Kørte forbi en lille pige i morges. En af dem, der har så tynde ben, at de nærmest ligner vittighedstegninger, og hvor rygsækken er så stor, at det ser ud som om arme, ben og hoved er monteret direkte på den. Blyantstynd hestehale og velcrosko, der blinkede når hun gik. I hånden havde hun en mobil, som højt og gennemtrængende spillede noget MGP-agtigt. Min allerførste tanke? ”Det er da HELT unødvendigt med sådan en, når man er 6!”
Kunne pludselig ikke ret godt lide mig selv. Er det sådan en automat-ting, der sætter ind, når man bliver ældre? At man ikke under børn og unge noget som helst? De har deres uanede mængder af tid og muligheder. Deres store fejltagelser og dårlige valg til gode. Optimistiske, ubesudlede sind. Kække bryster, der stritter – også når de ligger på ryggen.
Misundelse, du. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde på, at vi rager elektroniske goder, bussæder og hævdvunden ret til os med krogede, gigtplagede fingre.
Nixen bixen! Det er fordi verden er af lave og de unge er slappe! Næ, dengang VI var unge var legetøjet af træ og vi var heldige hvis vi fik en halv sodavand til ‘Jul i Gammelby’. Er der flere småkager?