Right next to the wrooooong one.

I går var jeg til en sygt fantastisk koncert med Tim Christensen. Vi kan ikke sige pæne ting nok om Tim. Sympatisk. Pæn. Jævnaldrende. Og så synger han – også live – med en stemme så glasklar og ren, at englene må misunde ham.

Koncertbilletten var min julegave fra min ex-sambo-veninde, og jeg var afsted med hende, hendes kæreste og nogle af deres venner. Min veninde og hendes kæreste er uhyggeligt sympatiske mennesker, og langt størstedelen af deres venner er derfor også er meget, meget nemme at holde af. I går røg vi så et led længere ud, idet en af vennerne havde medbragt en ven; vi ved nu, at selv gode kæder brister, hvis de strækkes langt nok ud.

Inden jeg mødte tredje leds-vennen, havde jeg fået at vide, at han er typen, der ikke anser det som et problem at køre bil, selvom han har fået så meget at drikke, at han kan afrime forruden ved at ånde på den. Lad mig bare sige, at jeg var let forbeholden. Det hjalp ikke på indtrykket, at han var spritstiv, da han kom. Eller at han hældte en hel kop kaffe ud over sig selv og bare sad og stirrede eftertænksomt på resultatet. Ej heller trak det op, da han bekendtgjorde, at han syntes, at Mads Langer skriver dybe tekster, eller da han med stor entusiasme fortalte om de 3 gange, han havde været til Love Parade. (Hans evindelige snøften skal selvfølgelig ikke – her i pollen højsæssonen – lægges ham til last.)

Jeg fandt ham med andre ord helt utrolig belastende. Som naturloven foreskriver, kastede han derfor al sin kærlighed på mig. Der var ’tilfældig’ arm-omlægning. Der blev budt op til dans. (Er den mail stadig ikke nået rundt? Jeg. Danser. Ikke.) Der var hoftebump og der-flyttede-jeg-mig-lige-og-HOV!-nu-står-jeg-meget-tæt-på-dig-igen. Og til sidst, da intet af ovenstående virkede, greb han til det ultimative våben: Stirring. Vedholdende, enerverende stir. Da Lene og Frank lavede Muren (som i parentes bemærket var en VM slutrunde værdig), slog han bare Distance-stir til. Havde han været en fremmed, ville jeg have fikseret ham med et flydende kvælstofblik og hvislet: ”Har jeg noget af dit!?”, men når det er venners venner, der ikke fatter et nej, hverken bøjet i neon, støbt i beton eller udtrykt gennem moderne dans, så ved jeg simpelthen ikke, hvordan man slipper ud af sådan en situation, uden at det bliver pinligt for alle. Heldigvis er vi efterhånden alle sammen voksne mennesker, så vi endte med at få løst problemet på en moden og konstruktiv måde.

Vi stak af.