Når man kender mig i dag, kan det virke lidt mærkeligt, men jeg har altid været bange for at være i vejen. Jeg er specialist i at gætte behov, før de opstår, og jeg kan godt lide at gøre små ting for folk, så de bliver glade. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at fremstå, som om jeg ikke forholder mig til min omverden, men bare tager imod og bøjer af. Somme tider betyder det, at jeg kommer til at give udtryk for, at noget som sårer mig dybt, ikke betyder noget. Mærkeligt nok tør jeg altid sige fra, når jeg bliver vred, men når nogen gør mig ked af det, kan jeg ikke finde ud af at sige det til dem.
Som da jeg inviterede en for mig vigtig person til en for mig vigtig begivenhed – og vedkommende afslog, fordi det var for langt at køre på en hverdagsaften. Det er 7 år siden, og jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det. Eller da jeg skulle til en meget svær samtale, og sagde nej tak til at have en ven med. Udelukkende fordi jeg ikke turde være i vejen. Og blev ked af det, da staklen forholdte sig til, hvad jeg rent faktisk sagde, og ikke tog med.
I mit hoved er reglerne nemlig sådan, at folk kun bliver hængende, hvis jeg er en poleret, perfektioneret version af Veninden/Kæresten/Datteren uden kanter og modhager. Det lyder som en bebrejdelse. Det er det ikke. Ingen kan gætte, hvad jeg tænker, så den eneste, jeg kan adressere takkekortet til, er mig selv.
Så har jeg jo selvfølgelig også noget, jeg kan tørre øjnene i.
Når man siger fra fordi man er vred kan det ind i mellem også skyldes, at man i virkeligheden er ked af det. Men på en eller anden måde er det nemmere at sige, at man er vred end at man er ked af det.
Ved ikke, om det er OK at bruge vrede som genvej eller hvad. (Men jeg gør det også)
Det mest åndssvage ved den situation er, at jeg personligt holder endnu mere af dig, når du ikke er superwoman, perfektioneret og lakeret, end jeg ellers gør. Det er ikke så lidt.
Det giver lissom mere plads til mig og det er altid rart at vide, at man er i stand til at hjælpe og støtte.
Jeg skylder. Big time.
Selvom du ikke altid kan se det, kan jeg afsløre, at vi står mange her i køen og slås om at komme til at hjælpe. Mange af os er også lidt bange for at være til ulejlighed 🙂
Op på kosten, trunte. Fang en kleenex i luften og giv vinden skylden.
Og måske er det netop derfor vi to fandt hinanden (efter du havde smughadet mig i et halvt år fordi jeg lignede en som du ikke brød dig om) ??
Kunne skifte dine eksempler ud med nogle fra egen matrikel! Som da jeg endte babuu på sygehuset i vestjylland fordi jeg tog på arbejde med sprængt blindtarm, fordi jeg vidste en stakkels praktikant stod i kulden og ventede.
Eller den med at jeg “var heeeelt ok” da verden ramlede med ca 700 dårlige nyheder på en time. Men nej – ikke være i vejen, slet ikke!!!
Men én jeg kender og holder uendelig meget af skælder mig godt nok ud når jeg er sådan. Hun siger at jeg er nemmere at holde af når jeg smider paraderne – og at hun får mere lyst til at åbne sig og være ærlig i alle situationer overfor mig når jeg er :o)
Så i vejen eller ej – det er vel nærmest en aftale ikk???