Bloggen

TV2 har taget hul på en ny omgang Beverly Hills 90210; serien fra min ungdom. Jeg var for ung til Degrassi Junior High, da det var på sit højeste, og jeg var for gammel til rigtig at blive fanget af det, da Melrose Place blev stort. Men Beverly Hills? Det rockede. (Og vi elsker STADIG Dylan, Den Misforståede, Panderynkende Helt.)

Jeg har desværre til gode at stiftet bekendtskab med de nye afsnit, men forleden kom jeg til at tænke på, hvad de kan handle om. Hvad er der tilbage? Vi taler om en gruppe af unge, der allerede på skift har haft spillegæld, været på stoffer, haft spiseforstyrrelser, været udelukket fra eksamen, været gravide, aborteret, adopteret, været i kløerne på mafiaen, smuglet stoffer over den mexicanske grænse, er kørt galt og er blevet voldtaget. Hvor meget mere kan en gennemsnits-ung possibly komme ud for?

Derfor kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at vi rent faktisk identificerede os med dem – indtil jeg kom til at spekulere på, hvordan livet ser ud i min nærmeste omgangskreds.

* 2 har taget slankemidler, der indeholder så store mængder af Efedrin, at de er ulovlige og må bestilles på suspekte sider på nettet.
* 1 har de sørgeligste arme i verden, fordi hun brænder sig med vilje.
* 3 har haft behandlingskrævende spiseforstyrrelser.
* 1 er blevet voldtaget.
* 2 har boet med kærester, der var diagnosticerede alkoholikere.
* 5 har været weekendnarkomaner. For alvor.
* 4 har været sygemeldte pga. stress.
* 3 har ingen kontakt med deres forældre.
* 3 lider af OCD og/eller angst.
* 3 har måtte opgive at søge ind hos militær/politi pga. plettede straffeattester.

Det er åbenbart, hvad der kommer ud af at lade Aaron Spelling stå for opdragelsen.

Min søde veninde har fødselsdag i dag, og derfor skal hun selvfølgelig have en gave. Som den lille spion jeg er, har jeg naturligvis snaget på hendes gavebord efter familiefødselsdagen i påsken, og har således kunne udelukke 4 af mine ideer.

Jeg var derfor nået frem til, at hun skulle have en rød stofkurv, som hun har snakket meget om. Det eneste sted i Århus, hvor jeg ved, at man kan få den, er i en forretning, der hedder Format, hvor jeg har fået så latterlig dårlig service så mange gange, at de nu er blacklistede. Men blod er som bekendt tykkere end vin, og jeg kastede derfor mig selv og alle mine principper i grams og gik derind.

Fandt den (selv. Jeg er nemlig hverken gråhåret, pageklippet eller iført flagrende hørgevandter fra Masai, så jeg er teknisk set usynlig), gik til kassen og sagde: ”Jeg vil gerne have den her”, hvortil Spraglet Modebrille svarede (og nogen gange overgår virkeligheden bare fantastien): ”Det får du så lov til.” Uden antydningen af ironi.

Så begyndte et indpakningsritual så omstændigt og langsomt, at jeg til sidst måtte kigge væk af skræk for at blive ufrivilligt hypnotiseret. Efter 20 minutters papirmumificering af kurven, kigger Brillen længe i skuffen med bånd (vi kan vælge imellem lilla og sort) og spørger så: ”Er det til en dame eller en mand?”

Bare lige så vi alle er med på, hvad det er for en kurv, vi snakker om, så får I her et billede:

Er det ikke FULDSTÆNDIG ligegyldigt?? Man fornærmer vel næppe de mænd, der er klar på en rask gang gadedrengehop gennem skoven med den son of a bitch over armen, hvis man vælger det lilla bånd.

Hvornår er vi færdige med at gå med de der åndssvage karikaturbriller? Er jeg den eneste, der kan se, at supposed-to-be-trendy mennesker ligner de uægte børn af Fætter BR og 1984, der leger klæd-ud? Når jeg sidder på Baresso kontoret og kigger ud, så ser det ud, som det er brillerne, der har taget personerne på og ikke omvendt. Kæmpestore plastikrædsler, der kommer gående og gør personerne bag fuldstændigt usynlige.

Og da vi åbentbart skal kombinere dem med strikhuer og parmasantørklæder, kan jeg godt få fornemmelsen af, at jeg er det eneste tilbageværende menneske, der ikke har fået tilbudt en hemmelig undercoveridentitet i Politiets Vidnebeskyttelsesprogram.

Den der med, at brændte børn er afskyelige i ild? Ikke mig. Når det kommer til mænd, er jeg en dødbringende blanding af frygtløs og naiv. Jeg tror hver e-n-e-s-t-e gang på, at ham jeg står overfor vil mig det bedste, og jeg er ude af stand til at tage ved lære af mine erfaringer. Brandsår på alle 10 fingre? Det kan da ikke passe! Jeg prøver lige at hoppe HELT ind i bålet. Selvom det måske lyder uhensigtsmæssigt og masochistisk, så er det faktisk en indstilling, som jeg er sætter ret stor pris på. Bitterhed og kynisme er sygdomme, som jeg vil gøre meget for at undgå.

Derfor kom det lidt bag på mig, da jeg forleden fik datingmail, og faktisk diskvalificerede en mand, fordi han mindede mig for meget om finnen. Det var nyt. Og overraskende, fordi jeg, når jeg tænker på finnen, egentlig stadig synes, at det var en god tur, som endte på en ordentlig måde.

Det er klart, at man ser anderledes på hinanden, når man ikke længere er kærester, og jeg er sikker på, at hvis man ringede til mine gamle flammer, så kunne de lave en deprimerende lang liste over karaktertræk hos mig, som de ikke ligefrem elskede, da vi sås, og som de bagefter undrede sig over, at de kunne leve med.

Datingfyren sendte mig en mail på to sider – 2 sider! – om sig selv, og han skal ikke beskyldes for at lide af falsk beskedenhed. Hans opvækst, jobforløb, indstilling til politik og religion (jeg sagde det jo. To sider!), forhold til autoriteter, bevidsthed om egne stærke sider og syn på mænd og kvinder kunne være skrevet af finnen. Og jeg kunne bare lige mærke, at der har jeg været. Jeg har ikke lyst til at være sammen med en mand igen, der brænder så meget for sit job, at han (efter eget udsagn) isolerer sig i lange perioder. Jeg har ikke lyst til mere påbegyndt men u-afsluttet selvudvikling. Jeg er ikke klar til endnu en omgang velbegrundet egoisme, som kræver, at jeg retter ind og forstår.

Det hjalp så heller ikke, at han beskrev sig selv ”dyb, nogle vil endog mene ekstrem dyb”, kaldte sin ven for ’kammi’, beskrev hvordan han tilbragte sidste sommer i en Tipi (wtf?!) i Sverige og sluttede sin uendelige mail af med at skrive, at jeg meget gerne måtte skrive, hvis jeg ”havde spørgsmål eller gerne ville vide mere”. Jeg skrev en høflig mail tilbage og takkede nej til både kaffe og yderligere oplysninger. Resultat? Jeg har nu modtaget en ny mail med overskriften ”Der blev du lige endnu mere interessant.”…

(Ps: Kan vi lige tage en snak om, hvorfor fremmede mennesker slutter deres mails med ’knus’ eller ’knus og varme tanker’? Det begriber jeg simpelthen ikke. Vi kender jo ikke hinanden. Men ikke desto mindre får det mig stadig til at føle mig som en sekretær på 62, når jeg så skriver tilbage og slutter med ’Med venlig hilsen.’)

Jeg elsker at læse næsten ligeså meget, som jeg elsker at skrive. Da jeg flyttede til Århus fik jeg lavet lånekort, før jeg valgte læge, og jeg er formentlig et af de eneste mennesker, der kan sit lånekortnummer udenad. Jeg holder mig updated på, hvilke bøger, biblioteket køber hjem, og har altid lagt reserveringer ind på mindst 5 bøger.

At bestille bøger hjem er lidt af en videnskab, men efterhånden har jeg lært at styre udenom de værste fælder, for der er ikke noget så træls, som at få mail om at en given bog er kommet hjem, cykle alt hvad man kan mod biblioteket med ’Yeeii!!’ i hele kroppen, for så at få udleveret lydbog. På svensk.

Derfor blev jeg i første omgang lidt træt, da jeg skulle hente Engle & Dæmoner (vil gerne læse den igen inden filmen kommer) og det viste sig, at jeg havde bestilt en illustreret udgave. Men hjemme ved os går vi stadig til Postiv, så jeg prøvede at sige til mig selv, at det kunne blive en anden og bedre oplevelse at læse om krypterede meddelelser og skjulte budskaber i billeder, når man samtidig kan se dem.

Det viser sig, at min hjerne ligner resten af mig: Den vil selv. Jeg responderer ualmindeligt dårligt på at blive udsat for visuelle stimuli, i hvert fald når inspirationen er hentet i børnebogsafdelingen. Side 5 er f.eks. bare et stort billede af den type fly, som vores helt bliver afhentet i, hvilket jeg har svært ved at se er meningsbærende for historien.

Alle billederne betyder, at bogen er 3 gange så tyk og 1½ gang så stor, som den normale udgave, og jeg føler mig som en idiot, når jeg med slagside slæber bogen ind i toget, og derefter har brug for hele bordet, fordi den er så tung, at jeg ikke har kræfter til at holde den i hænderne. Til gengæld er skriften så stor, at mine medpassagerer på den anden side af mellemgangen kan læse med.

Fandme godt at Postiv holder påskeferie!

Jeg er begyndt at strikke.

Er det ironisk, hvis jeg ikke bryder mig om, at andre bruger humor i ondskabens navn? Min far har altid lært mig, at man ikke må drille folk med noget, de ikke kan gøre for. (Undtagen gøglere. Dem må man håne for ALT. De skal bare smadres, verbalt såvel som fysisk, og påføres så meget lidelse som muligt. Eller.. Altså, det har han ikke direkte sagt. Men det mener han. Er jeg sikker på.) Nå, men anyway: Forleden så jeg et meget mærkeligt program; ”Grillet”. Det er noget med, at Jan Gintberg inviterer en kendt person og 8 af dennes ’venner’ i studiet, og så skal vennerne sige noget om aftenens gæst. Det skal åbenbart være ondskabsfuldt og modbydeligt, og hovedpersonen skal så sidde og se ud som om, han synes, det er sjovt.

Sådan noget forstår jeg simpelthen ikke. Hverken konceptet eller at folk stiller op. Det er helt tydeligt, at de 8 venner prøver at forarge seerne ved at være virkelig grove og ubehagelige, og det er ligeså tydeligt, at ofrene ikke synes, at det er spor sjovt at få latterliggjort hele deres karriere, personlighed og udseende. Alligevel sidder de der og smiler stift. Det skulle jo nødigt hedde sig, at man er selvfed eller ikke kan tage en spøg.

En ting er tv-programmer, som man selv vælger at stille op til, men helt generelt synes jeg, at det der med at servere fornærmelser og sandheder forklædt som jokes, er skidetarveligt. De sociale spilleregler gør det umuligt for os at reagere på det, der egentlig bliver sagt, og tvinger os i stedet til at lade som om, vi kan grine med af beskyldningerne. Sig det dog ligeud i stedet. For det kan godt være, at du kan få ram på mig, såre mig og fratage mig muligheden for at forsvare mig ved at lade som om, at det du siger, er for sjov. Men du fratager samtidig også dig selv muligheden for at få en forklaring eller en ordentlig, dybfølt undskyldning.

For ca. et år siden sad vi på hospitalet; min far i morfin og krøllet frotte, vi andre i chok og nystrøget angst. Lige nu sidder jeg i mine forældres stue og kigger ud på ham. Han sidder på min gamle dukkeskammel i sine blå overalls og maler plankeværk. På hovedet har han verdens største hørebøffer og i Ipoden en lydbog om mafiaen. Min mors skuldre er faldet på plads igen, og hun har tapeseret huset med påskeliljer og lavet mad i en uge. Om lidt henter jeg mine bedsteforældre, og min bedstefar har bekendtgjort, at han har tænkt sig at udvide sin cybermaskinpark, der i forvejen omfatter Skype, Netbank og Outlook, med Facebook. Min søster og hendes mand er lige på trapperne, og det føles som om, det er 1000 år siden, jeg har set dem.

I Århus og Holstebro har stormen lagt sig. Der er købt huse, skiftet jobs, fundet faste legekammerater og slægternes videreførelse er sikret. Der er stadig arbejde, der skal gøres, men de største omvæltninger er sket, og der er en underliggende stemning af afklarethed og langsom, men sikker fremdrift. Folk har det godt.

Solen skinner, jeg har fri i 5 hele dage, Vesterhavet er roligt og fuglene synger. Min barndoms arvefjende er lige gået forbi uden for. Hun er blevet fed.

Verden vender lige præcis som den skal.

I går læste jeg en artikel i Metroxpress om sangeren Karen, der lige har udgivet et nyt album. Interviewet handlede om, at man som kvinde mødes med fordomme om, at man er dum, hvis man ”ryster noget seriøs røv”. Karen synes, at det er ”skideirriterende at man ikke kan mene, at det er noget lort, at der ikke er ligeløn, bare fordi man går i stiletter” og er erklæret feminist, fordi ”feminisme er lig med humanisme”.

Jeg er lyshåret og arbejder i et fitnesscenter. Jeg ved godt, hvad hun mener. Jeg er bare efterhånden træt af, at mit eget køn altid skal spille ligestillingskortet, når vi ikke kan få det hele.

Jeg tror, at Beckham er dum som et bræt. Jeg tror ikke, at Søren Bregendal behersker andre ord, end dem han får udleveret på manuskript. Olivier Bjerrehus er ubetinget bedst tjent med at holde kæft og være smuk, og jeg har aldrig hørt Robbie Williams tude over at blive betragtet som mentalt blondt sexsymbol.

Forskellige brancher genererer forskellige fordomme. Hvis man ikke føler, at de passer på én, er det naturligvis afsindigt irriterende. Men that’s life. Du kan sgu da ikke tilbagevise en fordom på hele dit køns vegne, og det er præcist ligeså fordomsfuldt at påstå, at alle røvrystende kvinder i stiletter er medlemmer af Mensa, som det er at påstå, at de er dumme. Vi foretrækker bare den første fordom frem for den sidste.

For mig betyder ligestilling, at man – uanset køn – har mulighed for at gøre, hvad man vil, til den løn, man – uanset køn – selv forhandler sig frem til. Men det betyder så også, at man må tage de tæsk, der følger med, og ikke forsøger at slippe udenom ved at løbe rundt i røde strømper og vifte med sin brændende bh.

Hvis vi kvinder allerede som udgangspunkt kræver positiv særbehandling på holdningsfronten, så synes jeg at det klinger noget fladt, når vi råber ”ligestilling”. Også selvom vi gør det i stiletter.