Jeg har efterhånden siddet med til en hel del fester, både som privatperson og som udstationeret håndværker. Jeg har hørt min andel af taler, og jeg har lagt mærke til, at talere kan deles op i to grupper: Dem, der holder taler for festens hovedperson for hovedpersonens skyld og dem, der gør det for egen skyld.
De første kan slippe afsted med hvad som helst. Stammende, usammenhængende opremsninger af hovedpersonens kvaliteter. Pivfalske hyldestsange akkompagneret af to akkorder og en guitar. Supposed-to-be-funny historier, som ingen helt forstår. Uanset hvad kan man nemlig mærke, at indslaget er så gennemsyret af hengivenhed og varme, at æsken med kleenex ryger rundt, så snart vi med sprukne stemmer og fugtige øjne har udråbt det obligatoriske, trefoldige hurra.
De andre får man ondt i hælene af, når tåneglene skærer sig gennem kødet og ind til knoglen. De kunne ligeså godt medbringe transportabel scene og spot, og hvis man i stedet for at stirre stift ned i sin tallerken, prøver at kigge rundt, kan man se, at alle er ved at blive kvalt i den skam, som gøgleren ikke selv har i livet: Samtlige gæster sidder med påtaget neutral mimik og forsøger ved tankens kraft at tvinge tiden til at gå hurtigere, så det pinagtige øjeblik kan blive overstået.
Jeg er helt med på, at sang og totalteater kan være en fin måde at udtrykke følelser på, men jeg er nok mere tilhænger af, at man lader folk opsøge det selv, når de har brug for nogen til at gøre det for sig. Hvis The Cardigans synger om alt det, jeg føler, så er det bare om at komme afsted, når de spiller på Train næste gang. Men når man stjæler andre menneskers øjeblikke for selv at blive set og hørt, så synes jeg egentlig, at man fortjener at blive sparket hårdt over begge knæ.
Ps: Dette indlæg er skrevet til en non-firmationsfest, hvor jeg blogger live til ære for min kusine.
Kære Linda! jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger omkring talere. Når det så er sagt – og her siger jeg lige undskyld til din kusine – så synes jeg, non-firmationer er noget GØGL! ja du læste rigtig. Enten bli´r man konfirmeret og får fest eller også bli´r man IKKE konfirmeret, og så får man ingen fest… hrmmff
– Mette
Man KUNNE osse bare undlade at kalde det noget som helst udover FEST – det må da være legalt uanset om man vil være en hykler, og bekræfte en tro som man ikke har den fjerneste idé om man i virkeligheden er tilhænger af.
Jeg synes nu også det er noget pjat med det navn. Hvis man ikke vil konfirmeres, er det helt ok – men hvorfor så kalde det noget, der ligner SÅ meget?
Vi fejrede i stedet datterens 15-års fødselsdag. Og kaldte det en 15-års fødselsdagsfest 🙂
Louis, nu 25, valgte at blive non-firmeret. han ønskede ikke en konfirmation, da han ikke er døbt og ikke er kristen. og han ønskede sig en ‘manddomsfest’ (jep. inkl. gaver).
jeg elsker at holde taler. og jeg krøb ned i storetåen på min sko, da jeg læste dit indlæg. for. ahem. i sagens natur handler en tale vel i bund og grund om afsenderen. om afsenderens forhold til og oplevelse af modtageren.
og netop den kendsgerning afslører dig. klæder dig totalt af. hvis du ikke har den conduite og det spred-kærlighed-gen, der skal til.
og det gælder sq alt. det er også de samme, der skriger og klapper på opmærksomhed, når deres gave åbnes. og så vid’re og så vid’re.
du beskriver det så flot.