For ca. et år siden sad vi på hospitalet; min far i morfin og krøllet frotte, vi andre i chok og nystrøget angst. Lige nu sidder jeg i mine forældres stue og kigger ud på ham. Han sidder på min gamle dukkeskammel i sine blå overalls og maler plankeværk. På hovedet har han verdens største hørebøffer og i Ipoden en lydbog om mafiaen. Min mors skuldre er faldet på plads igen, og hun har tapeseret huset med påskeliljer og lavet mad i en uge. Om lidt henter jeg mine bedsteforældre, og min bedstefar har bekendtgjort, at han har tænkt sig at udvide sin cybermaskinpark, der i forvejen omfatter Skype, Netbank og Outlook, med Facebook. Min søster og hendes mand er lige på trapperne, og det føles som om, det er 1000 år siden, jeg har set dem.
I Århus og Holstebro har stormen lagt sig. Der er købt huse, skiftet jobs, fundet faste legekammerater og slægternes videreførelse er sikret. Der er stadig arbejde, der skal gøres, men de største omvæltninger er sket, og der er en underliggende stemning af afklarethed og langsom, men sikker fremdrift. Folk har det godt.
Solen skinner, jeg har fri i 5 hele dage, Vesterhavet er roligt og fuglene synger. Min barndoms arvefjende er lige gået forbi uden for. Hun er blevet fed.
Verden vender lige præcis som den skal.
Det var F….. det bedste blogindlæg jeg længe har læst! Tak!
Verden vender nemlig præcis som den skal – og jeg tør godt sige at vi kan læne os tilbage og slappe af en enkelt dag, i sikker forvisning om at verden godt kan passe på sig selv indtil vi er tilbage.
God påske putte.
Møz
Det er nemlig lige det den gør! Lad os spise et ekstra påskeæg på det, oven i købet nyde det og så ses til flere smil og mere hygge når du er i Århus igen!
Hils familien, pingvinerne og alle de andre børn i Bulderby!
Knus
Skide godt skrevet Linda!
Jeg har jævnligt fulgt din blog et stykke tid nu og nyder din sarkasme og din ærlige og humoristiske distancéren til verden og livet, men dette indlæg er helt klart noget af det bedste jeg har læst fra din hånd. Så det ser ud til alt er i kosmos 🙂
Tak for denne blog – dejlig, varm og livsbekræftende.
øhm – du må altså gerne lige advare om når du laver de her snøtfe, sentimentale indlæg så jeg kan nå at hente en klenex i tide….
Det var en rigtig dejlig og god dag, og det er altid hyggeligt når du vender kosten mod vestkysten:)Nyd nu resten af din ferie. Påskeknus Sus
og glædelig påske til dig 🙂 Skønt indlæg.
Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Jeg er helt rørt over dem og taknemmelig over, at I tager jer tid til at lægge dem.
God påske til jer alle.