Efter i går at have været udsat for Terminator forklædt som 2 meter høj, norsk massør, der kvaste knogler, nev i muskler og redefinerede begrebet ’smerte’, sidder jeg i dag herhjemme iført resterne af min skrøbelige psyke og sørger over min visne, ubrugelige højre arm. Jeg ved det godt. Det er long overdue at få gjort noget ved den skulder, men altså… Lige nu har jeg bare lyst til at klamre mig til dørkarmen og tude-råbe: ”Jeg går ALDRIG derhen igen!!” Desværre er jeg røget på A-listen, hvilket betyder, at jeg skal se en hel del til min nye ven de næste mange uger *smiley-der-overvejer-at-gå-under-jorden*.
Men jeg skal have købt et eller andet ind. Med mindre, selvfølgelig, at jeg kan lave en spændende frokost af hvidvin og neglelak, som er de eneste ombordværende astronauter i rumskibet Køleskab. Og nu er det så, at jeg ikke helt synes, at man kan ligge og flandre rundt ude i byen, når man er sygemeldt, men samtidig ved, at jeg kommer hjem med en liter mælk, to æbler og en lang, uindfriet indkøbsseddel, der er klam af fortvivlelsens sved, hvis jeg skal købe ind Det Falske Sted. Hvor rugbrødet ligger helt forkert i forhold til pålæg og toiletpapir. Og hvor jeg hver gang tror, at jeg godt kan huske at tage det med, når jeg kommer forbi det – hvor end der er! – men efter at have gået i ring i 20 minutter begynder at føle mig som alzheimer patient, der har glemt, hvad jeg hedder, hvor jeg bor, og hvad jeg spiser. Hvorfor kan alle forretninger ikke bare være indrettet som Min Føtex, hvor varerne ligger helt pænt og logisk placeret, så jeg husker det hele?
Det er store problemer, vi har her på matriklen.
Published by