Bloggen

Er der andre end mig, der har bemærket, at vi har mistet normalvægtsbegrebet? Jeg ved ikke, om det er fordi jeg færdes meget i et vægtmæssigt forgiftet miljø, men i dag lader alle til at indplacere sig selv og hinanden i en af to kategorier: Tyk eller tynd.

Det er ikke fordi, dit tilhørsforhold nødvendigvis bestemmer, hvordan du har det med din krop. Jeg har f.eks. uddannet en pige, som for nyligt havde tabt 20 kilo, men som stadig objektivt set var temmelig overvægtig. Hun s-t-r-å-l-e-d-e. Hun var ikke det fjerneste bange for at blive set på, og var fuldstændig kold, når hendes træningstøj kravlede op og efterlod hende med halvdelen af maveskindet blottet. På samme hold deltog en pige, som jeg – hvis jeg var WHO – ville sætte på observationslisten. Objektivt set normalvægtig-grænsende-til-tynd. Ikke desto mindre tydeligt utilpas i sin krop. Hun trak ustandseligt ned i sin oversize t-shirt, trænede med maksimal belastning på alt, hvad vi lavede, samtidig med at hun var tapet op fra hoften og ned og havde alle led pakket væk i elastik og støttebind.

Røg normalvægten sammen med de gamle kommaregler og 10-øren? Er det pga. de ting, vi forbinder med vægt, at det er så vigtigt for os ikke bare at være median-mennesker? Hvis man er tynd, signalerer det mådehold og selvkontrol. Hvis man kalder sig selv for tyk, er man for det første kommet andres kommentarer i forkøbet, og man kan samtidig give den som en af Pernille Aalunds Quinder (seriøst: Hvem går ind og vrister det q ud af hænderne på hende?), der har opgivet idealerne og fundet fred; som hellere vil have chokolade og livskvalitet end markerede kindben. Hvis man er normalvægtig, er man bare … ikke rigtig på vej nogen steder hen. Ikke fokuseret. Ikke ligeglad. Bare almindelig. Det er der ikke megen identitet i.

Det sidder i hovedet det hele, og jeg finder det både trist og stærkt foruroligende, at vi er så fikserede på vægt, at vi fuldstændig har mistet evnen til at se os selv, som vi i virkeligheden ser ud. Når jeg ser billeder af mig selv fra perioder, hvor jeg husker, at alting drejede sig om, at jeg følte mig tyk, kan jeg se, at det var totalt spild af både tid og ungdom. Jeg var FULDSTÆNDIG normalvægtig. Ikke tyk. Ikke tynd. Ganske almindelig og normal. Og da havde tyngdekraften endda ikke engang udstedt sin fatwa endnu.

Det ironiske er, at jeg stadig har dage, hvor jeg hysterisk står og hiver i mit tøj, mens jeg hvæser og forbander mig selv og min krop.

Jeg har et udmærket bud på, hvad jeg vil tænke, når jeg om ti år ser billeder af mig selv fra i dag.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er supertjekket, når det kommer til datoer, men plejer Mors Dag ikke at være d. 5. maj? Eller er det ugedagen, der er afgørende; skal den falde på en søndag? Er det i givet fald blomsterforretningerne, der har lobbyet sig til det? (Og bonusspørgsmålet: Hvorfor har de så ikke gennemtvunget det i forbindelse med Valentines Dag?) Har heller aldrig helt forstået, hvorfor det der påske skøjter sådan rundt i kalenderen, når nu fødselsdagen ligger så utrolig fast, at det somme tider betyder, at vi ikke har fri mere end ti minutter mellem jul og nytår.

Alle går åbenbart benhårdt efter titlen som Årets Barn, så byens gader er lagt øde, og i fitnesscentret gav det næsten ekko, da receptionisten sagde ’godmorgen’. Som det overfladiske menneske, jeg er, bliver jeg utryg og nervøs i betrækket, når jeg bliver ladt alene tilbage med nøglerne til byporten, mens alle andre løber rundt, klædt ud som Interflorabud og der er tvungen optakt til stilhed og refleksion. Hvorfor kan mine forældre ikke bare bo i Århus, så jeg også kan tage hjem?

Ps: Hvornår er det fars dag?

Pps: Tager I også hjem der?

Ppps: Gad vide om man får blomster, hvis man adopterer et sponsorbarn?

Jeg elsker, når jeg har været på biblioteket, og har en stak friske bøger, der bare ligger og venter på, at jeg kaster mig over dem. Processen med at finde dem kan imidlertid godt være lidt svær, og jeg må med skam melde, at jeg godt kan finde på at tage en bog ned af hylden, hvis jeg synes, at den har en pæn forside.

For at undgå at stå som Moses ved Det Røde Hav hver gang jeg skal hente nye forsyninger, sørger jeg altid for at lægge navnet på bøger, jeg læser gode anmeldelser af, i min telefon. Med jævne mellemrum bestiller jeg så bøgerne på nettet, og det passer med, at der næsten altid står en bog dernede og venter på mig. Hvilket er MEGET vigtigt, for jeg skal have mindst to bøger med hjem hver gang. Jeg HADER, hvis en bog er så dårlig, at jeg ikke gider læse den, og jeg er nødt til det alligevel, fordi det er den eneste, jeg har.

For det meste betyder mit system, at det faktisk er nogle rigtig gode bøger, jeg får, men ingen regel uden undtagelse:

I forgårs hentede jeg en ny bog, og jeg blev mistænksom, allerede da jeg så den flødefarvede forside med billeder af pastelfarvede bobler. Det hjalp ikke, at jeg fandt 3 efterladte bogmærker fra ordsejlere, der havde forladt den synkende skude før mig. På første side kunne jeg se en ualmindelig lang liste over forfatterens tidligere værker, heriblandt en svimlende mængde digte.

Jeg bevæger mig ud på tynd is nu, jeg ved det, men jeg er ikke så begejstret for digte. Ikke fordi jeg har noget imod genren. Tværtimod. Jeg nærer stor beundring for folk, der evner at fatte sig i korthed – et talent, der ikke er os alle forundt – jeg synes bare, at der er deprimerende langt mellem snapsene. (Sådan har jeg det beklageligvis også med teater. Hver gang jeg modtager katalog fra musikhuse og teatre, tænker jeg, at jeg vil ned og se et eller andet, for jeg kan ikke udholde tanken om mig selv som fuldstændig kulturignorant. De gange, jeg har været afsted synes jeg desværre bare, at det har været skabet, kunstigt og overgjort.)

Da jeg endelig fik slået op på første side tog det under 5 minutter at konstatere. At jeg ikke. Bryder mig. Om. Når sætninger er. Består. Af max 3. Ord. Af gangen. Og det hele. Handler om. At være. Nyde. Bare være. Og mærke livet.

Moralen? Man kan roligt skue bogen på hårene.

For et par måneder siden sad jeg i toget på vej hjem fra Esbjerg. I Horsens steg en pige på ca. 16 år på: Afskallet neglelak, diadem i det fedtede hår, lårkort og huller i strømperne. Hun smed sig i sædet overfor og stirrede udfordrende på mig med hele auraen gnistrende af ”HVAD!” Fordi jeg ind imellem godt kan lide at gøre noget andet, end hvad der forventes af mig, stak jeg hende et kæmpesmil og tilbød hende en lakrids.

Vi var tæt på at være Arto-venner, da vi ramte Århus, og den dag tænkte jeg, at man egentlig skylder verden at være lidt venlig, når man betræder den. Glæde smitter.

Min Smil-Til-Verden kampagne blev imidlertid sat på standby af forårsregn og nattefrost, men i går, da jeg cyklede hjem fra arbejde, kørte jeg forbi en gammel dame, der kiggede mig lige i øjnene og smilede stort. Som en Pavlovsk refleks flækkede mit eget ansigt instant på langs, og jeg lovede mig selv, at jeg vil prøve at huske at smile til mindst 3 fremmede mennesker om dagen. Ikke bare ikke-hvæse. Smile.

I dag har jeg smilet til 7. De smilede alle sammen tilbage.

På med solbrillerne derude! Der er dømt gebis i fri dressur.

Kan I huske, da jeg sagde, at jeg synes, at nørder var sjove? At de – introvert adfærd og rollespil til trods – havde god humor og misundelsesværdigt veludviklede hjerner?

Well…

DET TAGER JEG TILBAGE!!!

Sad i dag og ledte efter musik til spinning. Jeg har længe snust rundt efter et remix af Halo, og jeg vil gerne betale for det, men lortefuckingspasserItunes nægter at have det. Derfor sad jeg og surfede rundt på lyssky sider, da hele min skærm pludselig forvandlede sig til et inferno af røde advarsler og udråbstegn. Mine personlige data var ’under attack!!’ og der var ‘Warning! Trojan Horse!! Remove now!!’ så langt øjet rakte.

Er åbenbart katolik, når jeg begår mig på nettet, for jeg var med det samme overbevist om, at min tilstedeværelse på de snavsede sider alene var nok til at nedkalde alverdens forbandelser over mig og min computer. Skamfuldt klikkede jeg på alt, hvad jeg fik af vinduer, der tilbød at reparere mine inficerede filer – hvilket der ikke skete noget som helst ved. Begyndte nu så småt at få tvangstanker om, hvad jeg kunne risikere at miste af musik, billeder, film og dokumenter, og kunne mærke en snigende panik sætte ind, men en IT-mongol som jeg aner jo for fanden ikke, hvad man kan gøre, så jeg bakkede ud i køkkenet, mens jeg mumlede: ”Jamen, jeg KIGGEDE jo bare. Jeg kiggede! Jeg rørte ikke ved noget!” og hyperventilerede ned i en kop kaffe.

Tilbage. Ok. Dyb indånding. Ingen vinduer vil NOGET. Whattodowhattodowhattodo…. Måske jeg kan komme baglæns ind i mit virusprogram?

*dobbeltklik*

”You are fully protected”.

Whaaa??

En telefonkonsulation hos The Überbrain senere:

Så det er det, de små, fedtede, bebumsede røvhuller sidder og bliver opstemte af?? Tanken om at du SELV installerer virus på din maskine ved at hente deres forpulede programmer fordi du tror, at det redder dine data – og så er det i virkeligheden det, der er viruset?!?

Næste gang jeg ser en nørd, bliver det ikke Iskrystaller! Iskrystaller! jeg kyler efter ham. Det bliver kastestjerner, og det bliver hårdt!

Så har jeg været ved lægen, og jeg siger det lige igen: Jeg HADER det!! Havde fået en tid kl. 8.20 og ”det tager bare lige 10 minutter”. Fat chance. 8.45 var jeg stadig ikke kommet til. Jeg er ikke god til mennesker, der opfører sig, som om solen først står op, når den har clearet det med dem, men for os, der skal bede om friholdelse imellem opgaver, er det sgu et problem, at man ALDRIG kan regne med den tid, man får.

Endelig blev jeg afhentet af stram, grundmistænksom lægesekretær, som stak mig i fingeren og erklærede mit blodsukker normalt. Med et ”Ok. Hej!” nåede jeg næsten at lukke døren bag mig, før hun kaldte mig tilbage. (Note to self: Skal have øvet eksplosivt afsæt i forbindelse med sprint.) Man må åbenbart ikke så godt drikke 6 – 8 liter væske om dagen, og nu syntes hun at ‘”vi lige skulle få det hele tjekket.” Jeg forsøgte 3 gange med “jamen, når nu blodsukkeret er normalt? Jeg har jo ikke ondt eller noget?”, men for sent. Hunulven Ilse havde fået færten af blod.

5 blodprøver senere, kiggede hun på mig: “Ja, så mangler vi bare lige en urinprøve.” Oh no. No no nooo! Ikke det. Alt andet end det. Kan jeg ikke afgive noget mere blod i stedet? Please? Her! Tag den anden arm også! Kom nuuuu!

4 minutter senere så man slukøret heks traske tværs igennem fyldt venteværelse med en kaffekop.

Som en sidste ydmygelse fik jeg udleveret et ”væske/vandladningsskema”. Kiggede fortvivlet på hende og udbrød: ”Prønuliåhørher! Jeg er TOLK! Jeg kan sgu da ikke slæbe rundt på et bæger at pisse i på 15 forskellige uddannelser!!”

Jeg synes, at det var tarveligt, at hun trak nyrekortet. Bare fordi hun kan huske, at jeg, sidst mine nyrer spillede med musklerne, tryglede om at blive aflivet.

På mandag skal jeg derop igen. Hvad er odds’ne for at blive kørt ned inden da?

Tak til min kammerat, som med en engels tålmodighed lyttede til min 20 minutter lange ”Du er en GO fyr!”-tale, og virkelig forsøgte at forstå, hvad jeg sagde. Undskyld at jeg spurgte 8 gange, hvordan dit cykelløb var gået, så du 8 gange måtte fortælle om det lortede resultat.

Tak til de veninder, der resolut hankede op i mig og agerede støttehjul, da jeg ikke længere kunne gå. Som forbød mig at cykle hjem, fremtryllede en taxa, fandt mine nøgler og mit dankort og gav til chaufføren, mens de forklarede ham, hvor jeg skulle køres hen. Og som i morges, da jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvor i verden min cykel befandt sig, kunne oplyse, at den stod ved Magasin.

Tak til verdens venligste taxachauffør, som måtte lave en katastrofeopbremsning, da jeg – uden varsel – åbnede bildøren og knækkede mig og oven i købet roste mig for at være hurtig. Begge gange. Som på en eller anden måde har skaffet mig et bæger cola (jeg ANER ikke hvorfra; jeg havde det efter sigende ikke, da G & T installerede mig i taxaen, men det stod på mit bord i morges), og som af sig selv gik med op og låste min dør op. Hvis det er dig, der har hængt min jakke pænt på plads, så endnu mere tak. Jeg håber for dig, at du nåede ud, inden jeg klædte mig af, for i morges fandt jeg min ene stilet på badeværelset, den anden i entreen og min bh draperet over computeren. Det har ikke været kønt.

Jeg var hjemme 23.15.

Jeg er 32 år.

Hvor ER det flot!!

Jeg har efterhånden siddet med til en hel del fester, både som privatperson og som udstationeret håndværker. Jeg har hørt min andel af taler, og jeg har lagt mærke til, at talere kan deles op i to grupper: Dem, der holder taler for festens hovedperson for hovedpersonens skyld og dem, der gør det for egen skyld.

De første kan slippe afsted med hvad som helst. Stammende, usammenhængende opremsninger af hovedpersonens kvaliteter. Pivfalske hyldestsange akkompagneret af to akkorder og en guitar. Supposed-to-be-funny historier, som ingen helt forstår. Uanset hvad kan man nemlig mærke, at indslaget er så gennemsyret af hengivenhed og varme, at æsken med kleenex ryger rundt, så snart vi med sprukne stemmer og fugtige øjne har udråbt det obligatoriske, trefoldige hurra.

De andre får man ondt i hælene af, når tåneglene skærer sig gennem kødet og ind til knoglen. De kunne ligeså godt medbringe transportabel scene og spot, og hvis man i stedet for at stirre stift ned i sin tallerken, prøver at kigge rundt, kan man se, at alle er ved at blive kvalt i den skam, som gøgleren ikke selv har i livet: Samtlige gæster sidder med påtaget neutral mimik og forsøger ved tankens kraft at tvinge tiden til at gå hurtigere, så det pinagtige øjeblik kan blive overstået.

Jeg er helt med på, at sang og totalteater kan være en fin måde at udtrykke følelser på, men jeg er nok mere tilhænger af, at man lader folk opsøge det selv, når de har brug for nogen til at gøre det for sig. Hvis The Cardigans synger om alt det, jeg føler, så er det bare om at komme afsted, når de spiller på Train næste gang. Men når man stjæler andre menneskers øjeblikke for selv at blive set og hørt, så synes jeg egentlig, at man fortjener at blive sparket hårdt over begge knæ.

Ps: Dette indlæg er skrevet til en non-firmationsfest, hvor jeg blogger live til ære for min kusine.

I weekenden skal jeg til familiefest. Non-firmation. (Som jeg kan oplyse, at man nu kan købe kort til. ”Tillykke med non-firmationen.” Er jeg den eneste, der tænker, at det er lidt mystisk at ønske tillykke med ingenting? Jeg tror, at jeg vil holde ikke-bryllup. Eller – som jeg har tænkt mig at kalde det – Bry-Nope. Kan I komme den dag? Der vil være rigelige mængder af alkohol og kage.)

Nyt tøj er påkrævet, hvilket udløser akut hovedpine. Moden lige nu er ikke rigtigt til at være 1.80 med former, men jeg har fundet to sæt, som ikke får mig til at se:

1) alt for gravid ud (for dét orker jeg BARE ikke til en familiefest!).
2) ud som om jeg er blevet angrebet af en vred, storblomstret busk.

”Hvorfor to sæt?” spørger I. Det ene er til, hvis jeg er modig. Den er godt nok ikke så lang, som jeg er vant til, den tunika. Men ingenting er pænt i et prøverum, og da jeg stod der, blev jeg enig med mig selv om, at mine ben jo for fanden hverken bliver federe eller tyndere af at være iklædt leggins frem for jeans, og at jeg hver eneste dag tilbringer en del af min tid i kropsnær lycra. Tunika/gamache konstellationen burde være en gåtur i parken.

Det andet sæt er købt i tilfælde af, at jeg vågner med De Fede Ben. En kjole, som er utrolig fin og engleagtig, og lige tilpas gennemsigtig til at trække opmærksomheden væk fra benene og lidt længere nordpå.

Hvis ikke man kan være pæn, kan man altid være nedringet.