”Jeg vil beskrive mig selv som grundig og vedholdende.”

Den der med, at brændte børn er afskyelige i ild? Ikke mig. Når det kommer til mænd, er jeg en dødbringende blanding af frygtløs og naiv. Jeg tror hver e-n-e-s-t-e gang på, at ham jeg står overfor vil mig det bedste, og jeg er ude af stand til at tage ved lære af mine erfaringer. Brandsår på alle 10 fingre? Det kan da ikke passe! Jeg prøver lige at hoppe HELT ind i bålet. Selvom det måske lyder uhensigtsmæssigt og masochistisk, så er det faktisk en indstilling, som jeg er sætter ret stor pris på. Bitterhed og kynisme er sygdomme, som jeg vil gøre meget for at undgå.

Derfor kom det lidt bag på mig, da jeg forleden fik datingmail, og faktisk diskvalificerede en mand, fordi han mindede mig for meget om finnen. Det var nyt. Og overraskende, fordi jeg, når jeg tænker på finnen, egentlig stadig synes, at det var en god tur, som endte på en ordentlig måde.

Det er klart, at man ser anderledes på hinanden, når man ikke længere er kærester, og jeg er sikker på, at hvis man ringede til mine gamle flammer, så kunne de lave en deprimerende lang liste over karaktertræk hos mig, som de ikke ligefrem elskede, da vi sås, og som de bagefter undrede sig over, at de kunne leve med.

Datingfyren sendte mig en mail på to sider – 2 sider! – om sig selv, og han skal ikke beskyldes for at lide af falsk beskedenhed. Hans opvækst, jobforløb, indstilling til politik og religion (jeg sagde det jo. To sider!), forhold til autoriteter, bevidsthed om egne stærke sider og syn på mænd og kvinder kunne være skrevet af finnen. Og jeg kunne bare lige mærke, at der har jeg været. Jeg har ikke lyst til at være sammen med en mand igen, der brænder så meget for sit job, at han (efter eget udsagn) isolerer sig i lange perioder. Jeg har ikke lyst til mere påbegyndt men u-afsluttet selvudvikling. Jeg er ikke klar til endnu en omgang velbegrundet egoisme, som kræver, at jeg retter ind og forstår.

Det hjalp så heller ikke, at han beskrev sig selv ”dyb, nogle vil endog mene ekstrem dyb”, kaldte sin ven for ’kammi’, beskrev hvordan han tilbragte sidste sommer i en Tipi (wtf?!) i Sverige og sluttede sin uendelige mail af med at skrive, at jeg meget gerne måtte skrive, hvis jeg ”havde spørgsmål eller gerne ville vide mere”. Jeg skrev en høflig mail tilbage og takkede nej til både kaffe og yderligere oplysninger. Resultat? Jeg har nu modtaget en ny mail med overskriften ”Der blev du lige endnu mere interessant.”…

(Ps: Kan vi lige tage en snak om, hvorfor fremmede mennesker slutter deres mails med ’knus’ eller ’knus og varme tanker’? Det begriber jeg simpelthen ikke. Vi kender jo ikke hinanden. Men ikke desto mindre får det mig stadig til at føle mig som en sekretær på 62, når jeg så skriver tilbage og slutter med ’Med venlig hilsen.’)