Godt man ikke er hende.

Jeg kender en pige, der arbejder inden for fitnessbranchen. Hun er bl.a. tilknyttet et par forskellige afdelinger af den samme fitnesskæde. Hun har undervist i årevis, fordi hun elsker at bevæge sig, og fordi hun endelig har fundet en sport, hvor hun ikke er nødt til at slå inkompetente holdkammerater ihjel, får brysterne skudt i smadder af bolde, hun ikke kan gribe eller gør livredderne bekymrede, fordi hun svømmer så langsomt, at de tror, hun er druknet. Aerobic har vist sig at være hendes eneste sportslige kompetence. Til gengæld er hun dygtig. Måske fordi planlægning og afvikling af en aerobictime tilgodeser mennesker som hende, der bruger højre og venstre side af hjernen lige meget: Kreativt arbejde indenfor logiske rammer.

Hun har arbejdet hos flere forskellige kæder, men er endt hos den, som hun ideologisk set tror mest på. Det er benhård business, og derfor trækker det op hos hende, når en kæde f.eks. har en fastlagt politik om, hvordan de tager hånd om anorexipiger – og gør det uden at skilte med det, selvom det ville have været de lettest tjente reklamekroner ever.

I den ene afdeling har hun en chef, der er helt fantastisk. Han sender glade nyhedsmails rundt, lyser altid op i et kæmpesmil, når hans ansatte træder ind af døren, og han har forstået, at en værdsat medarbejder er en tilfreds medarbejder.

Den anden afdeling minder mest af alt om Sicilien, og har en chef, der regerer med uforudsigelighed og forveksler frygt med respekt. Denne chef elsker regler, og hun opfinder dem i takt med, at hun skal bruge dem. En ansat kan være i kridthuset den ene dag og jaget vildt den næste – uden påviselig grund. Går det godt, er det ’os’. Går det skidt er det ’jer’. Når chefen sender mails, er der røvfuld, hvis ikke de ansatte har svaret inden 20 sekunder. Hvis de ansatte skriver til chefen, skal de være glade, hvis hun gider melde tilbage overhovedet. Hun er så nærig med lønnen, at man skulle tro, den blev betalt af egen lomme, og hun er ikke bange for at skælde sine ansatte ud foran medlemmerne. Hun beder dem sætte tid af til evaluering og samtaler efter deres timer, for så, helt en passant, at brænde dem af, når hun møder dem på gangen, 5 minutter inden timen starter.

Omkring sig har hun af en stab, af de mest dedikerede medarbejdere i byen. Folk, som virkelig brænder for det de gør, og som derfor ser igennem fingrene med hendes uforskammede opførsel og manglende respekt for dem og deres tid. Hun har INGEN ide om, hvor stor en del af hendes center, der bæres oppe af mennesker, som hun tager for givet, samtidig med at hun pisser dem op og ned af ryggen

Jeg kender en pige, der arbejder inden for fitnessbranchen. Endnu.