde være plads nok.

Sandhedens Time starter i aften. Bør jeg se det?

Argumenter imod:
– Nægter at støtte noget så amerikansk og fordummende.
– Kan på billederne se, at de har stylet Hjortshøj som Blachman. Det irriterer mig på forhånd.
– Er ude af stand til at følge med i serier. Glemmer det hver anden gang, hvilket afstedkommer manisk søgen på YouTube og/eller meget sene nætter på sofaen, hvor jeg har svært ved at koncentrere mig om det jeg ser, fordi min hjerne står og blinker ”du burde sove nu, du burde sove nu, du burde sove nu”.
– Synes, at det signalerer så signifikant mangel på dømmekraft og IQ, når folk stiller op til den slags, at det nærmest klassificerer dem som handicappede – hvilket gør det direkte uetisk at lade dem deltage.
– Bestyrker min mistanke om, at jeg ikke tilhører DR2-segmentet. (Jeg ville så gerne!)

Argumenter for:
– Der er noget trøstende i at vide, at uanset hvor dårlige valg man træffer, så har man Alle Dårlige Valgs Moder til gode.
– Inde i mig bor en ond, lille djævel, der elsker at se ansigtsudtrykkene hos kæphøje mennesker med dollartegn i øjnene forvandle sig til vantro maske af ’Jegvilikkemere!Jegvilikkemere’. Du har set tusinde afsnit af Paradis Hotel og Temptation Island. Troede du virkelig, at DU kunne snyde producerne eller være den, de ikke røvrender, når de klipper dine udtalelser sammen? Smarten up!
– Man er jo også ligesom nødt til at kunne snakke med og have en kvalificeret holdning til det i morgen, når alle snakker om det. Risikerer faktisk at blive udstødt af fællesskabet, hvis jeg lader være…

Hmm… Uafgjort. Kunne selvfølgelig bare se det i smug og lyve om det.

Rimelig mat stemning på jobbet her til morgen. En af mine kolleger mistede sin mand i går aftes. 39 år. Er vi ikke enige om, at man slet ikke færdig med at være her, når man ikke engang er 40? Kan slet ikke forestille mig, hvordan man kommer igennem det, og finder ud af at bygge sit liv op forfra. Hvordan skal hverdagen nogensinde komme til at give mening igen? Fremtiden, som man troede den skulle være, er væk, og erstattet af et mørkt, tomt hul. Stakkels, stakkels min kollega.

Det er mærkeligt, hvordan andres sorg forener og isolerer folk på en og samme tid. Der bliver aflagt mange besøg på de forskellige kontorer her til morgen. Folk sidder rundt omkring og snakker og trøster dem, der kendte ham bedst. Alle er enige om, at alt sættes i perspektiv, og at det, der virkede som et problem i går, er uendelig ligegyldigt i dag. Samtidig er det tydeligt, at noget af det, der chokerer mest, er erkendelsen af, hvor hurtigt der kan ske noget. Vi ved det jo godt, men når lynet slår ned i naboens baghave, gør man øjeblikkelig status over, hvor de mennesker, man holder af, befinder sig. Mens vi trøster hinanden, ved vi, at hver eneste af os er villig til at købslå med de højere magter og give vores sjæl for at holde vores egne fri. Og når mine er fredede, er dine tilbage.

Vi er så små, så små.

Overtro er noget mærkeligt noget. Man skulle synes, at man enten var det eller ikke var det. Ikke mig. Jeg er selektivt overtroisk. Jeg har spildt meget salt uden at få stress over det. Sorte katte holder mig ikke vågen om natten. Knuste spejle er bare irritationsmomenter, fordi lortet nærmest pulveriserer, når det knuses, og dermed er umuligt at feje op.

Frygten for at jinx’e noget, er mig derimod temmelig velkendt. Heldigvis har jeg fundet modgiften til dette ellers så truende fænomen: Man skal bare sige højt: ”Nu sagde vi, at jeg ikke jinxede det ved at tale om det.” På denne måde har man gjort universet opmærksom på, at man er klar over at man kan fremstå som lidt overmodig, men at det jo bare er fordi, man håber rigtig, rigtig meget på noget, så det ville være skidetarveligt at bruge det imod én.

Jeg spiller aldrig Lotto. Det hænger sammen med, at vi – som alle jo ved – får en bestemt mængde held tildelt her i livet, og hvis man bruger det hele på en gang ved at vinde 10 millioner, så stiger risikoen markant for, at der sker noget slemt. Dette betyder omvendt, at man roligt kan spille, hvis man har været igennem noget svært eller hårdt; Universet skylder.

Jeg læste et sted, at vi bekymrer os, fordi vi tror, at det hjælper. Vi mener, at hvis vi tager sorgerne på forskud, er det mindre sandsynligt, at de opstår, og hvis de alligevel gør, så er vi bedre rustet til at tackle dem, fordi vi er forberedte. Hvis vi derimod går grinende gennem livet, så udfordrer vi skæbnen, og har dermed en lille smule fortjent det, hvis det går galt. Måske er det derfor, at overtro, som er en form for standardiseret bekymring, er så udbredt?

I virkeligheden er det jo noget pjat. Det nægter jeg ved nærmere eftertanke at ligge under for. Jeg går ud og køber mig et skrabelod, gør jeg! (Hvis der er gevinst på, kunne vi måske lave en aftale om, at I bliver indedøre, ser jer GODT FOR, hvis I absolut MÅ gå ud, holder jer fra skarpe genstande og sørger for, at I har paramedics standing by? Bare lige til universet kigger den anden vej igen…)

Kørte bag ved en skolevogn i morges. Hver gang det sker, bliver jeg nærmest religiøs af taknemmelighed over, at det er et overstået kapitel. Jeg hadede det. Både køretimer og teori. Hadedehadedehadede det.

Teorilokalerne med stole, der føles, som om de er lavet af ispinde. Gardiner med mønstre, der er direkte farlige for folk med epilepsi. Alt for skarpt lys og lugten af sved og gammel tobak. Lysbilleder fra 1970 (jeg skriver det lige igen: Lysbilleder. Vil Den Gamle By ikke snart have dem tilbage?) akkompagneret af søvndyssende robotstemme, der snakker om vejgreb, reglen om sammenfletning og højre vigepligt. Mine vitale organer sætter nærmest ud af kedsomhed alene ved tanken om det.

Og køretimerne. Med solariebrun kørelærer med guldkæde og skjorten for langt knappet ned. Kedsomhed blandet med Ad! og panikangst, når man forvekslede speeder og bremse.

Har tænkt mig at køre pænt og promillefrit resten af mit liv. Jeg gør det ALDRIG igen!

Min msn ligner et evakueret højhus. Hvor der plejer at stå små, grønne mænd og vinke, er der nu bare mørke, tomme vinduer. Folk er på kursus, syge, til møder, udenbys og Ny I Job (= iført pæn, hårdtarbejdende personlighed).

Og det er jo ikke fordi vi har lange korrespondancer kørende (er jo trods alt på det der arbejde), men nu hvor jeg er alene hjemme, er der pludselig 100 ting, jeg skal sige til dem. Vigtige ting. Spørgsmål der kræver svar, her og nu.

Jeg har det, som da jeg var barn, og alle var på ferie. Hvor man trissede alene rundt med sin bold og sit sjippetov og forsøgte at få Antonius og gemmeleg til at fungere.

Kom tilbage!

Da jorden jo tilsyneladende har tænkt sig at gå under i dag, er det vel relativt sikkert at skyde en holdning eller to af om politisk korrekthed.

Jeg er træt af folk, der pudser glorie i holdninger, det er gratis at have. Det er absolut fair at være for eller imod en sag eller en person, men når man bare copypaster, fordi man ikke tør mene noget andet end flertallet, så synes jeg, at debatten forfladiges og at racen bliver dummere. Hvis du aldrig tvinges til at argumentere for noget farligere, end hvorfor Vild med dans er bedre en Talent 2008, er der ikke noget at sige til, at hjernen vender sig om på den anden side og sover videre.

Ingen tvivl om at man risikerer vrede beskyldninger, hvis man vover at påstå noget, som går imod den økologiske samtalekultur, som mange stræber så ivrigt efter at være en del af. Men jeg synes ikke, at det er sundt at give køb på nuancerne. Jeg har f.eks. svært ved at tro, at alle de danske kunstnere, der sviner USA og Bush til, har noget særligt indgående kendskab til amerikansk politik. Så lad mig her på verdens sidste bestående dag fremsætte et par politisk ukorrekte holdninger eller mangel på samme:

– Jeg synes, at benzin dufter fantastisk. Det gør diesel overhovedet ikke.
– Jeg er hverken særlig for eller imod prostitution.
– Jeg kan godt lide, at ham, jeg er glad for, pisser territoriet af, når vi er i byen og fremmede mænd lægger an på mig.
– Jeg synes somme tider, at Pia Kjærsgaard har ret i noget af det, hun siger.

Hvis verden stadig – mod forventning – er her i morgen, skal jeg med største fornøjelse forsvare mine synspunkter, når jeg næste gang møder vrede miljøaktivister og rødstrømper derude.