Bloggen

Kald mig kynisk, men jeg har Britney Spears og hendes pr-agenter under stærk mistanke for at have iscenesat hendes nedtur, så hun nu kan genopstå som renskuret, genfødt kristen. En 10’er på, at der ikke går en måned, før vi ser hende hos Oprah og Dr. Phil, hvor hun med martyrmine øser af sin livserfaring, og helt, helt tilfældigt kommer ind på sin nyligt udgivede biografi og/eller selvhjælpsbog.

Somme tider har bestemte emner det med at klumpe sig sammen og opstå i mange samtaler på kort tid. Denne weekend er det jalousi, der har været det tilbagevendende tema. Ikke den syge jalousi, der får folk til at ligge på lur i buske i nærhedens af kærestens arbejde for at tjekke, om han spiser frokost med Slutty Ho fra Intern Revision – men den almindelige jalousi, som alle føler fra tid til anden.

For mit eget vedkommende er jalousi ofte forbundet med bestemte situationer. Hvis jeg ved, at ham jeg er glad for, var sin ekskæreste utro til julefrokosten, kan jeg ikke lade være med at have lidt ondt i maven, når han d. 13. december stryger ud af døren til sild, mistelten og kopimaskiner. Jeg er helt på det rene med, at det ingen mening giver. Utroskab er noget, man enten vælger at være eller ikke at være, og vælger man det til, finder man the window of opportunity: Ingen kreativitet slår den, man udviser, når man jagter noget, man gerne vil have, så der er ingen grund til at være hverken mere eller mindre bange for julefrokosten end for en almindelig fredag aften i byen.

Jalousi er noget sjovt noget. I virkeligheden er det bare et udtryk for, at man er glad for den, man er sammen med, og derfor er bange for at miste. Det kan endda være ret bekræftende at blive udsat for; en slags bagvendt kærlighedserklæring. Men når man selv er den, der føler jalousien, er det ikke længere helt så rart. Når angst og usikkerhed vælter ud af munden forklædt som giftgrønne frøer, er det svært at se noget positivt ved det, for operationen foregår ambulant og uden narkose, så man kan med al uønskelig tydelighed se, hvor usikker og besidderisk, man fremstår.

Jeg tror, at de kærester, der – fordi de trænger til bekræftelse – vælger at gøre hinanden jaloux med vilje, risikerer at smadre noget, der ikke kan fikses igen. Hvis kæresten lidt for ofte handler, så man selv forvandler sig til noget, man ikke bryder sig om, kan man til sidst blive nødt til at gå. Trods alt skal man leve med sig selv hver dag, resten af livet.

Når jeg går i byen, har jeg alle dage forsøgt at sætte mine grænser der, hvor jeg håber, at ham jeg holder af, sætter sine. Meget mere kan man vel ikke gøre? Det betyder så også, at jeg somme tider bliver nødt til at stoppe op og huske, at jeg ikke kan tillade mig at blive sur over noget, som jeg faktisk også selv gør. Men det kan egentlig være meget befriende at slippe for en tur på korset. Får så lange arme af at hænge der.

Skal man skynde sig at få en hobby, når man har et yndlingskrus på arbejde – og hvisker: “Yes!” og laver lille sejrsknytnæve, hvis det står i skabet, når man kommer?

Kørte forbi en lille pige i morges. En af dem, der har så tynde ben, at de nærmest ligner vittighedstegninger, og hvor rygsækken er så stor, at det ser ud som om arme, ben og hoved er monteret direkte på den. Blyantstynd hestehale og velcrosko, der blinkede når hun gik. I hånden havde hun en mobil, som højt og gennemtrængende spillede noget MGP-agtigt. Min allerførste tanke? ”Det er da HELT unødvendigt med sådan en, når man er 6!”

Kunne pludselig ikke ret godt lide mig selv. Er det sådan en automat-ting, der sætter ind, når man bliver ældre? At man ikke under børn og unge noget som helst? De har deres uanede mængder af tid og muligheder. Deres store fejltagelser og dårlige valg til gode. Optimistiske, ubesudlede sind. Kække bryster, der stritter – også når de ligger på ryggen.

Misundelse, du. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde på, at vi rager elektroniske goder, bussæder og hævdvunden ret til os med krogede, gigtplagede fingre.

Er jeg den eneste, der øjeblikkeligt tænker, at det må være de to mega uhyggelige tvillinger fra X-faktor?

Som tidligere nævnt døjede jeg hele sidste efterår med et helbred, der ville have resulteret i en aflivning, hvis jeg havde været en hest. For 14 dage siden kørte 3 x 34 igen op foran min dør, og svedende flyttemænd i beskidte undertrøjer begyndte at bære store kasser med underskud og baciller ind. Bjæf, feber og øm hals. Men mandag aften spiste jeg 6 af de her:

og – dadadaaaaa *fanfare-smiley* – tirsdag vågnede jeg, frisk, klarøjet og elastisk i lungen. De virker. Ama’r halshug.

Når man kender mig i dag, kan det virke lidt mærkeligt, men jeg har altid været bange for at være i vejen. Jeg er specialist i at gætte behov, før de opstår, og jeg kan godt lide at gøre små ting for folk, så de bliver glade. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at fremstå, som om jeg ikke forholder mig til min omverden, men bare tager imod og bøjer af. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at give udtryk for, at noget som sårer mig dybt, ikke betyder noget. Mærkeligt nok tør jeg altid sige fra, når jeg bliver vred, men når nogen gør mig ked af det, kan jeg ikke finde ud af at sige det til dem.

Som da jeg inviterede en for mig vigtig person til en for mig vigtig begivenhed – og vedkommende afslog, fordi det var for langt at køre på en hverdagsaften. Det er 7 år siden, og jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det. Eller da jeg skulle til en meget svær samtale, og sagde nej tak til at have en ven med. Udelukkende fordi jeg ikke turde være i vejen. Og blev ked af det, da staklen forholdte sig til, hvad jeg rent faktisk sagde, og ikke tog med.

I mit hoved er reglerne nemlig sådan, at folk kun bliver hængende, hvis jeg er en poleret, perfektioneret version af Veninden/Kæresten/Datteren uden kanter og modhager. Det lyder som en bebrejdelse. Det er det ikke. Ingen kan gætte, hvad jeg tænker, så den eneste, jeg kan adressere takkekortet til, er mig selv.

Så har jeg jo selvfølgelig også noget, jeg kan tørre øjnene i.

Kan se i avisen, at man fra i dag kan købe narkotests i Netto. Jeg har mere brug for at vide, hvor man kan købe narko. Noget, der effektivt kyser denne her supposed-to-be forkølelse på flugt. Sidste efterår brugte jeg 3 måneder på at pudse næse, små-gø og have ondt i halsen. Nok til at være generet af det. Ikke nok til at kunne forsvare at melde mig syg. Svært at finde overskud til at køre den mørke tid i møde, når motoren ustandseligt sætter ud på den ene cylinder.

Og nu er den så gal igen. 1. september og jeg har allerede unaturligt stærke halsmuskler af at holde hoved, når jeg nyser. Er i fare for at selvantænde, når feberen med jævne mellemrum flagrer forbi. Lyder som Ritt Bjerregård, når jeg taler, fordi jeg hele tiden er nødt til at rømme mig.

Jeg NÆGTER at copypaste Fall 07! I lørdags valgte jeg i desperation at psykopattræne i 5 timer i håb om, at det ville få bacillerne til enten at tage flugten eller bryde ud i lys lue. Resultat? Er stadig semi-forkølet, men nu med den detalje, at jeg har pisseondt i hele kroppen og er så overtræt, at min nattesøvn er gået i vrede.

Nu sidder jeg her på min pind og ligner en panda. (Eller en vaskebjørn? Whatever. Noget med sorte ringe om øjnene.) Slap i betrækket. Trækker vejret gennem letåben mund. Bjæffer som fucking kongepuddel.

Så skyd mig dog.