Bloggen

Hvem er det, der har glemt at sende ”Hold nu KÆFT!”-mailen til Anne Mette Rasmussen?

Det, hun er, er hun i kraft af sin mand og hans job, hvilket er sooooo 1950. Fru Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Som pædagog er hun vel det eneste tilnærmelsesvist røde indslag i det Fogh’ske hjem, både når det gælder politik og privatøkonomi. Og det er da dejligt for dem, at de har råd til, at hun kan sige sit job op for at hellige sig dansen og sin brevkasse, men for at komme fra hjemmegående husmor til politisk orakel, der udtaler sig om både finanskrise og manglende kvalitet på landets folkeskoler, mangler jeg da lige en mellemregning eller to?

Ja, vi lever i et frit land og ja, folk må sige, hvad de vil. Men hun ER stadig gift med statsministeren, og det virker urimelig tåbeligt, at hun udtaler sig – spejlblankt – om ting, der falder ind under hans arbejdsområde. At sige, at hun ikke “gider høre mere om finanskrisen”, for ’hvor er den?’ (Danfoss, Velux og resten af byggebranchen har ringet, Anne Mette) og at “hele ånden er anderledes på privatskoler: Lærerne bekymrer sig mere om eleverne og tager tingene mere alvorligt” er så respektløst overfor størstedelen af den danske befolkning, at jeg ikke kan fortænke Fogh i at have lyst til at sy munden sammen på hende (hvilket dansepartneren Thomas Evers sikkert ikke ville protestere voldsomt imod…).

Hun minder mig om de gamle koloniherrers fruer, hvis liv bestod af 5 o’clock tea og velgørenhedsarrangementer, og som hverken forstod eller interesserede sig for livet og forholdene blandt de slaver, som gjorde deres driverliv muligt.

Er det hævn for den med rundkredspædagogikken?

Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer det, men jeg skal holde mig til at handle de steder, jeg plejer. Netto, Føtex og Irma: Ja tak. Super Best, Fakta og Kvickly: Nej tak. Forsøgte i dag at spare tid ved at købe ind i et af de falske supermarkeder, fordi jeg cyklede lige forbi det, og det går bare ikke. Ud over at have helt forkerte varer, er disse oven i købet helt forkert placeret, så efter at have bevæget mig igennem butikken som GPS forstyrret edderkop, på kryds, på tværs og på kryds igen, kom jeg ud med halvdelen af, hvad jeg skulle bruge. Alligevel har jeg betalt det samme, som jeg ville være kommet af med i en af mine egne butikker for the full monty, fordi jeg til sidst opgav at finde produkter, der svarer til, hvad jeg plejer at bruge og i afmagt bare greb, hvad der stod først for.

Jeg håber, at min halalslagtede kylling smager godt sammen med de biodynamiske rødbeder. Uden ris. Hvis ikke, kan jeg heldigvis børste den grimme smag væk med min nye supertandpasta, som fjerner så mange forskellige ting, at den vist skal være i godt humør for ikke at tage tænderne med.

Jeg er 1,80, og to af mine bedste venner hedder Nike og Peak Performance. Jeg er relativt praktisk anlagt, og hver eneste dag byder på enten cykelture i de forblæste århusianske alper eller træning med dertilhørende facial aquaplaning. Jeg burde med andre ord ikke elske dullegrej og glimmer helt så højt, som jeg gør.

Måske er det fordi man ALTID kan finde noget, man har lyst til at købe, også selvom man har tyk-dag. Man behøver ikke stå i 1000 km kø, binde sko op eller vride sig ud af sine jeans for at prøve det. Og da det her jo heller ikke sker af sig selv *Ricky-Lake smiley, der peger på sit ansigt og knipser ’girlfriend!’-agtigt*, tæller det ikke at bruge penge på make up.

Så lørdag kunne man se to post trænings-trætte og brunch-lade kvinder, 30+, nærmest angribe hyldesektion i Magasin. Begejstringen ville ingen ende tage, før den ene (med negle malet i 4 forskellige nuancer af pink, og snuden begravet i lyserød pudderkvast) pludselig siger til den anden (med overlæbe iført Tropical Bling og underlæbe i Celebrity Meltdown): ”Vi er ikke for gamle til den her reol, vel?”

Pause. Jeg ER jo fyldt 30. For længst. Det er bare det, at jeg indeni jo stadig er klar til at sidde bagpå Thomas, så vi kan nå i kiosken i 12’eren. Indeni er det stadig sjovt at tegne øjnene op med blå kohl og danse foran spejlet til Cut’N’Move, inden vi tager til Guldagerfest og drikker os stive i kirsebærvin og Mikado. Hun ser lidt anderledes ud, hende jeg sminker i dag, men hun FØLER sig ikke anderledes.

Man har på den anden side heller ikke lyst til være gammel og kikset….

Nahh!! Glimmer er det nye sort, og det er VIGTIGT, at man ikke gør sig ældre, end man er.

Vi kan jo altid gå et bling-niveau ned, når vi fylder 50…

En ny Tøndersag er på vej i Vejle, og Fritzl har fået livstid. Verden er sindssyg. Når jeg læser om de sager, blokerer min hjerne, og jeg er ude af stand til at fatte omfanget af uhyrlighederne. Lige meget hvor mange gange jeg læser sætninger som ’spærret inde i en kælder i 24 år’ og ’lånt sine børn ud til sex med andre voksne’ er det bare ord, der står placeret efter hinanden, som jeg hverken kan hægte indhold eller betydning på.

Fritzl ’skammer sig’. Og det ved vi jo alle er løgn, for skam er noget, du føler, når du ved, at du har gjort noget forkert. Tvungen fortrydelse og at sige, at man er ked af det, når man er blevet taget på fersk gerning tæller ikke, for det eneste man reelt er ked af er, at man er blevet opdaget.

Jeg tænker meget på børnene i sagerne, og på hvordan de nogensinde skal kunne bygge et nyt liv oven på så bundråddent et fundament. Jeg tænker på betydningen af begrebet tilgivelse, som ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre. Specielt når man skal give den til folk, man stadig er nødt til at have i sit liv.

Engang troede jeg, at tilgivelse var det punktum, man satte, når man var færdig med at være vred eller såret. Et signal til gerningsmanden om, at sagen var lukket og banen var fri. Men efterhånden som årene går, finder jeg stille og roligt ud af, at når noget gør så ondt, at det kræver tilgivelse, når det forulempes, så kan man ikke bare lukke døren til det for good. Uanset hvor meget man beslutter at lægge misgerningen bag sig, uanset hvor oprigtigt, der angres, stikker den stadig hovedet frem på de mest ubelejlige tidspunkter, farver både holdning og handling og lokker med martyriumens kors, hvorfra man skal hænge og dømme både levende og døde.

Tilgivelse er en beslutning om at prøve at kigge frem, også når det gør så ondt, at vreden og ønsket om retfærdighed truer med at æde din forstand. Paradoksalt nok er det ofte skadesvolder, der trygler om den, men skadeslidte der har brug for den. Nag lænker dig til fortiden, og selvom det kan være svært at give slip, fordi det virker, som om du lader synderen slippe ustraffet, så er alternativet værre: For hver eneste dag, du holder fast, forærer du ham endnu en dag af dit liv.

Min tatovør er langtidssygemeldt. Det betyder, at jeg til optegning af mine tatoveringer kan vælge imellem:

a) Psychobitch fra helvede, der ligner en alkoholiker med svære abstinenser, og altid har en smøg i kæften, når hun arbejder.

b) HA’s faste mand, som ligenu kører med 15 måneders ventetid, fordi hele White Pride forsøger at konvertere deres AK 81 medlemskaber.

Jeg tror bare, at jeg venter til Klaus er tilbage.

Om meget kort tid har jeg weekend for første gang i en måned. W-e-e-k-e-n-d! To x 24 timer, hvor jeg kun skal rare ting, jeg selv har planlagt. Jeg føler mig som det rigeste menneske i verden. Faktisk starter det allerede lidt i dag. I et anfald af forårskådhed, havde jeg sagt ja til at tage en times morgenspinning for knæskaderamt kollega, og det ER da nærmest umuligt ikke at blive i godt humør, når man cykler frem og tilbage i solskin og fuglekvidder (og med blå stænger, fordi det trods alt viser sig stadig at være liiiiige tidligt nok på sæsonen til korte bukser). Kom hjem med belastende mængder af overskud, lavede luksusmorgenmad, og følte mig nærmest som posterchild for et kommende Chris Macdonald program.

Om lidt skal jeg mødes med en veninde til kaffe, inden vi skal tolke en lille hyggelig opgave, og så er det weekend. Jeg har fået penge tilbage i Skat, jeg har overblik over mine kommende opgaver, og om ti minutter er det sommer.

Det er sådan en dag, hvor man får lyst til at gøre noget godt for andre.

Jeg er typen, der jævnligt glemmer at låse min dør, og som efter at have brugt en halv morgen på febrilsk at splitte min lejlighed ad i jagten på mine nøgler, finder dem dinglende i låsen. Jeg cykler gennem Mindeparken efter mørkets frembrud, og kan godt finde på at gå hjem, når jeg har været i byen. Jeg er med andre ord hverken specielt paranoid eller bange anlagt. Men når min kommende date skriver, at han har bil og foreslår, at vi mødes kl. 19.30 og kører ud ”og går en dejlig tur i skoven”, så kan jeg alligevel ikke helt finde ud af, om jeg er ved at caste mig selv til hovedrollen i et afsnit af ’Uopklaret’.

Jeg begynder at tro, at det er mig, der er snerpet. For det kan dårligt passe, at resten af verden er så uopdragen, som jeg synes, den er. Over de sidste 14 dage er jeg 4 gange blevet spurgt af mennesker, jeg ikke kender ret godt, om jeg ”har overvejet inseminering?”

Ahem… Whaaa?

Må jeg henvise til min hjemmeside www.hvadfandenragerdetdig.dk? Her kan man også finde svar på, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Aj, men HELT ÆRLIGT! Kan man tillade sig at spørge om det??

Ikke at jeg vil udelukke tanken. Jeg tror gerne, at jeg vil have børn, og da jeg er lidt nåh-men-så-gør-jeg-det-sgu-da-bare-selv-agtig, er det ikke umuligt, at det er der, jeg ender, hvis jeg ikke kan finde en mand, der kan holde mig ud. Og omvendt. Det ville være ok at min mor spurgte, fordi hun er min mor. Mine singleveninder kunne også få lov at slippe afsted med det, fordi det ville være ret naturligt at bruge hinanden til at blive klogere på en svimlende mulighed, som på én gang virker som den ultimative frigørelse og den definitive opgivelse af drømmen om at skabe en familie, som vi kender den. Men min venindes nye kæreste? Mine meget perifere kolleger? Som har deres på det tørre, som absolut ikke har sparret point nok op til at have ret til at spørge, og som ikke har tænkt sig at bytte med oplysninger om sig selv af bare tilnærmelsesvis så privat karakter?

Det synes jeg bare er flat out uforskammet.

I mit job er det meget vigtigt at være visuel, da alt, hvad jeg hører, skal omsættes til billeder. Derfor holder vi på min arbejdsplads jævnligt møder, hvor vi med et bestemt tema som overskrift udveksler tegn og løsningsforslag, der kan bruges i forbindelse med tolkninger.

Vi har gjort det masser af gange, men derfor kom jeg alligevel til at trække lidt på smilebåndet idag , da jeg mentalt trådte et skridt tilbage og betragtede 15 voksne mennesker, der med sex på dagsordenen, sad helt alvorligt og diskuterede den konkrete betydning af ’lange tasker’ og ’fuldbyrdet samleje’, hvordan to mænd placerer sig i forhold til hinanden, når de har sex, hvordan gonoré ser ud, og om ’din mor er en luder’ er hån, slang eller skældsord.

Just another day at the office.

Efter en lang men god weekend i undervisningens tegn, har jeg brugt min søndag aften i vater på sofaen med rødvin i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. Det har udløst følgende overvejelser:

– Hvorfor ligner alle kvinder i Landbrugsrådet noget, som nogen har sakset ud af Alt Om Håndarbejde, November 1978?

– Hvordan kan man arbejde på TV-Avisen, når man starter sin reportage med “I den lille landsby passerer livet sin stille gang.”?? Hvad fanden lærer de på det der Journalisthøjskole? (Vi sætter vores lid til Anne og Stine)

– Horfor vælger erklærede bøsser at indspille musikvideoer, hvor de henført synger til kvindelige skuespillere? (Vi nævner i flæng: Darren Hayes, Ricky Martin og Prince.) Virker totalt åndssvagt og utroværdigt. Vi åd den med George M. – men nok mest fordi vi så utrolig gerne ville, for set i bakspejlet ER hun da mistænkeligt mandhaftig, hende den pageklippede Father Figure model. Lad nu være. Hvis det er for grænseoverskridende at synge til en mand, så gør som føromtalte homohelt og betal nogen rystende smukke mennesker for at gøre arbejdet for dig.

– Hvor BLIVER det spændende at se Henriette Kjær danse en ny varedeklaration på markedet. (Lancere for satan. Uden i.)

Klar til en ny uge derude?