Bloggen

Sidste gang jeg lavede kursus, brokkede jeg mig over, at jeg var blevet interneret i left-over Roskilde lejren. Denne gang er det også galt. Ikke fordi pladsen er trang og jeg deler med andre. Tværtimod faktisk. Jeg har et KÆMPE 4-mandsværelse, helt for mig selv. Et baderum, det er en mellemstor dansk institution værdigt. Og altså… Jeg er bange. Så er det ude. 32 år og HERREangst.

Der er ikke et menneske, så langt øjet rækker. Til gengæld er der skov i rigelige mængder. Store, fede fyrretræer til højre og venstre, og jeg tør overhovedet ikke kigge over mod skovbrynet af skræk for at få øje på en flok sindssyge øksemordere på teambuilding.

Her er mørkt på den landlige blækmåde, der udover at berøve dig synet også synes at absorbere al lyd. S-t-i-l-l-e-s-t-i-l-l-e-s-t-i- l-l-e(HVADVARDET!?)

For en time siden (kl. 22) spurgte en af mine medinstruktører, om jeg ikke var hende, der smed natmaden i ovnen. Det virker ikke som en reel svarmulighed at at afslå, fordi man ikke tør være alene i kæmpekøkkenet, med syg spotbelysning og MEGAvinduer hele vejen rundt – selv ikke i disse triggerhappy tider. Endte med at befamle sagesløst klaver, for at bryde den isnende stilhed med bare ét eller andet, og forsøgte ikke at se alt for lettet ud, da de andre efter 15 lange minutter ENDELIG gjorde mig selskab.

Er der lyd, når man skriger i en skov uden at nogen hører det?

Teknik hader mig og det er rimelig gengældt. I hvert fald i opsættelse- og funktionsfasen. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke så meget teknik, jeg hader, som det er brugsanvisninger. Jeg forstår dem ikke. Ligemeget hvor l-a-n-g-s-o-m-t jeg læser dem højt for mig selv, ender jeg altid med at spekulere over, om producenten ved en fejl er kommet til at lægge brugsanvisningen til en traktor eller en lysregulering ved. Knapperne hedder noget forkert. Jeg kan ikke finde de menuer, de taler om. Ikke engang billederne ligner.

Som konsekvens heraf er jeg holdt op med at læse dem. Jeg arbejder nu målrettet og fokuseret ud fra den videnskabeligt anerkendte metode, der hedder ’gæt’. Jeg starter med at skille apparatet ad, og samle det igen (-ish). Tænde og slukke det, og se, om programmet mon i et anfald af venlighed skulle have installeret sig selv. Hvis der er noget, man kan pille af, ryger det af. Jeg trykker med stigende irritationsintensitet på eventuelle knapper, til jeg ligner en manisk telegrafist på speed. Til sidst giver jeg op, ringer til nogen, der kunne vide noget om objektet og udstiller min ubegribelige dumhed. Som regel forbarmer de sig og fixer det for mig.

Ind imellem får jeg dog den mistanke, at min maskinpark forsøger at opdrage på mig. De sidste 2 måneder har jeg fået bebrejdende advarsler om lav blæk-stand, når jeg har forsøgt at printe, og i går havde jeg så ENDELIG husket at skrive ned, hvad printeren hed OG husket at tage sedlen med, så synes næsten at problemet var løst, da jeg i triumf hjembragte 2 x printerpatron.

Så nemt er det bare aldrig, vel? De tomme fucking blækpatroner blev ved med at befinde sig helt inde i hjørnet under 5 plastikplader, som ikke ville af, lige meget hvor hidsigt man hev. Tændsluktændsluktændsluk. Hjalp ikke. Pillede 3 udefinerbare dele af. Hjalp ikke. Vendte den om. Pillede strømmen fra. Kunne fandme næsten HØRE dem sidde derinde og fryde sig. Med strithår, blæk på fingrene og et sprogbrug der kunne have fået Jønke til at rødme, måtte jeg til sidst give mig og lede efter brugsanvisningen, som jeg i tidernes morgen har lagt et sted, som jeg på det tidspunkt har tænkt, var HELT oplagt. Fandt dem til mit køleskab, min pc og min hårtørrer (?!?), men har i skrivende stund stadig ikke lokaliseret printerens. Gik på nettet. Brugte 30 minutter på at lede efter noget, der kunne hjælpe. Intet. Med et mismodigt ’for satan..’ trykkede jeg en sidste gang på On – hvorefter de små møgkrapyl forlod deres hjørne, beredvilligt kørte frem og satte sig til rette midt i åbningen.

Jeg fatter det simpelthen ikke.

Jeg har altid haft en teori om, at kemien mellem to mennesker enten er der, eller ikke er der. Beskyldninger om at være kræsen er derfor i mine ører noget sludder; hvis der er rødt kort til en mand, fordi man synes, at han ser mærkelig ud, når han tygger eller får tics over hans voldsomt irriterende ”vane” med at lave ”citationstegn” om ”alting”, mener jeg, at det i bund og grund handler om, at kemien ikke er det, og at døden skal have en årsag.

Hvis man er på date, og man efter 4 minutter sidder med krydsede ben og armene over kors, mens man bruger al ledig kapacitet på ikke at forestille sig ham, man sidder overfor nøgen, er det ret indlysende, at man ikke er ude mine sine kommende børns far. Hvis man ikke tør rejse sig af frygt for, at al ens tøj – ved et frygteligt uheld – skulle falde af, er det også en no-brainer. De svære situationer er dem, hvor den er der 80 %. Hvor man kan mærke, at man hverken er helt afvisende eller helt overbevist. Hvor man prøver at lade som om, man ikke opdagede sin egen reaktion på, at han skrev ’sgu’ med k og snakkede i 30 minutter om sin kæle-pyton Preben. Hvis reaktionen var der, var kemien ikke. Duer ikke. Væk.

Efter et par dates eller tre kan jeg nu føje yderligere punkter til listen over uvæsentlige ting, man tillægger betydning, når man i virkeligheden bare ikke er interesseret:

– Mænd, der genert henvender sig til bordkanten hele aftenen. (Får ondt i maven og begynder at angstsvede, mens jeg desperat prøver at … være … meget … rolig … for at få dem til at slappe af. Ender med at lyde som om, jeg forsøger at hypnotisere dem.)
– Mænd, der aflyser første date pga. af en kombination af børn, ekskærester og job.
– Mænd, der har tics. (Jeg ved godt, at det er skidestrengt, og at de ikke kan gøre for det. Undskyld!)
– Mænd, der er meget voksne, så man føler sig som tvangsanbragt ungdomskriminel på ledsaget udgang.
– Mænd, der staver mæ hælve te. (Det DUER bare ikke, slut!)

Til gengæld får vi lyst til at se nærmere på kemien, når vi er ude med:

– Mænd, der får os til at grine.
– Mænd, der opererer med høje lixtal.
– Mænd med selvironi.
– Mænd, der kan noget med ord.

Fortsættelse følger….

Jeg kender ingen steder, hvor sladder og rygter dannes og løber så hurtigt som i et fitnesscenter. Jeg kan godt forstå trangen til at viderefortælle de gode historier, men ligefrem selv at begynde at opfinde dem, synes jeg er langt ude. Jeg er en af de instruktører, der har været der længst, så jeg burde efterhånden være hærdet, men jeg bliver stadig lige overrasket hver gang, jeg hører en historie om mig selv, som ikke passer.

Listen over mine påståede forbrydelser er ved at være lang, og når man læser dem, kunne man foranlediges til at tro, at nogen ser lidt for meget Beverly Hills 90210. Jeg er i hvert fald markant mere spændende i fantasiversionen, end jeg er i virkeligheden, med alle mine spiseforstyrrelser, stofproblemer og menages a trois med veninders ekskærester. Hvis et rygte er saftigt nok, får det nærmest sit eget liv, og når det endelig når frem til mig, bliver folk synligt skuffede, når jeg må dementere den gode historie. Det værste er næsten, at jeg godt ved, at jeg ikke har skyggen af chance for at få sandheden til at rense alle de ører, der har hørt løgnen.

Mon Anni og Erik vil adoptere mig?

Når jeg lærer at trylle, vil jeg aldrig, aldrig, aldrig mere skulle ud og købe jeans. Jeg elsker nyt tøj, men jeg hader at shoppe, og jeg hader i særklasse at skulle shoppe jeans.

Hvem er de lede mennesker, der designer dem?? Mit bud er skinny gay people og vrede, anorektiske cokevrag, der med ondskabsfuld fryd deler den kvindelige race op i to: De fede med korte ben og de tynde med lange ben.

Til de af jer, der ikke har set mig, kan jeg oplyse at jeg har lange stænger, fødedygtige hofter og talje. Jeg kan derfor vælge imellem:

– Jeans, der ligner noget, som skrækslagent forsøger at undgå deres værste fjende: Mine sko.
– Jeans som bare mangler en hulahopring i livet og et par seler for at forvandle mig til Den Fede Klovn.
– Jeans, som ikke kan trækkes længere op end til knæene, hvilket giver en relativt aparte gangart.
– Jeans, designmæssigt inspireret af sugerør, hvilket får mig til at ligne en trekant på fødder.
– Baggy jeans. På mig? Not so baggy. Ligner en, der har født, men stadig går i ventetøj.

Når man ikke kan tage mere, kan man slæbe sin ydmygede budding af en krop ud af butikken til lyden af tusind par jeans, der hænger OVERALT og griner triumferende.

Er vi ikke nok enige om, at det er dem, der er noget i vejen med?

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har ondt af eller er misundelig på meget troende mennesker. De er så utrolig venlige. Glade, imødekommende og ukantede. Som den heks jeg er, bliver jeg øjeblikkeligt mistænksom. Jeg stoler ikke på mennesker, der smiler så meget. Hvad gør de ved alt det andet? Går det bare væk, når man lærer at vende den anden kind til og tilgive til højre og venstre? Har de slet ikke noget temperament? Er det kun milde, grundgode mennesker, der tror?

Når jeg ser deres fællesskab og deres blinde tiltro til, at nogen holder hånden under dem, ville jeg imidlertid ønske, at jeg havde deres tro. Når jeg ser, hvordan de stoler på, at der er en mening med alting, hvordan de kan trække på skuldrene af det, de ikke forstår og hvordan de accepterer alt, hvad livet smider i deres retning, ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne tro, som de tror.

Det virker så rart og trygt – lidt som at have fået en ekstra far: En, der har det forkromede overblik, og guider dig i den rigtige retning. En, som holder ubetinget af dig, uanset hvor umulig og uelskelig du er. Selvom du ikke altid forstår, hvad hans indblanding skal gøre godt for, så stoler du stadig på, at han har styr på tingene, og vil dig det bedste.

Men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke. Når de begynder at lovprise Herren og bede med henførte miner, bliver jeg strittende og utilpas. Deres historier om lidelser, skyld og synd lyder som historier skrevet af bitre, blodfattige forfattere i mine ører. Ideen om at lægge ansvaret for sit liv i hænderne på en anden, virkelig eller indbildt, strider imod alt, hvad jeg tror på. For mig virker det som utaknemmeligt spild af liv at leve i askese og afsavn nu i håb om belønning senere.

Troløs og tvivlende, fuld af spørgsmål og uro og uvillig til at acceptere, at min frie vilje bindes. Nogle får passer bare ikke ind i folden.

Når man skal børste riskiks og chokolade af tøjet, samtidig med at man synger ”Staying alive” og diskuterer, om jeg ligner Pernille Højmark eller bare føler mig som hende, har man ikke så meget overskud til at fokusere på uvæsentlige detaljer.

Derfor har vi i dag haft brug for følgende sætninger:

”Hov. Hvad betyder den der lampe? Har den lyst hele tiden?” Tjekker manual. ”Øhmm… Vi skal nok lige holde ind et sted. Bagsmækken står åben.”

”Hvor er vi? Hvor fanden er vi? Jeg ringer sgu lige til Bjørn Lomborg og spørger.” (- og det gjorde han så.)

”Hvad er det for en irriterende hyletone?? Low on fuel??? Nej! Nejnejnejnejnej!”

“Kæft, den går sejt. Nåårh…” *ahem* “Lægger lige håndbremsen igen.”

”Aj, Peter… Hvorfor står der Sverige på vejen!? HVORFORBLIVERDERVEDMEDATSTÅSVERIGEPÅVEJEN?!!?”

Endelig vil jeg gerne vide, om det udløser det en præmie at gå i stå begge gange, man kører over broen?

Og så siger de, at kvinder kan multitaske.

Det er lørdag morgen, klokken er 04:50 og her er Radioavisen jeg er på vej på job i Kbh. Det er tidligt, men heldigvis skal jeg afsted med Prinsesse Peter, som er den eneste mand, jeg kender, der kan slippe afsted med at fnise. Vi har aftalt at blinke kækt og lave ‘call me!’ tegn til kameraet, hver gang vi bliver blitzede, kage er nærmest obligatorisk og mit bud er, at den lille tolkebus har forvandlet sig til en rullende musical, inden vi rammer Horsens.

En glohed, sukkerinficeret metalkapsel, der synger ‘Palle, Polle og Ruth’, når den bryder lydmuren.

Det skal nok blive en god dag.

Jeg kender en pige, der arbejder inden for fitnessbranchen. Hun er bl.a. tilknyttet et par forskellige afdelinger af den samme fitnesskæde. Hun har undervist i årevis, fordi hun elsker at bevæge sig, og fordi hun endelig har fundet en sport, hvor hun ikke er nødt til at slå inkompetente holdkammerater ihjel, får brysterne skudt i smadder af bolde, hun ikke kan gribe eller gør livredderne bekymrede, fordi hun svømmer så langsomt, at de tror, hun er druknet. Aerobic har vist sig at være hendes eneste sportslige kompetence. Til gengæld er hun dygtig. Måske fordi planlægning og afvikling af en aerobictime tilgodeser mennesker som hende, der bruger højre og venstre side af hjernen lige meget: Kreativt arbejde indenfor logiske rammer.

Hun har arbejdet hos flere forskellige kæder, men er endt hos den, som hun ideologisk set tror mest på. Det er benhård business, og derfor trækker det op hos hende, når en kæde f.eks. har en fastlagt politik om, hvordan de tager hånd om anorexipiger – og gør det uden at skilte med det, selvom det ville have været de lettest tjente reklamekroner ever.

I den ene afdeling har hun en chef, der er helt fantastisk. Han sender glade nyhedsmails rundt, lyser altid op i et kæmpesmil, når hans ansatte træder ind af døren, og han har forstået, at en værdsat medarbejder er en tilfreds medarbejder.

Den anden afdeling minder mest af alt om Sicilien, og har en chef, der regerer med uforudsigelighed og forveksler frygt med respekt. Denne chef elsker regler, og hun opfinder dem i takt med, at hun skal bruge dem. En ansat kan være i kridthuset den ene dag og jaget vildt den næste – uden påviselig grund. Går det godt, er det ’os’. Går det skidt er det ’jer’. Når chefen sender mails, er der røvfuld, hvis ikke de ansatte har svaret inden 20 sekunder. Hvis de ansatte skriver til chefen, skal de være glade, hvis hun gider melde tilbage overhovedet. Hun er så nærig med lønnen, at man skulle tro, den blev betalt af egen lomme, og hun er ikke bange for at skælde sine ansatte ud foran medlemmerne. Hun beder dem sætte tid af til evaluering og samtaler efter deres timer, for så, helt en passant, at brænde dem af, når hun møder dem på gangen, 5 minutter inden timen starter.

Omkring sig har hun af en stab, af de mest dedikerede medarbejdere i byen. Folk, som virkelig brænder for det de gør, og som derfor ser igennem fingrene med hendes uforskammede opførsel og manglende respekt for dem og deres tid. Hun har INGEN ide om, hvor stor en del af hendes center, der bæres oppe af mennesker, som hun tager for givet, samtidig med at hun pisser dem op og ned af ryggen

Jeg kender en pige, der arbejder inden for fitnessbranchen. Endnu.