For et par år siden læste jeg en bog af Michael Chrichton, der handlede om parallelunivers. Idéen er, at man simultant lever i en masse forskellige verdener, der eksisterer side om side. I én verden giftede man sig med Maerskkæresten, og lever nu som udstationeret karrierekone i Dubai. I en anden er man uddannet journalist og arbejder på Esbjerg Ugeavis. I en tredje fik man fondsmidlerne bevilget, og underviser i dag døve børn i et kloster i Manila. Forskellige versioner af mit liv; forskellige resultater af alle tænkelige udfald og konsekvenser af samtlige valg, jeg gennem tiden har stået over for. Skæbnen som hybrid af Sliding Doors og en tusindsporet motorvej.
Om det forholder sig sådan, og hvordan det i givet fald hænger sammen med alle andre mennesker og deres valg og motorveje, er jeg ude af stand til at vikle min hjerne omkring, men ind imellem får jeg alligevel en uklar fornemmelse af, at det må være sådan, tingene hænger sammen.
I dag, da overboen og jeg skulle ud, var mit visakort væk. I et hug blokeres al logisk tankevirksomhed, og man er ude af stand til at genkalde sig, hvem man er og hvor man sidst har brugt det fordømte kort. Da katastrofetankerne om Livet Uden Plastik Påsken Over havde lagt sig, kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg i et anfald af sommerkådhed brugte det i Paradis Is i går, og jeg startede derfor med at tjekke jakken, jeg havde på. Det var der ikke. Jeg tjekkede 5 gange. Uden held. Da overboen ringede på, blev hun mødt af hysterisk heks, der tvang hende til at tripletjekke lommerne på jakken. Hun måtte give mig ret. Det var der ikke.
Afsted til Paradis. Det var der ikke. For satan! Jeg skal med toget 500 gange i løbet af de næste 3 dage, hvordan fanden skal jeg betale?? Og mælk! Jeg mangler mælk! Hvor mange tomme flasker har jeg? Hvorfor – HVORFOR!!? – har jeg valgt en bank med nærmeste filial i Ringkøbing?! Satan og HELVEDE!!
Ok. Ro på. Roligroligrolig. Det er bare døde ting, 90 % af alle bekymringer viser sig ubegrundede, og det løser sig. En ting af gangen. Dyyybe indåndinger. Irritation og stress be gone.
Heldigvis viste det sig, at jeg i tidernes morgen havde været så forudseende at lægge nummeret til Spærreservice ind på mobilen.
Uheldigvis viste det sig så, at jeg i mellemtiden har skiftet bank. Pis.
Hjem. Tjekkede alle tænkelige bunker af breve og papir, gennemrodede lommerne på mine nyvaskede, våde jeans, pirkede i affaldsposen, endevendte sportstasken, kiggede under sengen, vendte vrangen ud på samtlige hættetrøjer og ledte i revnerne mellem sofahynderne.
Jeg fandt det i jakkelommen.
En anden jakke?
Nej. Den selvsamme. Min konklusion må derfor være, at kortet midlertidigt har opholdt sig i en anden parallelverden.
🙂
. . det samme – som at åbne køleskabet og tjekke om der mon ER kommet mælk, siden man tjekkede sidst!?
parallel verden . . hmmmmm!