I går cyklede jeg forbi en mand på min fars alder, som efter en jævnaldrende mand af anden etnisk herkomst råbte: “Danmark er for danskere!”
Lidt senere blev jeg overhalet af en bus med en reklame for et advokatfirma på siden. En forslået pige med Se & Hør mimik og stabiliseringskrave ledsages af teksten: “Krav på erstatning?”
Frygt, grådighed og hver mand for sig.
Er det mig, eller har nogen sat den menneskelige evolution i bakgear?
Det er et spinkelt overskud man har, hvis alt drejer sig om at beskytte det, man tror man ejer, eller vride kroner ud af enhver ulykkelig situation, fordi man tror, at penge gør alting godt igen.
Penge gør meget godt, men du har ret i, at det afstumper.
Nej, det er ikke dig! Der er blevet en uhyggelig tilbøjelighed til kun at kigge til sin egen næsetips ende og frygte alt der udenfor. Det gør mig trist!
Næh.. Den menneskelige evolution er såmænd ikke sat i bakgear. Den har bare forandret sig meget grundlæggende i forhold til tidligere tiders dyder.
Hvem skal vi skyde skylden på? Immanuel Kant? Rousseau? Eller den forvirring det har skabt, at den opdragelse vi har modtaget fra vores forældre ikke har været 100% i tråd med den didaktiske tilgang der har været i børnehaverne og skolerne? Eller blot det simple faktum er vi lever midt i et Epokeskifte; skiftet fra det moderne samfund til det postmoderne?
Vi kan vel hurtigt blive enige om, at alle mennesker gennemgår en socialisering og en social integration. Både unge og gamle. Hvis vi antager at individet konstitueres som person, gennem de tilknytninger og relationer vi indgår i, så er det jo dybt problematisk at de, grundet postmoderniseringen, ændres konstant!. Det betyder ikke det helt store for de fleste af os, fordi vi er “in touch” med vores omverden og er omstillingsparate. Men for dem der har svært ved hele tiden at skulle omstille sig, ender det i en afsocialisering; ”De føler sig udenfor”. Og så nærmer vi os sagens kerne! For der er utrolig kort vej fra at føle sig udenfor, til at påtage sig en offerrolle og føle at andre er skyld i ens egne problemer. Og har man først frasagt sig ansvaret for egen situation, forbedres den for det første ikke. For det andet, bliver man meget selvcentreret i sin virkelighedsopfattelse; ”Det er i hvert fald ikke MIG der er noget galt med”. Og når evnen til at kigge ind ad og reflektere over egne handlinger er forsvundet. Så ligger: ”Danmark for Danskere”, og “søgsmål for (uforsætligt) påført skade” desværre lige til højrebenet.
Vh Claus