For et par måneder siden sad jeg i toget på vej hjem fra Esbjerg. I Horsens steg en pige på ca. 16 år på: Afskallet neglelak, diadem i det fedtede hår, lårkort og huller i strømperne. Hun smed sig i sædet overfor og stirrede udfordrende på mig med hele auraen gnistrende af ”HVAD!” Fordi jeg ind imellem godt kan lide at gøre noget andet, end hvad der forventes af mig, stak jeg hende et kæmpesmil og tilbød hende en lakrids.
Vi var tæt på at være Arto-venner, da vi ramte Århus, og den dag tænkte jeg, at man egentlig skylder verden at være lidt venlig, når man betræder den. Glæde smitter.
Min Smil-Til-Verden kampagne blev imidlertid sat på standby af forårsregn og nattefrost, men i går, da jeg cyklede hjem fra arbejde, kørte jeg forbi en gammel dame, der kiggede mig lige i øjnene og smilede stort. Som en Pavlovsk refleks flækkede mit eget ansigt instant på langs, og jeg lovede mig selv, at jeg vil prøve at huske at smile til mindst 3 fremmede mennesker om dagen. Ikke bare ikke-hvæse. Smile.
I dag har jeg smilet til 7. De smilede alle sammen tilbage.
På med solbrillerne derude! Der er dømt gebis i fri dressur.
Hvor dejligt – du har ENDELIGT fået meldt dig til Positiv! Glæder mig til at udveksle noter med dig :o)
Da jeg er mand og bor i Århus, virker Smil-Til-Verden ikke for mig.
T: Det viste sig at være en dum fejl. Jeg er hele sidste semester kommet til at gå ind i det forkerte lokale, hvilket betyder, at jeg nu næsten har en BA i sarkasme.
BB: Kom nuuuuu. Du har sådan nogle fine hugtænder;)