Og så ikke et ord mere om de tegninger.

For at være lidt på forkant med udviklingen, vil jeg bare lige sige, at hvis jeg næste mandag er forsvundet fra jordens overflade, er det fordi, jeg er stukket af med et cirkus. Har været til koncept-yoga idag, og skal på mavedans-workshop på søndag. Så så man lige mig forvandle mig til slangemenneske. Overraskede mig selv positivt til yoga ved at være smidigere end frygtet og i stand til at have bare tæer og være omgivet af andres uden af kaste op. (Selvom ham, der stod bagved mig, havde herreklamme negle. Lange. Krumme. Vil vædde med, at det siger ‘klik-klik-klik’, når han går på hårde underlag. Men var meget voksen og zen og tjekkede næsten ikke, om hans fødder rørte min måtte.)

Glæder mig til på søndag. Det er en hel ny verden! Bare jeg nu ikke får overtrådt nogle uskrevne regler, allerede inden jeg kommer igang. Bør man ringe og spørge, om man skal medbringe eget slør? Hvor mange palietter kan man slippe afsted med uden at virke billig? Og bør man finde en anden taske at pakke i end sponsortasken fra Jyllands Posten?

Der er så meget, kvinder misforstår.

Risikoen for at få sagt noget forkert vokser proportionalt med antallet af ord, der kommer ud af munden. Jeg er således sikret permanent opholdstilladelse i Højrisikozonen, og har somme tider overvejet, om jeg skulle søge ansættelse ved Institut For Feberredninger. Kan i hvert fald prale af mange års erfaring på lige netop dette område.

Derfor kommer det som et kærkomment afbræk, når det for en gang skyld er andre, der har fået den forkerte tunge skruet i munden. Faktisk så meget, at det stadig er sjovt, selvom der er mig, det går ud over.

Var for nyligt ude og spise med Heksen På Kvisten og et par af drengene. God mad, vin og en skønsom blanding af sladder og samtale. Alt ånder fred, indtil vi kommer til at snakke om en pige, vi alle kender, som er meget, meget tynd. Drengene får lige tørret det værste savl af snuden, inden de henrykt udbryder, at ”hun har en fantastisk krop!” Heksen og jeg må have set lige undrende ud (pågældende pige er bygget som en 13-årig dreng), for den ene af vores to helte skynder sig at tilføje: ”Ja, altså, hvis man er til tynde piger. I er også lækre! I er jo bare frodige.”

Undskyld, hvad!?! Lad mig hjælpe dig. Gyldendals Røde Ordbog, Dansk – Kvindsk: Frodig = Fed. Vores ven kigger appellerende på den anden XY’er i selskabet, som – helt bogstaveligt – synker 10 cm ned i stolen og med øjnene i bordet mumler: ”Den der må du selv redde dig ud af, mand!”

Måske er det Heksen og jeg der, når vi optræder sammen, får det bedste frem i mænd? Da vi dobbeltdatede Kongen og Kammertjeneren, fik vi også ros. ”Det er fedt at være ude med nogle piger, der kan spise noget!” Jeg er glad for, at vi er forbi den alder, hvor det ved lov var påbudt, at når piger spiste sammen, skulle vi, så snart sidste mundfuld var sunket, finde pisken frem, og prygle os selv. Højt. ”PUUUH! Hvor jeg mæt!” ”Jeg er fed!” ”Jeg skal ALDRIG have noget at spise mere!” Det var ret plagsomt, og det savner jeg hverken at gøre eller høre på. Men når man nogensinde en alder, hvor det ligefrem er rart at blive rost for at kunne æde igennem? Jeg tror det næppe. Det udfordrer fornemmelsen af at være fiks og feminin lige rigeligt. Lidt ligesom når man efter en spinningtime får følgende kommentar fra tydeligt imponeret mandlig nabospinner: ”Du er godt nok en af de piger, der kan svede igennem, hva?”

Men det er en fornøjelse at se mænds ansigtsudtryk skifte fra ‘Rosende Alfahan’ over ‘Hvad Gik Galt??’ til ‘Pull Back!! Pull Back!!’ Og det er skægt at se udsagn imploderer og efterlade afsenderen med afsvedet hår og sod i ansigtet andre steder end i spejlet. Heldigvis er det svært at blive ordentlig sur, når man godt kan høre, at fornærmelsen egentlig var tænkt som en kompliment.

Den der ler sidst…

Var ude og spise igår. Ledige, gratis p-pladser i midtbyen er jo blot et ubekræftet rygte, så jeg foreslog hævngerrigt, at vi stillede bilen i baggården ved gamle arbejdsplads. De skylder ad helvede til. Nåede at fryde mig ved tanken om min stille mini-hævn et par gange i løbet af aftenen. De har så mulighed for at fryde sig idag, når de møder ind og låser gitterporten op…

And Justice For All

Læste forrygende artikel i Politikken i går, omhandlende de to tunesiske mænd, der er mistænkte for at planlægge at myrde en mand pga. en tegning.
Mine to ynglingssteder i artiklen:
Den 25-årige finder udvisningen problematisk: »Jeg risikerer 15 til 25 år fængsel. Jeg ved 100 procent, at jeg vil blive udsat for voldtægt og tortur«, siger den 25-årige og tilføjer: »Det er meget normalt«
(Well, buh-fucking-huh!)
Hans forsvarer, Frank Wenzel, protesterer mod frihedsberøvelsen, fordi det må være nok, at hans pas deponeres hos politiet: »Det er betænkeligt med udvisningen til Tunesien. Man kan høre i Radioavisen, at folk med forstand på det her er enige med min klient«.
(Radioavisen??! Selvfølgelig også lettere tilgængelig end Karnov. Mon ikke anklageren giver erhvervspraktikanten lov at køre sagen?)
Somme tider kan jeg ikke finde ud af, om det er retssystemet eller medierne, der tager pis på os.

Til dig…

– dig, der har glemt at købe blomster…

– dig, der har mistet troen…
– dig, der har fået nok…

– dig, der har hørt det hele før…
– og dig, der har det sådan her…

Happy Valentinesday:)

Heksen, lykken og medlidenheden.

Må man anmode et udvalg om at sætte sig ned og udarbejde et lovforslag til definition af Det Gode Liv? Svært at styre imod noget, man ikke ved, hvad er. Eller hvor er. Og som skifter hele tiden. Svært at forstå, at noget, jeg opfatter som betændt og amputeret, er fint og nok for andre. Svært at agere rådgivende ingeniør på andres livsprojekter, når de bygger på en grund, der i mine øjne, er meget langt fra byggemoden.

Jeg er desværre ret tilbøjelig til at lægge min egen opfattelse af rigtig og forkert til grund for min fortolkning af verden omkring mig. Det resulterer i, at jeg jævnligt finder mig selv i måbende forbløffelse over de valg, der træffes af mennesker, jeg ellers opfatter som kløgtige og stærke. Når jeg tænker nærmere over det, ved jeg godt, at det ikke tilkommer mig at dømme, og det giver mig en dårlig smag i munden, når jeg tager mig selv i at gøre det. Jeg kender ikke deres historier. Jeg ved ikke, hvad livet har budt dem, eller hvad der for dem føles rigtigt. De har ikke bedt om min accept eller godkendelse, og vi skal ikke være enige om, hvad Det Gode Liv er. Jeg behøver ikke forstå dem eller deres valg – men jeg vil gøre forsøget alligevel.

Næste gang jeg læser om en kvinde, der får tæsk af kæresten, vil jeg forsøge at huske, at for nogen er det langt værre at være alene end at blive slået. Næste gang jeg hører om en kvinde, der véd, at kæresten er utro og stadig vælger at blive (tænkt eksempel, for faen! Læg mobilen og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade), vil jeg forsøge at huske, at for nogen er lykken at få præcis ham, pris underordnet. Næste gang jeg ser, hvad folk accepterer af tarvelig adfærd fra deres venner, vil jeg forsøge at huske, at der kan ligge tusind årsager til grund for det, og at vores grænser går forskellige steder.

Jeg har nok bare temmelig svært ved at forstå, at noget, der ville føles så forkert og gøre så ondt på mig, kan være det mindste af to onder for andre. Stakkels dem.

Stress? Soooo last year!

Modeugen er netop overstået. Jeg har fulgt den close up på nettet, nærlæst det etiske regelsæt *smiley-der-fnyser*, og tjekket både tv og blade. Det er mig en usigelig glæde at kunne meddele, at vi i år er sluppet af med det; Modefænomet, som ellers har belastet os alle i flere år: Stress.

Stress klæder ingen. Alligevel har vi alle revet den ned af hylderne i vildskab, overbeviste om at den tilførte os et strejf af VIP og high society. Jeg taler ikke om den type af stress, man får påtvunget udefra, som man bare må bide tænderne sammen og stå igennem. Jeg taler om den slags, vi selv opsøger, fordi den giver os fornemmelsen af at være uundværlige og afholdte.

Jeg har en perifær kollega, som jeg har samarbejdet med 5 gange over de sidste to år. Ud af de 5 gange, har hun 3 gange meldt fra i sidste øjeblik pga. stress – hvilket efterlader mig med føromtalte stresstype, som maler gode, hele tænder til benmel. Nu har jeg så lige modtaget en mail, hvori jeg bliver spurgt, om jeg vil indtræde i et udvalg, som mødes 8 gange årligt. Jeg takkede nej, men gæt, hvem der har sagt ja? Nemlig. Stressine. Som sidste gang, hun gik ned med stress ikke kunne mærke sine arme i to dage. Ajmen for fanden! Hvad er det, du ikke forstår? Eller prøver at bevise? Jeg har muligvis drivis, hvor andre har hjerter, men jeg har ikke længere medlidenhed med hende. Sig. Dog. Fra. Specielt når din egomassage ender med at skabe store problemer for folk omkring dig.

Ligeså slemt er det, når folk (alle de andre, naturligvis. Ikke mig.) påtager sig for mange aftaler. Ikke særlig hyggeligt at sætte en aften af og bruge tid og energi på at lave mad til en, der sprinter ind af døren, kører rundt i stolen og farer afsted igen efter to timer. Så sidder man dér med fornemmelsen af at være vinget af på to-do listen. Hvorfor vælger folk overhovedet at lave aftaler, hvis de ikke har ro i røven til at være tilstede, hvor de er? Dårlig samvittighed? For at kunne flashe travlt socialt liv på Facebook? Jeg forstår det ikke.

Hvis selvværdet efterhånden klamrer sig til et BMI på 18, og man igen og igen har behov for at drapere aftaler og forpligtelser omkring sig for at holde varmen og føle sig vigtig, så er tiden måske kommet til at tjekke kostplanen, rydde op i tøjskabet og smide de gamle klude ud. Afslappet Overblik is the new black.

Hvor små vi er.

I Form. Woman. Guns & Ammo. Det lader til at alle blade har stof til max ti numre, hvorefter de starter forfra, men for afvekslingens skyld tager det modsatte standpunkt. Du må ikke træne på tom mave => du taber dig hurtigere, hvis du ikke spiser morgenmad inden træning. Sort får dig til at se tynd ud => Hvidt slanker. Derudover byder bladene på læserhistorier, som altid handler om folk, der enten bliver meget fulde og pinlige eller taget i at dyrke sex (og som jeg tror, at redaktionen selv finder på), horoskoper, brevkasser, hvor folk stiller spørgsmål som ‘hvorfor svarer min kæreste ikke på mine sms’er?’ og tests, hvor man ved hjælp af 10 spørgsmål med svarmuligheder udtænkt af De Unge Mødre kan afgøre, om man er jaloux/perfektionist/en sexbombe (det er ikke noget, jeg finder på). Under resultatet kunne man måske, som læserservice, afslutningsvis tilføje: ‘Nem at narre’.

I det seneste nummer af Woman kan man teste, om man er misundelig på sine veninder. Testen er latterlig, men emnet er interessant. At være misundelig på sine veninder er hæsligt. Det udløser følelsen af at være det mindste, mest urummelige og tarvelige menneske i verden. Lige meget, hvor meget man skælder ud på sig selv og skrubber løs på samvittigheden, går følelsen ikke væk.

Man er sjældent misundelig, når alting er fest og farver i eget liv. Det Grønne Monster flytter som regel ind, når veninden har succes på et område, hvor man selv føler sig som en eklantant fiasko. Dobbelt op på elendigheden. Udover at være ussel, mister man et sted at gå hen med de ting, der driller. Det er svært at lægge paraderne og erkende sit nederlag overfor én, som er fedtet ind i lykke og held. Og det er ligeså slemt at sidde på den anden side af bordet. Man kender sine veninder. Man ved godt, når man har noget, de savner. Man har lyst til at sige undskyld, men ved samtidig godt, at det bare gør ondt værre. Ligemeget hvor varsomt man forsøger at liste rundt i butikken, ender man med at rage stolthed eller ære på gulvet.

Hvordan er man lykkelig sammen med en veninde, som spiser Fontex med mælk på til morgenmad? Hvordan under man veninden det job, man gerne selv ville have haft? Hvordan fælder, bagbinder og henretter man Konkurrence og Sammenligning i sine venskaber? Måske Guns & Ammo har en brevkasse, jeg kan skrive og spørge.

Undskyld jeg spørger.

Det er utroligt, hvor langt man vil strække sig for at undgå at sige undskyld. Det er ellers min erfaring, at det er den letteste afværgning af potentielle konflikter. Der findes ikke noget, der punkterer andre menneskers vrede som: “Du har ret. Undskyld.” Den virker også på mig. Selvom jeg på forhånd har arbejdet mig helt op i det lilla felt, bliver jeg tam og medgørlig igen, når det går op for mig, at jeg ikke skal forsvare, forklare og retfærdiggøre min vrede over modpartens mangelfulde indsats.

Det virker derimod ret modsat, når folk forsøger at sno sig udenom. Da jeg for nyligt skulle lave et kursus, blev jeg ringet op af kursuslederen, aftenen inden jeg skulle afsted. De ting, jeg havde bedt om at have til rådighed på kurset, havde hun ikke sørget for at skaffe. Hun snakkede i 5 minutter. Jeg tog tid. Så ond er jeg. Samfulde fem minutter gik med at snakke sig i en kæmpebue udenom ordet ‘undskyld’. Nu var det ikke sådan, at jeg forventede, at hun skulle komme kravlende på mave og albuer gennem ild og aske, mens hun hulkede sin undskyldning frem, men da det er hendes primære jobfunktion at skaffe de redskaber, der skal bruges, ville det have været fint, om hun trods alt havde kunne klemme et lille “det er jeg ked af” ud.

Jeg synes, at det viser troværdighed og integritet, når man står ved, at man godt ved, hvad der forventes af én i en given situation. Hvorfor er det så, at man somme tider vælger at gøre andres irritation langtidsholdbar ved at rode febrilsk og forgæves i skuffen med Forklaringer?

Stem mere.

Jeg trænger frygteligt til en ny mobil. Min Nokia er så ramponeret, at den alene holdes sammen af viljestyrke. Den er halvandet år gammel, hvilket vel svarer til 95 år, hvis man omregner til menneskeår. Displayet er underlig skævt, 9-tasten fungerer kun, hvis man virkelig trykker til, og når man skriver på den, klikker tasterne så højt, at folk vender sig om på gaden.

Men den er min. Den har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Den er blevet tabt, har været udsat for alkohol og regnvejr, har tålt tekstmæssige temperaturforskelle, der strækker sig fra subzero til 100+, er blevet væk, er blevet fundet og har kun én gang sendt en rigtig besked til seriøst forkert modtager (traumetraumetraume).

De sidste par måneder, har jeg brugt penge, som om jeg har dem. Det ville ikke gøre nogen forskel, om jeg smed en ny mobil oven i de røde tal på bundlinien. Det der stopper mig, er – udover nostalgi – at jeg ikke magter at sætte mig ind i alle de tekniske detaljer, det kræver at købe en ny. Hvad skal den kunne? Hvilket abonnement skal jeg vælge? Mærke? Skal den have kamera? Og er der i så fald et eller andet med opløsningen, man skal vide noget om? Blablabla. Jeg vil gerne bare klippe til den scene, hvor heltinden på magisk vis er blevet udstyret med ny, übercool mobil, der virker. Jeg har ikke glemt, hvor olmt min arbejdsmobil og jeg stirrede på hinanden de første 3 uger af vores tvangsægteskab, og jeg føler ingen trang til at gentage succesen.

Jeg er teknologisk analfabet. Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke engang, hvor mange af funktionerne, der hænger sammen med abonnementstypen, og hvor mange, der er en del af selve mobilen. Og lige nu sidder jeg og tænker, at jeg egentlig ikke engang ved, præcist hvor dumt jeg spørger? (Hvor flov bør jeg være?) I første omgang kunne jeg starte med at tage stilling til, om jeg fortsat skal udfordre mig selv ved at have en Sony Ericsson som arbejdsmobil og en Nokia som privat telefon. Det er lidt som at løse den svære sudoku når man, lige efter at have brugt den ene, skal skifte og bruge den anden.

Hvad siger du? Hvilket mærke ville du købe? Sæt dit kryds ude til højre. Jeg lægger afstemningen til grund for, hvilken mobil jeg vælger…