Boys, boys, boys.

Jeg elsker, når jeg får lov at komme med en tur i drengenes omklædningsrum (i overført betydning selvfølgelig…). Derfor var det en fornøjelse at være til fest i går, hvor det for en gangs skyld var de ellers så tjekkede fyre, der blev så stive, at vi andre næsten blev ædru af forbløffelse.

Det var fantastisk!! Vi hørte ucensurerede historier om Torben Hestepik, og inden klokken var 20, var første mand gået ned. Han lå på sofaen og sov sig igennem en 180 db karaoke-lydmur af ”I need a HERO!!” og ”I — had — the time of my LIIIIIHHIIHIIFFE”, imens den ene Christian lavede de smukkeste, rytmiske rejehop, jeg til dato har set, og den anden Christian humpede dørkarmen. De snøvlede, drak whisky af flasken, og faldt tårevædede hinanden om halsen af rørt begejstring, da de opdagede en fælles kærlighed for Masterboy. Da klokken var 23, var den sovende mand på sofaen nærmest blevet en del af interiøret, og bortset fra lejlighedsvise pulstjek, blev han mest brugt til at stille øl fra på. I mellemtiden var jeg blevet udstyret med ispose om håndleddet efter overraskende demonstration af karate-pacificeringsgreb, som ulykkelig Christian blev ved med at undskylde for. ”Det var jo schlet ik’ .. for …at det shhku gøre ondt på *hik* dig, Linda. Detjeg sschimpelthen schå ked af!” Kl. 01 skete der det helt ufattelige, at Sofamikkel – efter at være blevet vækket ved at Christian greb fat om begge hans ører og ruskede som en sindssyg, mens han brølede: ”MIKKELMIKKELMIKKEL!!!” ind i hovedet af ham – satte sig op og råbte: ”Vi skal i byen!!” Og det skulle vi så.

Vel ankommet på Herr Bartells kunne Christian fortælle min veninde, at hun skulle se at få sig en kæreste, for ham og hans kammerat gad ikke knalde hende. Hun måtte endelig ikke tro, at det var fordi, hun var grim – men hun blev jo altså ikke yngre. Bagefter kom han hen til mig, og spurgte om jeg havde tabt mig, for – ja, og det var ikke fordi, han ville sige, at jeg før havde været fed, men jeg havde da befundet mig i den tunge ende af skalaen (Fitnessverdenen, mand. Et sygt, sygt sted!) – han synes, at jeg var ’en total småkage’ nu. Også selvom han havde lagt mærke til, at mine bryster var blevet mindre, hvilket selvfølgelig trak ned. Men han elskede mit humør, og hvis ikke det havde været fordi jeg var så skide sippet, så var det os, der havde haft bryllupsdag… Det er da komplimenter, der er svære at stå for!

Der blev udlovet de obligatoriske tæsk til andre mænd, der “kraftedeme ik’ sku stå der og spille smarte!!” og drengene blev utrolig nedslåede over at konstatere, at de ikke kunne købe kander, men måtte nøjes med ½ liters Long Island Tea. Til sidst var vi piger så mange genstande bagud, at vi smed håndklædet i ringen og gik hjem.

Tak for en forrygende aften, drenge. Det gør vi snart igen, ikke?