Hvor fanden ligger Harlev?

Jeg har spekuleret på, om kvindelige bloggere omkring de 30 tiltrækker flere mærkelige mennesker end gennemsnittet, eller om vi bare er bedre til at lægge mærke til dem, fordi vi konstant tænker i indlæg. Stine møder dem. Lene møder dem. Anne møder dem. Og sandelig om ikke også, der er en enkelt eller to til mig.

Jeg cykler altid på arbejde, fordi jeg turbohader busser, som lugter, er forsinkede og kører som om de kæmper for at hente de to sidste overlevende soldater ud af Irak, gennem et inferno af ild, mortergranater og klyngebomber. Når de overhovedet kommer, that is.

I morges kørte jeg derfor, ligesom jeg plejer, op af Ringgaden sammen med resten af det cyklende Århus. Solen skinnede, der var dømt solbriller og IPod, og ligesom vi plejer, lå vi og kørte forskudt af hinanden. Der overhales og indhentes, spurtes og sakkes bagud. Nogle morgener bliver jeg besat af Konkurrence Ånden. Andre morgener – som i dag – kører jeg bare og synger ligeså stille for mig selv. (Håber jeg. For Guds skyld. Og resten af verdens. Bad sound kills good music.)

Da jeg holdt for rødt ved universitetet, blev jeg prikket på skulderen af en mand, som jeg havde kørt parallelløb med hele vejen, og som virkede MEGET opsat på at ligge forrest, HELE tiden.

”Jeg er cyklet helt ude fra Harlev af.”

Kunne ved nærmere eftersyn godt se, at han måske kunne have haft gavn af en ekstra time ved 37 grader, og havde egentlig også undret mig over, at han high-fivede alle lygtepælene, hver gang vi holdte ved et lyskryds. Så jeg så behørigt imponeret ud, udtrykte min beundring – og måtte ud i en imponerende (men dopingfri) slutspurt for ikke at komme for sent på arbejde, fordi jeg ikke nænnede at overhale, når det nu var så vigtigt for ham at vinde morgentouren.

Anne, Lene & Stine: Måske de damer er med på en bytur? Det burde kunne udløse en freak-alarm, der får ruderne i hele det indre Århus til at sprænge.

Så webcamblogger vi sgu live fra gerningsstedet.