Bloggen

For et par år siden læste jeg en bog af Michael Chrichton, der handlede om parallelunivers. Idéen er, at man simultant lever i en masse forskellige verdener, der eksisterer side om side. I én verden giftede man sig med Maerskkæresten, og lever nu som udstationeret karrierekone i Dubai. I en anden er man uddannet journalist og arbejder på Esbjerg Ugeavis. I en tredje fik man fondsmidlerne bevilget, og underviser i dag døve børn i et kloster i Manila. Forskellige versioner af mit liv; forskellige resultater af alle tænkelige udfald og konsekvenser af samtlige valg, jeg gennem tiden har stået over for. Skæbnen som hybrid af Sliding Doors og en tusindsporet motorvej.

Om det forholder sig sådan, og hvordan det i givet fald hænger sammen med alle andre mennesker og deres valg og motorveje, er jeg ude af stand til at vikle min hjerne omkring, men ind imellem får jeg alligevel en uklar fornemmelse af, at det må være sådan, tingene hænger sammen.

I dag, da overboen og jeg skulle ud, var mit visakort væk. I et hug blokeres al logisk tankevirksomhed, og man er ude af stand til at genkalde sig, hvem man er og hvor man sidst har brugt det fordømte kort. Da katastrofetankerne om Livet Uden Plastik Påsken Over havde lagt sig, kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg i et anfald af sommerkådhed brugte det i Paradis Is i går, og jeg startede derfor med at tjekke jakken, jeg havde på. Det var der ikke. Jeg tjekkede 5 gange. Uden held. Da overboen ringede på, blev hun mødt af hysterisk heks, der tvang hende til at tripletjekke lommerne på jakken. Hun måtte give mig ret. Det var der ikke.

Afsted til Paradis. Det var der ikke. For satan! Jeg skal med toget 500 gange i løbet af de næste 3 dage, hvordan fanden skal jeg betale?? Og mælk! Jeg mangler mælk! Hvor mange tomme flasker har jeg? Hvorfor – HVORFOR!!? – har jeg valgt en bank med nærmeste filial i Ringkøbing?! Satan og HELVEDE!!

Ok. Ro på. Roligroligrolig. Det er bare døde ting, 90 % af alle bekymringer viser sig ubegrundede, og det løser sig. En ting af gangen. Dyyybe indåndinger. Irritation og stress be gone.

Heldigvis viste det sig, at jeg i tidernes morgen havde været så forudseende at lægge nummeret til Spærreservice ind på mobilen.

Uheldigvis viste det sig så, at jeg i mellemtiden har skiftet bank. Pis.

Hjem. Tjekkede alle tænkelige bunker af breve og papir, gennemrodede lommerne på mine nyvaskede, våde jeans, pirkede i affaldsposen, endevendte sportstasken, kiggede under sengen, vendte vrangen ud på samtlige hættetrøjer og ledte i revnerne mellem sofahynderne.

Jeg fandt det i jakkelommen.

I går var jeg til en sygt fantastisk koncert med Tim Christensen. Vi kan ikke sige pæne ting nok om Tim. Sympatisk. Pæn. Jævnaldrende. Og så synger han – også live – med en stemme så glasklar og ren, at englene må misunde ham.

Koncertbilletten var min julegave fra min ex-sambo-veninde, og jeg var afsted med hende, hendes kæreste og nogle af deres venner. Min veninde og hendes kæreste er uhyggeligt sympatiske mennesker, og langt størstedelen af deres venner er derfor også er meget, meget nemme at holde af. I går røg vi så et led længere ud, idet en af vennerne havde medbragt en ven; vi ved nu, at selv gode kæder brister, hvis de strækkes langt nok ud.

Inden jeg mødte tredje leds-vennen, havde jeg fået at vide, at han er typen, der ikke anser det som et problem at køre bil, selvom han har fået så meget at drikke, at han kan afrime forruden ved at ånde på den. Lad mig bare sige, at jeg var let forbeholden. Det hjalp ikke på indtrykket, at han var spritstiv, da han kom. Eller at han hældte en hel kop kaffe ud over sig selv og bare sad og stirrede eftertænksomt på resultatet. Ej heller trak det op, da han bekendtgjorde, at han syntes, at Mads Langer skriver dybe tekster, eller da han med stor entusiasme fortalte om de 3 gange, han havde været til Love Parade. (Hans evindelige snøften skal selvfølgelig ikke – her i pollen højsæssonen – lægges ham til last.)

Jeg fandt ham med andre ord helt utrolig belastende. Som naturloven foreskriver, kastede han derfor al sin kærlighed på mig. Der var ’tilfældig’ arm-omlægning. Der blev budt op til dans. (Er den mail stadig ikke nået rundt? Jeg. Danser. Ikke.) Der var hoftebump og der-flyttede-jeg-mig-lige-og-HOV!-nu-står-jeg-meget-tæt-på-dig-igen. Og til sidst, da intet af ovenstående virkede, greb han til det ultimative våben: Stirring. Vedholdende, enerverende stir. Da Lene og Frank lavede Muren (som i parentes bemærket var en VM slutrunde værdig), slog han bare Distance-stir til. Havde han været en fremmed, ville jeg have fikseret ham med et flydende kvælstofblik og hvislet: ”Har jeg noget af dit!?”, men når det er venners venner, der ikke fatter et nej, hverken bøjet i neon, støbt i beton eller udtrykt gennem moderne dans, så ved jeg simpelthen ikke, hvordan man slipper ud af sådan en situation, uden at det bliver pinligt for alle. Heldigvis er vi efterhånden alle sammen voksne mennesker, så vi endte med at få løst problemet på en moden og konstruktiv måde.

Vi stak af.

Da jeg i sin tid var færdig på handelsskolen, var jeg kun 18 år. Jeg synes, at det var for tidligt at starte på en videregående uddannelse; ikke mindst fordi 3 år, hvor jeg som den eneste i min klasse ikke kunne stemme eller modtage SU, lige havde taget spidsen af lysten til at være mellem 3 og 5 år yngre end klassekammeraterne.

Jeg var ret afklaret med, at jeg gerne ville læse videre til journalist, så jeg skulle egentlig bare have tiden til at gå, mens jeg aldersmæssigt ventede på at indhente mine kommende medstuderende.

Som nogen måske husker fra tidligere indlæg, billeder eller 1994, var jeg ret rød dengang. Både på hennahåret og i politisk overbevisning. Da min mor meget bestemt havde vetoet et afrikansk Tvindprojekt, valgte jeg det næstbedste alternativ: En elevplads i The Body Shop.

Og jeg gik op i det. Jeg læste Anita Roddicks biografi og begravede mig i historien om kæden og produkterne. Jeg mærkede stoltheden svulme i brystet over at være en del af en organisation, der var imod testning på dyr, støttede lokale projekter i de fattigste dele af verden og virkelig lod til at mene det, når de sagde Fair Trade og Bæredygtig Samhandel. I min stue hang dystre billeder af syge testkaniner med betændte snuder og hårløse pletter i pelsen, side om side med anti-tortur-statements fra Amnesty og plakater af nogle Greenpeace hvaler, det også var synd for.

Beklageligvis bestod mit bidrag til klodens velbefindende i – non-stop – at vaske støv af mørkegrønne reoler samt at sidde i 40 grader varm kælder og fylde ildelugtende potpourri i små poser. Det tog 4 uger at kede idealismen ud af mig, og det eneste opløftende øjeblik var, da jeg som en del af en kampagne fik lov at trække i 2 meter høj, lilla plysdragt og jagte uskyldige mennesker op og ned af strøget, mens jeg forsøgte at stoppe flyers ned i halsen på dem.

I dag tolkede jeg så et oplæg om The Body Shop, og det mærkelige er, at jeg stadig har lyst til at forsvare idéerne. Som tolk er jeg altid neutral, hvilket jeg sjældent har problemer med, men i dag havde jeg VIRKELIG lyst til liiiige at byde ind og korrigere, når der var noget, de ikke havde fået helt rigtig fat på. (Med venlig hilsen Sandheden.) Og da snakken faldt på Anita Roddick, og en af deltagerne pludselig sagde: ”Jamen, hun er da død” gik jeg nærmest i baglås. Død?! Men… Nej! Det kan hun sgu da ikke! Og da slet ikke uden at jeg har hørt om det??

Hjem, google – og jo. Det kunne hun så godt. I 2007. Jeg var rystet. I 2007?! Hvad fanden lavede jeg i 2007?? Efter at have sundet mig, kom jeg i tanke om, at det var det år, jeg havde travlt med at være sur, selvcentreret, ulykkelig forelsket og fyret. Men stadig. Tænk at livet bare går videre derude, uanset om man følger med i det eller ej.

Det kunne sgu da godt lige have sendt en nyhedsmail med de vigtigste begivenheder i overskrifter.

Min status som netdater er ved at være 2 måneder gammel, og jeg er efterhånden en ret hard core powerdater, hvis jeg selv skal sige det. Øvelse gør mester, og jeg har snart drukket så mange kopper kaffe, at mit spiserør er foret med tjære, og gået så mange kilometer, at datingsiden bør hoste op med et par nye såler.

Det er hårdt arbejde. Hver eneste gang man modtager en henvendelse, synes jeg, at man skylder både sig selv og afsenderen at forholde sig til ham. Dog må jeg indrømme, at jeg grovsorterer. De bitre, de ordblinde og dem med de lamme profilnavne ryger direkte i skraldespanden. Det er muligt, at der gemmer sig bundreele, humoristiske mænd bag AceVentura, Svans76 og Badboy4life (der ’bar ik ka ha uretfærdihed’ hvilket selvfølgelig taler til hans fordel) – det bliver så bare andre kvinder end mig, der høster fordel af det.

Man skal også lære at sluge, at mænd, der ikke reagerer på ens egne henvendelser, faktisk stadig er on-line, og ikke (som man ellers havde foretrukket) pludseligt og uventet er blevet lykkeligt gift og derfor ikke har tjekket deres datingmail. (Venligst undlad at kommentere på distancerende brug af ’man’, Red.)

Med jævne mellemrum sker det heldigvis, at interessen er gensidig, og man aftaler at mødes live. Og så bliver det først RIGTIG hårdt, for det er ligesom at skulle gennemføre en jobsamtale, hvor man ikke helt er klar over, om man er arbejdsgiver eller arbejdstager. Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke kan holde ud at være på mere end en date om ugen. Hele seancen med at skulle fremmane den bedste version af sig selv, og igennem alle de obligatoriske spørgsmål om opvækst (Esbjerg. Og nej. Det lugter ikke af fisk. Det lugter af penge), job (nej, tegnsprog er ikke internationalt, og jeg har ingen døve i familien) og fritidsinteresser (8-10 timer om ugen. Jo, det er hårdt. Men det er jo ligesom det, der er pointen..) bliver simpelthen for maskinel og mekanisk, hvis den skal gennemføres for ofte.

Det ALLERværste er, hvis man allerede, når man drejer om hjørnet, tænker: ”Hvor overbevisende kan jeg fake et epileptisk anfald?” Det er næsten ikke til at holde ud at skulle lave hele salgstalen for en køber, som man hellere vil brænde bygningen ned til grunden end at sælge til.

Men når alt det er sagt, er det faktisk ret sjovt at møde så mange nye mennesker, og det føles godt at gøre noget aktivt for at finde ham, det skal være. For han må vel være derude et sted?

Først troede jeg, at jeg var ved at få influenza. Så troede jeg, at det var en depression. Nu er det gået op for mig, at det er pms. For ikke at skulle bladre febrilsk rundt i “Mor, jeg er syg” hver eneste måned, skriver jeg derfor en huskeseddel til mig selv, som jeg fremover kan tage frem og bruge som tjekliste.

Linda, det er bare pms, når:

– du vågner, og alle dine led er så ømme og stive, at du må udøve hjemmehjælp på dig selv for overhovedet at komme ud af sengen.
– du føler dig som et badedyr, nogen har pustet lidt for hårdt op, og derfor ikke længere går, men vralter.
– du kigger i spejlet og en pizza stirrer tilbage på dig.
– det virker fuldstændig uoverkommeligt at skulle tjekke en togtid på nettet.
– du synes, at du ligeså godt kan lukke bloggen og opsige dit instruktørjob, fordi du er uinspirerende, ligegyldig og intetsigende.
– du hele tiden har en lille bitte smule lyst til at begynde at græde.
– du virkelig ærgrer dig over, at du er på arbejde, så du ikke kan slippe afsted med at sparke højrøvet møgtøs HÅRDT, lige midt på skinnebenet, hvor det gør allermest herre-nas.

I morgen ser det hele anderledes ud (ikke? Sig nu jo!), og derfor vil jeg skynde mig at springe i skrinet, så det kan blive i morgen i en fart.

Det er vist også noget med, at det snart er påkrævet med en update på datingfronten…

Nogen gange ville jeg ønske, at der var flere timer i døgnet og flere dage i ugen. Nå vi fratrækker tiden, der går til hhv. arbejde, træning og andet voksensnask, så er jeg i bekneb for vennetimer. Jeg har de mest fantastiske venner i verden og alt, alt for lidt tid til at se dem. Udover dem, man allerede er så heldig at have, kommer der også med jævne mellemrum nye til. Det kræver tid at lære hinanden at kende, og hvis man ikke lige ser hinanden dagligt, fordi man læser eller arbejder sammen, er det svært at opbygge og fastholde den fortrolighed, et godt venskab kræver. Jeg kan bare ikke lade være med at prøve, for det ville være så ærligt ikke at samle det guld op, som livet smider for fødderne af dig.

En slags niche indenfor venskab er venindernes veninder. Dem, jeg kun ser en gang om året, når vi mødes over boller og lagkage. Der er også nogle fabelagtige piger imellem, som jeg – hvis tiden tillod det – ville forsøge at befriend’e. Hvert år formår vi, imponerende nok, at lukke et hul på 365 dage og bare snakke videre, som om det var i sidste uge vi sidst sad bænket om bordet.

Alt for mange gode mennesker og alt for lidt tid. Man burde have mulighed for at tage orlov for at pleje og opdyrke venskaber.

Nåede du heller aldrig i biografen og se Mamma Mia? Havde du også havde tænkt, at du ville, men kom aldrig afsted? Har du også hørt alle folk sige, at den skulle være helt fantastisk?

Ja?

Nå, men ’alle’, ik? De er bare FUCKING fulde af løgn!!

Jeg har aldrig – ALDRIG – set så skabet en film, så elendigt skuespil og så jammerligt et plot. I forsøget på at få stampet flest mulige sange ind i filmen, var flere af scenerne var så løsrevne og ude af kontekst, at de var direkte meningsforstyrrende, og de danske undertekster gav mig lyst til at undskylde på hele tolke- og translatørfagets vegne. (’You can dance, you can dance, having the time of your life’ = ’Du kan danse, du kan danse, feste for fulde hørm.’ ’For fulde hørm’??! Ajmenforsatan!!).

Der var old, naked people making out. Der var Meryl Streep i den mest belastende smækbuks i filmens historie. Pierce Brosnan i overanstrengt halsmuskel og brølesang. Alt, ALT for meget slowmotion. Og hvis jeg var instruktør og skulle lave en musical, tror jeg, at jeg på listen over ’skuespillerkvalifikationer’ som minimum ville have anført (og jeg tænker bare højt nu): ‘Sangstemme, der ikke får publikums ører til at bløde’.

Den eneste forklaring, jeg kan finde på, at alle insisterer på, at filmen er så god, at de ser den mindst en gang om ugen, er at de føler sig så snydt over at have spildt penge på at se den, at det eneste, der kan hjælpe bare en lille bitte smule er, hvis andre kan narres til at lide samme kranke skæbne.

3 grunde til at Linda ikke skal vinde X-faktor:
1) Alt for overdrevet brug af vindmaskine ved optræden.
2) Færøerne HAR fået. (Gad vide, hvad Gudrun laver i dag?)
3) Strafpoint for forsøg på emotionel afpresning ved overeksponering af tandfe-datter (selvom jeg må indrømme, at hun ER kær).

3 grunde til at Mohamed ikke skal vinde X-faktor:
1) Martin + solarium + bedre garn = Muhammed. Det har vi set. (Og nu vi er ved det: Hvor er HAN i dag? Ved at indspille en duet med Gudrun?)
2) Hvordan skal han nogensinde finde ud af skabet med hele Danmarks øjne rettet imod sig?
3) Han er 15. Han får aldrig lov at finde ud af, hvem han i virkeligheden er, hvis han vinder.

3 grunde til at Alien Beat Club skal vinde X-faktor:
1) Det virker som om de hver især har integritet nok til at bevare dele af deres egne personligheder, selvom underholdningsbranchen sætter tænderne i dem.
2) Jeg elsker deres lyd, og de er sgu altid så glade.
3) Definitionen på dansk succes: Når de undertippede outsidere tager røven på alle. We love it.

Ved I, hvad jeg synes, er rigtig ærgerligt? At man ikke inviterer mere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i løbet af en uge, jeg sender eller modtager en sms, der indeholder ordene ”Vi skal også snart finde ud af noget”. Til gengæld kan jeg sagtens holde styr på antallet af konkrete invitationer med præcis angivelse af tid og sted; både med mig i rollen som vært og gæst.

Jeg ved godt, at det er et kompromis. En slags fjernomsorg og forsikring om ønske om fortsat venskab, selvom tiden er knap. Men dagene går, og jo længere der er i mellem de konkrete aftaler, jo sværere bliver det at overskue at lave dem: Det er nemmere at hænge ud med folk, der er updatede på, hvad der foregår i dit liv, end at skulle gå 2 måneder tilbage i tiden for at ajourføre lytterne og dermed give dem en chance for at forholde sig til det, du egentlig har brug for at snakke om.

Jeg processuerer de store ting i livet ved at fortælle om dem. For hver gang jeg får lov at fortælle en svær historie, sliber jeg kanterne, indtil jeg en dag opdager, at jeg ikke længere skærer mig på den. Den har mistet sin betydning, og i de tilfælde kan det virke næsten uoverskueligt at skulle gå tilbage til første kapitel i en bog, jeg for længst har afleveret.

Men det kan ikke hjælpe! Hvis noget er vigtigt nok, må man prioritere det, og tid er ikke noget jeg får; det er noget jeg tager mig. Mine venner er den familie, jeg selv har valgt, og direkte adspurgt vil jeg hellere brække begge arme 4 steder og svømme til England (kald mig bare Lille Henrivende Linda) end at miste dem til hverdag og dårlig planlægning. Det har jeg tænkt mig at fortælle dem næste gang, jeg ser dem. Måske engang i næste uge?

Er lidt presset på tid, så jeg vil bare videregive et godt råd, jeg hørte idag, til hvordan man undgår dumme misforståelser i sin daglige kommunikation:

“Det vigtigste er faktisk at være ærlig; simpelthen at sige det lige ud af busken.”