Nej, nu må jeg bede om mine himmelblå!
Kender I det med at tage sig selv i pludselig at tale utrolig jysk? Og – beklageligvis – ikke for sjov? Sker ofte for mig, når jeg taler med lidt ældre folk eller lærere på teknisk skole. I don’t know why. Finnens bud (- for han gør det nemlig også) er, at man gør det, når man taler med folk, som man er bange for kunne synes, at man er højrøvet eller spiller Kong Klog.
Men der er sket yderligere udvikling og desværre til det værre. Jeg bliver nu med jævne mellemrum besat af 52-årig klæbeånd fra 1948. Ud af min mund kommer ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg havde i mit ordforråd. Eksempel? Here you go: Talte med min mor idag, og da jeg skulle fortælle om vennepar, som ikke har opdaget, at vejen til Århus ikke er ensrettet, og at togene faktisk kører begge veje, kommer følgende ud:
“Ja, de er desværre ikke så flinke til at komme på besøg.”
‘Så flinke’?!! Hvad er det?!?! *Smiley-der-stiller-sig-helt-uforstående-overfor-nyerhvervet-efterkrigssprog*
What are you doing right now?
Jeg har efterhånden bøjet mig og erkendt, at også jeg er Facebookfan. Jeg gider ikke alle de obskure grupper og tests, og jeg forstår ikke de der dyr, man åbenbart kan have. Trods alt er flertallet derude liiige gamle nok til at stadig at lege med Tamagotchier (når andre kigger) – men når det er sagt, så kan jeg godt lide, at folk skriver lidt om, hvad de render og laver. Det giver en rar fornemmelse af stadig at kunne følge lidt med i deres liv, selvom tiden er knap og der mest er tid til cyberkaffe.
Jeg synes imidlertid, at der trænger til at blive strammet op på reglerne for, hvad vi skriver som newsfeed. Har f.eks. flere gange siddet tilbage med dårlig samvittighed og skulet til min kaffekop, når jeg rammer “Hvornår har du sidst fået målt dit blodtryk?” Gider heller ikke rigtigt, når folk plastrer for meget ynk på skærmen. Trods alt er nogle af ‘vennerne’ derude mennesker, jeg kender fra professionelle sammenhænge, og da det samme må gælde modsat, kan jeg undre mig over, at de vælger at være SÅ private. Jeg bliver nærmest lidt forlegen på deres vegne. Meget interne meldinger duer heller ikke. “X tæller ned.” Jamen, så skriv dog til hvad! For det er vel en slags uskrevet regel, at man ikke spørger for meget ind til det derude? Eller hvad? De kunne jo lade være med at skrive det, hvis man ikke måtte vide noget om det….
Er der flere?
Lavt tyngdepunkt og ikke-eksisterende selvironi.
Nå, men hvor meget tror I, jeg hader at sætte mig på stole, der braser sammen? Ret meget, faktisk. Havde det ikke været for mine muskuløse (men dog så slanke) lår, havde jeg ligget på gulvet og rodet rundt sammen med Pindebrænde Formerly Known As Chair. Så kunne jeg selvfølgelig ved samme lejlighed have samlet min værdighed med op.
Må hårde straffe ramme:
– folk, der griner, når man står der i ufrivillig squat.
– Ikeas fabrikanter i østlandene.
– folk, der kommer med fat-jokes, når man med røde kinder
står og kigger på resultatet af Røv vs Stol.
– folk, der ikke samler lortet ordentligt! (-og jeg ved, hvem I er….)
Det er kun sjovt, når det sker for andre. Hvor tit skal jeg sige det?
Udtrykker jeg mig uklart?!
Sidste efterår fik jeg, efter i to år at have rodet rundt i noget, der hverken var fugl eller fisk, nok. Efter i ubegribeligt lang tid at have accepteret dårlig indflydelse, dårlig opførsel og dårlige undskyldninger, kom jeg til sidst i tanke om, at man ikke kan bevæge sig væk fra noget, så længe man har fødderne sømmet fast på korset. Jeg lånte en knibtang, did what I had to do og gik min vej.
Jeg tog ikke selv kontakt. Jeg frabad mig kontakt. Jeg undlod at respondere, når den alligevel blev taget. Jeg kom videre og blev glad igen. Alt var sådan set som det skulle være – indtil hans kæreste tog kontakt. Til mig. På det tidspunkt var jeg så meget et andet sted i mit liv, at det faktisk føltes som en film, jeg havde set, når jeg så tilbage. Efter at have bedt dem om selv at løse deres issues, fulgte først kaos, mails og sms’er med bønner om ikke at afsløre noget og derefter velsignet stilhed.
Nu er de flyttet langt, langt væk, og jeg tænker sjældent på ham. Han er et kapitel i min historie; det kan jeg ikke ændre på. Og det er ok. Bogen kan rumme historien om ham. Han er en del af min fortid, og det er der, han hører til.
Derfor bliver jeg meget, meget træt, når jeg tænder min computer her til morgen, og der er mail fra ham.
Nogen mennesker giver fandme bare aldrig op!
Av.
Når du stikker snuden frem, risikerer du, at nogen slår dig over den. Når du skriver et sted, hvor andre kan læse det, og du ikke kan lade være med at mene noget om alt, hvad du ser, føler, hører og oplever, så må du forvente, at andre forholder sig til det.
Det troede jeg egentlig, at jeg havde tænkt igennem. Det troede jeg, at jeg var ok med.
Et sted herude i cyber har jeg skrevet et indlæg, som jeg selv synes er holdt i en sober og humoristisk tone. En anonym læser har lagt en kommentar. En meget vred, hånlig og ret personlig kommentar.
Det var jeg så ikke helt.
Det skal jeg da ha!!
Jeg synes ikke, at jeg er et særlig materialistisk menneske, og jeg gider egentlig ikke rigtigt at have mere, end jeg har brug for. Jeg synes, at store huse med mange værelser er kolde og uhyggelige, og hvis mit tøjskab er for crowded, får jeg klaustrofobi. Derfor har det overrasket mig meget, at jeg den seneste uge har udviklet en form for forbrugsfeber. Jeg har set 3 ting, som jeg så gerne vil have, at jeg drømmer om dem om natten. (Altså faktisk 4, men en Audi TT ligger lidt på linje med at ønske sig evnen til at flyve eller gøre sig usynlig, så jeg lever med mit savn.)
På 3. pladsen finder vi et par kortskaftede, røde bedstemorstøvler fra Billi Bi, der kan knappes ned. Ualmindeligt fine, men da der er hæl på, siger jeg til mig selv, at jeg nok ikke får dem brugt. (Jo jeg gør, jojeggørJOJEGGØR!!) 2. pladsen indtages af et par langskaftede støvler – i sølv. Sølv går til ALT, så her forsøger jeg at bekæmpe min købelyst med argumentet om, at da man immervæk ikke ser mange sølvkøer rundt omkring på markerne, er materialet næppe særlig velegnet til vintervejr (-som jo er et stort problem i DK. Permafrost og lavineskred til højre og venstre.) Men på 1. pladsen… Åh, på 1. pladsen…
En mininote! Jeg bliver helt tør i munden af længsel, når jeg tænker på den. Så så man lige mig sidde i diverse busser og blogge. ”Hvor er Linda?” ”Hun sidder og venter på Hadsten Station.” ”Nå? Men hun er da online?” ”Mininoten, du.” *smiley-der-nikker-anerkendende/imponeret/misundelig* Slut med at kede sig i sine mellemtimer. Ikke flere lange samtaler over sms.
ÅH, JEG VIL HA! Og så kan man få den i lyserød! Men jeg har. Ikke. Råd. Slut.
(Hvis nu jeg ender med at finde en løsning, der ikke involverer enten en flise eller et webcam, er der så nogen, der har gode/dårlige erfaringer med de forskellige mærker?)
Tak for i dag.
Tilbage i sadlen og det gjorde godt. Havde på forhånd været lidt nervøs for, om mit tegnsprog havde forladt mig, men bortset fra en helligdag hist og en løbemaske pist kan jeg vist godt være dagens præstation bekendt. Kunne dog godt have undværet seriøst anfald af hikke, da jeg stod i bunden af kæmpeauditorium med hænder og hjerne på fast forward.
Kan godt mærke, at jeg lige skal op i gear igen. Er træt nu på Vær Lige Stille!-måden, så jeg tror, at jeg vil hente mig en kop kaffe, gå i vatter og på pauseskærm for idag. Godnat derude – hvor end I er.
Jeg glæder mig i denne tid.
Kan læse på diverse blogs rundt omkring, at Nårsårerne er ved at gruppere sig og lave bannere med hadefulde udsagn om julen. Jeg vil straks fly højtiden til undsætning og erklære den min uforbeholdte kærlighed. Tillad mig nedenfor at forsvare julen og liste et lille udpluk af de mange ting ved den, jeg holder af:
* Det er jo ikke julens skyld, at forretningerne starter med at sælge nisser i september. Og helt ærligt: Gør det så meget? Der er jo alligevel ingen mennesker, der køber dem endnu. Der er vel ikke mere grund til at hidse sig op over julehylden end over hylderne med Dancakes og fiskekonserves?
* Alting er så pænt i lyskæder og snefnug.
* Pebernødder. Ammenam!
* Gløgg. Varm rødvin som man bliver helt ulden og hyggesløv af.
* Mulighed for at bruge penge med god samvittighed. Gaver til andre rangerer på højde med medicin: Det er uselvisk og nødvendigt, og tæller derfor ikke.
* Der er dømt undtagelsestilstand i hele DK. Alle kommer lidt for sent pga. vejret og tager sig tid til en ekstra kop kaffe, fordi der er lang tid til vi ses igen – og vi når alligevel ikke at blive færdige inden jul.
* At pynte juletræ, at indhalere guldglimmer og at tænde adventskrans er hyggeligt.
* To ord om julefrokoster: Free fun! Hvis man springer snapsen over hver anden gang, er man sikret første klasses underholdning hele aftenen og de næste mange uger med.
Der er en vis poetisk retfærdighed i, at de mennesker, der hader julen allermest, selv er med til at få den til at fylde ved at begynde at trashe den allerede. 1:0 til mig og nisserne.
Meeeeerry x-mas. MUHOHOHOOO!
På flugt med svejseapperat og dårligt tv.
Det har været en … interessant nat. Først stjal jeg mit combatprogram tilbage og stak af fra min mor, som havde konfiskeret det. Klip til mig, der opholdte mig i kæmpe rigmandsvilla, hvor jeg blev jagtet af utrolig vred, autonom pige. Herefter flyttede jeg i kollektiv, komplet med urtethe og bollerum. Og endelig befandt jeg mig på en havn, hvor jeg skiftevis flygtede fra rabiesbefængte dyr og arbejdede på et skibsværft. Min opgave her bestod i at svømme rundt i havnen, iført blå Adidas badedragt, og ved håndkraft vende store coastere (alle blå. Nogen ved Maersk marketing er så absolut deres løn værd!) og svejse stålwirere på boven. En slags aqua-marin udgave af Flashdance.
Hvad er der i de piller?!?
(Ps: Kom til at se ti minutter [et kvarter, Red.] af Glamour igår. Hvis jeg ender med at blive afhængig af den usle møgserie, er harakiri eneste tilbageværende mulighed for frelse.)