RIP Brutalis.

Min cykel er gået ind i den terminale fase. Var ved cykelsmed for at få den gjort vinterklar – en handling afstedkommet af, at den på det seneste har forsøgt at afstøde sine enkeltdele stykke for stykke, og har fået a nasty habit med at sætte sig fast i 7. gear, når jeg skal køre op af bakke. Virker meget lidt professionelt at entrere job iført skjolder og sved moustache.

I fredags fik jeg uventet tidligt fri, og da jeg havde forestillet mig, at den kunne fikses ambulant, smuttede jeg ind forbi cykelstuen på vej hjem. Startede med at remse op, hvad vi skulle have genmonteret, efter at cykel har opført sig som Hans og Grethe og trukket et spor af skærme, baglygter, bremseklodser og reflekser gennem Århus. Cykelhandler skrev og skrev og gjorde sit bedste for ikke at savle ved tanken om alt det ekstra udstyr, han kunne købe i T Hansen for mine penge.

Da jeg nærmede mig vejs ende, sagde jeg, at det somme tider føles, som om baghjulet er ved at falde af. Bekymret rynke på den anden side af disken. Frem med stetoskop, lytte, trykke og teste reflekser. Og så faldt den. Dødsdommen. Åbenbart er sygdommen gået i kranken, og så er alt håb ude. Det eneste jeg kan gøre nu, er at køre den i bund og acceptere, at de vitale organer sætter ud, et efter et.

Nedslået købte jeg en baglygte for at føle, at jeg havde gjort bare ET eller andet. Men min cykel har truffet sin beslutning. Den vil ikke mere. Den er metaltræt. Måske har den haft forhjulet stukket i et Vagttårnet, for den vil i hvert fald ikke modtage transplantationer: Efter én aften i byen var den nye lygte også væk.

Farvel lygte.
Farvel cykel.
Farvel mininote.