Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har ondt af eller er misundelig på meget troende mennesker. De er så utrolig venlige. Glade, imødekommende og ukantede. Som den heks jeg er, bliver jeg øjeblikkeligt mistænksom. Jeg stoler ikke på mennesker, der smiler så meget. Hvad gør de ved alt det andet? Går det bare væk, når man lærer at vende den anden kind til og tilgive til højre og venstre? Har de slet ikke noget temperament? Er det kun milde, grundgode mennesker, der tror?
Når jeg ser deres fællesskab og deres blinde tiltro til, at nogen holder hånden under dem, ville jeg imidlertid ønske, at jeg havde deres tro. Når jeg ser, hvordan de stoler på, at der er en mening med alting, hvordan de kan trække på skuldrene af det, de ikke forstår og hvordan de accepterer alt, hvad livet smider i deres retning, ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne tro, som de tror.
Det virker så rart og trygt – lidt som at have fået en ekstra far: En, der har det forkromede overblik, og guider dig i den rigtige retning. En, som holder ubetinget af dig, uanset hvor umulig og uelskelig du er. Selvom du ikke altid forstår, hvad hans indblanding skal gøre godt for, så stoler du stadig på, at han har styr på tingene, og vil dig det bedste.
Men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke. Når de begynder at lovprise Herren og bede med henførte miner, bliver jeg strittende og utilpas. Deres historier om lidelser, skyld og synd lyder som historier skrevet af bitre, blodfattige forfattere i mine ører. Ideen om at lægge ansvaret for sit liv i hænderne på en anden, virkelig eller indbildt, strider imod alt, hvad jeg tror på. For mig virker det som utaknemmeligt spild af liv at leve i askese og afsavn nu i håb om belønning senere.
Troløs og tvivlende, fuld af spørgsmål og uro og uvillig til at acceptere, at min frie vilje bindes. Nogle får passer bare ikke ind i folden.
Jeg får røde knopper af deres holdning til at alt sker fordi det er Guds vilje.
Deres generelle ansvarsfraskrivelse er så provokerende at det nærmest grænser til det kriminelle!
At de skulle være bedre end os, der forsøger at have kontrol med vores liv og fremtid, er mig en gåde…
Hvorfor skulle en evt. gud have udstyret mig med fornuft og konsekvensforståelse hvis han alligevel ikke vil have at jeg skal benytte mig af den?
Jeg ville egentlig gerne høre deres argumenter… Eller vent… Nej – det gider jeg faktisk ikke!
Interessant. Du er netop fuld af tvivl, uro og spørgsmål, fordi du gør det, du betegner som at leve livet.
Jeg tror, at troende har et nemmere liv ved at skubbe tvivlen fra sig. Det kan næppe betegnes som et spild af liv, hvis de nyder deres liv mere ved at være troende.
Jeg ville bare ønske, at flere af dem lod være med at blande sig i, hvordan andre skal leve.
Hvis så endda bare alle troende var den type du beskriver der…
Endnu værre er vel den type som vil pådutte eller -tvinge andre deres tro, og med det formål udsætter de ikketroende for religiøs propaganda på en skala fra Vagttårnet til terrorangreb.
Godt at “det at tro” ikke er blevet generaliseret i en grad, der gør, at der lyder en (selvfølgelig ikke) fanatisk tilgang til “at være os” og ikke “dem” 🙂
… Lyder det fra en kommende religionslærer, der løber langt væk, hvis I – tillader mig at generalisere – har ret (men det mener jeg ikke I har)
Jeg er altid mest nervøs for at komme til at bande endnu mere end jeg plejer i selskab med “sådan nogle”. Mine viceværter er også meget indenfor kirken – fint nok. Men forstår ikke de gider bruge flere dage i England på at kigge på kirker? Og de må have deres tro i fred – bare de ikke forsøger at pådutte MIG noget!
Gitte
Tja…. alt “det andet går ikke bare væk” bare fordi man tror!!
Den frie vilje til at tro eller ikke bliver også brugt grundigt her i landet – fint nok ikk? De fleste har jo nok en tro på et eller andet – når de har tid 😉 Hvad skal vi ellers blive uenige om?
Er vild med dine dejlige !!betragtninger