Bloggen

Jeg er grundmut for tiden, og det generer mig mæ hælve te. Jeg gider ikke, når andre mennesker brokker sig 24-7, highjacker korset eller går amok over småting, og jeg plejer at være dygtig til at holde fokus på de gode ting i livet, som jeg trives med, glædes over og griner af.

I de her dage? Not so much. Jeg går fra 0 til Kælling på 4 sekunder, irriteres over latterlige bagateller, og kan selv høre, at mine ’sjove’ kommentarer lyder sure og spydige. Jeg aner ikke hvorfor – selvom jeg selvfølgelig godt kan pege på nogle ting, som ikke ligefrem tjener til Det Gode Humørs Fremme.

Samarbejdspartnere, der ikke lever op til deres del af aftalerne, gør nogle af mine opgaver sværere, end de behøver at være. Mennesker med magt, der bruger den, bare fordi de kan, hjælper heller ikke. Veninder, der har lagt originalproblemet i kopimaskinen, som nu – på 3. år – spytter ark efter ark ud med præcist det samme issue, skamrider tålmodigheden.

Og under det hele finder man mig viklet ind i empati, frustration og visheden om, at jeg selv trækker store veksler på andre. Jeg er muggen, skideurimelig og helt på det rene med, at jeg har brug for andres hjælp til at holde skabsdøren lukket, når skeletterne på den anden side begynder at synge: ”Det’ mig der står herind’ og banker på.”

Er det stress? Årstiden? Ville det hjælpe at give mig selv lov til at være lidt grim i stedet for hele tiden at forsøge at løse alting optimalt, mens jeg prøver være den bedste version af mig selv?

Måske er det bare min 30 års krise, der endelig er nået frem.

Fra mit køkkenvindue har jeg udsigt til Den Rådne Zombiehund.

Er jeg den eneste, der synes, at den er mega, mega uhyggelig??

Jeg har spekuleret på, om kvindelige bloggere omkring de 30 tiltrækker flere mærkelige mennesker end gennemsnittet, eller om vi bare er bedre til at lægge mærke til dem, fordi vi konstant tænker i indlæg. Stine møder dem. Lene møder dem. Anne møder dem. Og sandelig om ikke også, der er en enkelt eller to til mig.

Jeg cykler altid på arbejde, fordi jeg turbohader busser, som lugter, er forsinkede og kører som om de kæmper for at hente de to sidste overlevende soldater ud af Irak, gennem et inferno af ild, mortergranater og klyngebomber. Når de overhovedet kommer, that is.

I morges kørte jeg derfor, ligesom jeg plejer, op af Ringgaden sammen med resten af det cyklende Århus. Solen skinnede, der var dømt solbriller og IPod, og ligesom vi plejer, lå vi og kørte forskudt af hinanden. Der overhales og indhentes, spurtes og sakkes bagud. Nogle morgener bliver jeg besat af Konkurrence Ånden. Andre morgener – som i dag – kører jeg bare og synger ligeså stille for mig selv. (Håber jeg. For Guds skyld. Og resten af verdens. Bad sound kills good music.)

Da jeg holdt for rødt ved universitetet, blev jeg prikket på skulderen af en mand, som jeg havde kørt parallelløb med hele vejen, og som virkede MEGET opsat på at ligge forrest, HELE tiden.

”Jeg er cyklet helt ude fra Harlev af.”

Kunne ved nærmere eftersyn godt se, at han måske kunne have haft gavn af en ekstra time ved 37 grader, og havde egentlig også undret mig over, at han high-fivede alle lygtepælene, hver gang vi holdte ved et lyskryds. Så jeg så behørigt imponeret ud, udtrykte min beundring – og måtte ud i en imponerende (men dopingfri) slutspurt for ikke at komme for sent på arbejde, fordi jeg ikke nænnede at overhale, når det nu var så vigtigt for ham at vinde morgentouren.

Anne, Lene & Stine: Måske de damer er med på en bytur? Det burde kunne udløse en freak-alarm, der får ruderne i hele det indre Århus til at sprænge.

Så webcamblogger vi sgu live fra gerningsstedet.

Kender I de fester, der peaker for tidligt? Sådan har SP opført sig, synes jeg. Først havde man aldrig hørt om det. Så gik rejsebranchen amok, og det blev pludselig altafgørende a) at finde ud af, hvad det var samt b) om det var noget, man havde. Så mens Stig Elling padlede glad, forventningsfuld og mistænkeligt solbrun rundt i sin soon-to-be fyldte pengetank, brugte jeg tiden på at lede efter de fordømte bogstaver på nettet, og til sidst var jeg fuldstændig nede med, hvor meget jeg havde, hvor jeg havde det og hvor stor en procentdel af det, Skat havde tænkt sig at stoppe i lommen.

Havde til gengæld opbrugt min samlede livskvote af pensionsinteresse.

Og så … forsvandt det. Når der en sjælden gang står noget om det i aviserne idag, bliver det omtalt som noget, der for længst er vedtaget, men tjekker man netbank og ATP’s hjemmeside *refresh!refresh!refresh!*, står der bare på 12. uge: SLAP NU AF!! DET ER IKKE VEDTAGET ENDNU!! (Nå ja, måske ikke lige formuleret på dén måde – men det er helt sikkert det, de mener.)

Er jeg den eneste, der vil have mine lommepenge nu? Vi er faktisk nogen, der gerne vil hjælpe det økonomiske opsving på vej, og som har sølvsandaler og limegrønne tørklæder med vores navn på til at ligge i butikker rundt omkring i byen.

Forleden så jeg en dreng, som med tusind procents sikkerhed var bøsse. Han har været ca. 10 år, og min første tanke var: ”Er det ikke MEGET tidligt at være klar over, at man er til fyre??” Umiddelbart kunne jeg ikke lige huske, hvordan jeg selv var indrettet i hovedet som 10-årig, men ved nærmere eftertanke blev jeg enig med mig selv om, at det nok egentlig også var der, vi begyndte at slå og hive i hår på den opsøgende måde.

I søndags kom min veninde og jeg så til at snakke om, hvordan man ville have det, hvis man som forælder stod og kiggede på sin 8-årige dreng, og allerede kunne se, at han var en rigtig lille prinsesse indeni. Min veninde har selv en dreng på 5, og hun er desuden en af de kætterske kvinder, der tiltror os uden børn både empati og forestillingsevner; vi mente begge, at vi ville være 100 % ok med det.

Jeg ved godt, at det er ganske gratis for mig at påstå, at jeg har sådan; dels fordi, det er mit fantasibarn, der er homo, og dels fordi, det er den politisk korrekte holdning at have, men helt, helt ærligt: Jeg forstår simpelthen ikke de forældre, der synes, at det er et kæmpe problem, og forbyder deres drenge at lege med make up og Bratz-dukker. (Den kendte og veldokumenterede måde at forhindre homoseksualitet i at udvikle sig på.)

Alle ønsker uden tvivl det bedste liv for deres børn, med så få sten på vejen som muligt, og jeg kan godt forstå, at man kan være bange for, at de bliver drillede, holdt udenfor eller ensomme, men der er jo altså ingen garanti for, at de får det nemt, fordi de er straight.

De homoseksuelle jeg kender, er hverken stakkels eller ensomme. De er tværtimod nogle af de mest netværkstærke mennesker, jeg har mødt. Jeg skal ikke sidde og sige, at de skal sende takkekort til de idioter, der gjorde deres liv besværlige, og fik dem til at søge forståelse og venskab hos ligesindede, og det er selvfølgelig alt, alt for simpelt at skære alle over en kam, og antage, at drengen er sikret 2.000 venner på FB, og skal rende til Grand Prix fester i tide og utide, hvis han er bøsse – men statistisk set er der vel egentlig større chance for at få en dreng, der bor hjemme til han fylder 30, hvorefter han flytter i en boligforeningslejlighed med genbrugsmøbler, hvor han sidder i ensomhed og drikker dåseøl fra Tyskland, end der er for at få Mortens kommende kæreste?

Når jeg får børn, håber jeg, at det eneste, der betyder noget for mig er, at de er glade, uanset om de bliver det af at lege med biler og sværd eller dukker og guldsko. Og hvis andre børn messer med mine unger, vil jeg ikke skele småligt til, hvad de driller med: Jeg koger dem i olie under alle omstændigheder.

Jeg elsker, når jeg får lov at komme med en tur i drengenes omklædningsrum (i overført betydning selvfølgelig…). Derfor var det en fornøjelse at være til fest i går, hvor det for en gangs skyld var de ellers så tjekkede fyre, der blev så stive, at vi andre næsten blev ædru af forbløffelse.

Det var fantastisk!! Vi hørte ucensurerede historier om Torben Hestepik, og inden klokken var 20, var første mand gået ned. Han lå på sofaen og sov sig igennem en 180 db karaoke-lydmur af ”I need a HERO!!” og ”I — had — the time of my LIIIIIHHIIHIIFFE”, imens den ene Christian lavede de smukkeste, rytmiske rejehop, jeg til dato har set, og den anden Christian humpede dørkarmen. De snøvlede, drak whisky af flasken, og faldt tårevædede hinanden om halsen af rørt begejstring, da de opdagede en fælles kærlighed for Masterboy. Da klokken var 23, var den sovende mand på sofaen nærmest blevet en del af interiøret, og bortset fra lejlighedsvise pulstjek, blev han mest brugt til at stille øl fra på. I mellemtiden var jeg blevet udstyret med ispose om håndleddet efter overraskende demonstration af karate-pacificeringsgreb, som ulykkelig Christian blev ved med at undskylde for. ”Det var jo schlet ik’ .. for …at det shhku gøre ondt på *hik* dig, Linda. Detjeg sschimpelthen schå ked af!” Kl. 01 skete der det helt ufattelige, at Sofamikkel – efter at være blevet vækket ved at Christian greb fat om begge hans ører og ruskede som en sindssyg, mens han brølede: ”MIKKELMIKKELMIKKEL!!!” ind i hovedet af ham – satte sig op og råbte: ”Vi skal i byen!!” Og det skulle vi så.

Vel ankommet på Herr Bartells kunne Christian fortælle min veninde, at hun skulle se at få sig en kæreste, for ham og hans kammerat gad ikke knalde hende. Hun måtte endelig ikke tro, at det var fordi, hun var grim – men hun blev jo altså ikke yngre. Bagefter kom han hen til mig, og spurgte om jeg havde tabt mig, for – ja, og det var ikke fordi, han ville sige, at jeg før havde været fed, men jeg havde da befundet mig i den tunge ende af skalaen (Fitnessverdenen, mand. Et sygt, sygt sted!) – han synes, at jeg var ’en total småkage’ nu. Også selvom han havde lagt mærke til, at mine bryster var blevet mindre, hvilket selvfølgelig trak ned. Men han elskede mit humør, og hvis ikke det havde været fordi jeg var så skide sippet, så var det os, der havde haft bryllupsdag… Det er da komplimenter, der er svære at stå for!

Der blev udlovet de obligatoriske tæsk til andre mænd, der “kraftedeme ik’ sku stå der og spille smarte!!” og drengene blev utrolig nedslåede over at konstatere, at de ikke kunne købe kander, men måtte nøjes med ½ liters Long Island Tea. Til sidst var vi piger så mange genstande bagud, at vi smed håndklædet i ringen og gik hjem.

Tak for en forrygende aften, drenge. Det gør vi snart igen, ikke?

”Hvordan går det med det der dating, Linda?” hører jeg folket spørge. Og det er da vist egentlig rigtigt: Det er ved at være længe siden, I har fået en opdatering. Det bliver et halvlangt indlæg, så hvis nogen har travlt, og ikke kan nå at læse det hele, så lad mig starte med konklusionen: I behøver ikke sende bryllupstøjet til rens endnu.

Jeg har efterhånden lært at holde kortene en smule tættere til kroppen, når folk spørger til ham, jeg dater lige nu. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi han altid viser sig at være en eller andens storebror/fætter/nabo, og det er utrolig irriterende at date en mand, som alle andre ved mere om, end jeg selv gør. Det giver nogle trælse situationer, for jeg sidder ikke med deres viden, og har derfor svært ved at vurdere, hvad jeg skal svare, når de siger: ”Aj, men skal jeg fortælle om ham, eller vil du hellere være fri?” Tjaaa.. Det afhænger af oplysningernes karakter, vil jeg sige. Hvis du ved, at han har siddet inde for mord, så ja. Hvis du kender hans ekskæreste og historien om dem, så nej. Det giver under alle omstændigheder en slags ubalance venskabet, fordi veninden pludselig ved mere om et område af ens eget liv, end man selv gør.

For nyligt har jeg set lidt til en mand, som jeg blev glad for at møde derude. Han var pæn, lod til at have nogle gode værdier i livet og (undskyld – jeg kan simpelthen ikke gøre for det) stavede fuldstændigt fejlfrit. Og jeg skal sige det, som det er: Vi trængte til at se, at der også er den slags mænd i cyber. Jeg synes, at jeg lidt for mange gange har tænkt: ’Jeg ved GODT, hvorfor DU ikke har en kæreste’, og det beroligede mig og mit skrøbelige ego meget at se, at nettet ikke kun er forbeholdt K3 mennesker, der tager sig bedst ud i dæmpet belysning og er behæftede med alvorlige fejl og mangler.

Noget af det fine ved netdating er, at vi kan springe hele ”Jeg leder ikke – Det gør jeg heller ikke” delen over. Vi ved begge to, at den anden er på udkig efter et eller andet. Det synes jeg er et ret godt udgangspunkt, for så kan vi koncentrere os om at finde ud af, om 1) vi leder efter det samme og 2) om kemien er der. Derfor virkede det meget naturligt, at den pæne mand og jeg allerede på første date snakkede om egne stærke og svage sider, og hvad vi blev tiltrukket af hos det modsatte køn. Jeg er født uden politisk tæft overhovedet, og det eneste jeg kan finde ud af, er at være 250 % ærlig, så jeg meldte meget klart ud, at jeg gerne vil finde en mand med hovedet i orden, der ind imellem kan bede mig holde kæft; en mand, som kan tage noget initiativ, har humor, og som jeg har respekt for. Hvis jeg får fornemmelsen af, at jeg har the upper hand, bliver jeg så grim en version af mig selv, at jeg bliver nødt til at skille mig af med manden, for at kunne holde mig selv ud. (Med venlig hilsen Den Sorte Enke.) Vi lod til at se ens på mange ting, og første date var superhyggelig, så vi var helt enige om, at vi skulle ses igen.

Så begyndte han at sms’e meget. Rigtig meget. Det er jeg normalt ikke så god til (jvf. ovenstående punkt om ’the upper hand’), men jeg må give ham, at han var sjov, og at det faktisk var meget hyggeligt.

Så begyndte ritualet med at skrive godnat, og dét synes jeg godt nok, at man skal være MEGET varsom med at starte på. Hvis først det mønster er etableret, er der pludselig enormt meget signalværdi i at undlade at skrive. Men igen tænkte jeg, det her jo for fanden ikke er Find 5 Fejl: Jeg syntes stadig, at han var sød, og snakken flød aldeles ubesværet, når vi var sammen.

Så begyndte han at skrive om sin skilsmisse, sit delebarnet og ekskonen, som han var meget rasende på.

………..

Jeg leder ikke efter en fejlfri mand uden fortid (løgn), men jeg leder sgu godt nok efter en, der har et netværk, han kan bruge til den slags, og som har mere forståelse for, hvad man deler med sin nye date end dét. Også selvom ’det er en del af livet, og det der fylder lige nu’.

Faldskærm: Tjek. Iltbeholder: Tjek. *EJECT!*

Know your crowd, man.

Da jeg var nyuddannet, var jeg en af dem, der kom ridende til arbejdsmøder på mine høje hest, mentalt akkompagneret af soundtracket til Indiana Jones, med etikken i den ene hånd og teorien i den anden. Verden var dejlig sort og hvid, det rigtige var rigtigt og det forkerte forkert. Jeg havde folk, der fraveg De Gyldne Regler, under kraftig mistanke for at være dovne og forsøge at slippe let om ved tingene. Jeg var ikke bange for at kaste mig ud i lange, etiske diskussioner med ældre kolleger, og jeg VIDSTE bare, at jeg havde ret, for alle bøgerne syntes det samme som mig. Jeg var pisseirriterende.

Efter 8 år i branchen har jeg for længst både indset og indrømmet, at verden er en liiiille smule mere nuanceret end som så, og jeg har faktisk lyst til at ringe rundt til mine gamle eks-kolleger og sige undskyld, fordi jeg var så utrolig påståelig og selvretfærdig, og tak fordi de ikke kvalte mig.

Men heldigvis har vi karmarevisoren til at føre regnskab med den slags, og jeg skal love for, at jeg nu får løn som forskyldt.

På 4 dage har jeg været til 2 møder i fitnesscentret, hvor jeg efterhånden også er en af de gamle krikker. (Man aner et mønster. Suk) Her har jeg fået ca. 1.000 nye uTROligt unge kolleger, der alle sammen hedder Louis og Malthe, og læser idræt og sidder i deres Helly Hansen trøjer og mener en hel masse om alting. På den insisterende måde.

Jeg sidder nu på den anden side af bordet og lærer, at det er svært at sparre fagligt, når alle parter er i defensiven, fordi sætninger som: ”Jeg er RYSTET over, at nogen kan finde på at køre stående spurt på en basistime, når der STÅR i reglerne, at vi ikke må!!” og ”Det finder du ud af, når du fylder 12!! har undervist nogle år” fyger frem og tilbage.

Hvis begge parter kunne prøve at holde fast i, at alle de andre også er professionelle mennesker, der har gjort sig kvalificerede og fagligt velfunderede overvejelser omkring de timer, de kører, så var der chance for, at vi kunne udnytte, at vi har adgang til både den nyeste teori på området og erfaringen der gør, at de dele af den, der kan fungere her i huset, kan implementeres på en forsvarlig måde.

Det er bare så svært at høre ordentligt efter, når man råber.

Nå. Men vi har jo unfinished business. Jeg ved, at I sidder med tilbageholdt åndedræt – på 15. døgn, godt klaret og Stig go home – og venter på det afsluttende afsnit i dramaserien ”Linda & Lægen – En Van(d)skelig affære.”

Jeg brugte bededagsferien i selskab med blok, vandflaske og målebæger, og kunne derfor i mandags overrække lægen et skema, der viste, at jeg drikker 6 liter vand om dagen, og at de sanitære installationer fungerer upåklageligt. Hun havde i mellemtiden fået svar på alle prøver, og også her var alt, som det skulle være.

Nu ville det være rart at kunne klippe til ”- og de levede lykkeligt til deres dages ende”, men så nemt skal det selvfølgelig ikke være.

Læge: ”Hvorfor drikker du ½ liter om natten!?”
Mig: ”Øhm.. Altså, fordi jeg er tørstig, jo?”
Læge: ”Du drikker 1½ liter vand mellem 16 og 17!”
Mig: ”Det er når jeg er til spinning.”
Læge: ”Hvorfor gør du det!?”
Mig: ”Med fare for at gentage mig selv: Fordi. Jeg. Er. TØRSTIG!”

Sådan fortsatte det i lang tid, indtil jeg til sidst spurgte, om jeg havde misforstået noget; om der var noget i mine prøver, der var alarmerende? Det var der ikke. Alle tal var fine, OGSÅ saltbalancen.

”Så nu ved vi, at det ikke er sukkersyge, at mine nyrer fungerer som de skal, og at jeg ikke skyller salte og næringsstoffer ud, inden min krop når at optage dem. Så tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad problemet er. Jeg er jo bare tørstig.”

*Baaaa!* Forkert svar. Jeg kan vælge mellem:

a) en dårlig vane eller
b) en sjælden, hormonel forstyrrelse (kan hun sgu selv være!), der minder om sukkersyge, men som primært påvirker væskebalancen.

I første omgang skal jeg ”bare prøve at lade være” og så fortsætte med at skrive ned hvad jeg drikker 3 uger mere. Man skulle have læst medicin. Relativt overkommeligt arbejde til forholdsvis fed hyre.

Så nu går jeg rundt og tørster. Jeg er pirrelig, varm og jeg har knaldende hovedpine.

Og der er en lammer til den næste, der bekymret spørger, om det er fordi, jeg glemmer at drikke vand!

*Til andre sprognørder: Det modsatte af tørstig er adjektivet ’sæt’.

Hvorfor er det så akavet at gå tilbage til mennesker, man én gang har sagt farvel til?

Man sidder på caféen, er nødt til at smutte fordi man skal nå en bus, når halvvejs hen til stoppestedet og opdager så, at man har glemt sin pose. Tilbage til cafeen. Her starter et helt ritual med undskyldende armbevægelser, don’t-mind-me-mimik og Det Falske Farvel. ”Haaii… Igen… Jeg skal bare lige… Glemte lige… Så! Nå, men så…ja..hejhej. Igen.. Ja, vi ses torsdag. Stadigvæk.” Lidt overkill at starte forfra på alle krammerne, men også lidt mystisk bare at skride. Jeg kan blive så febrilsk, at jeg begynder at vinke. Til mennesker jeg kender. På min egen alder. Christ