Hvorfor er det så akavet at gå tilbage til mennesker, man én gang har sagt farvel til?
Man sidder på caféen, er nødt til at smutte fordi man skal nå en bus, når halvvejs hen til stoppestedet og opdager så, at man har glemt sin pose. Tilbage til cafeen. Her starter et helt ritual med undskyldende armbevægelser, don’t-mind-me-mimik og Det Falske Farvel. ”Haaii… Igen… Jeg skal bare lige… Glemte lige… Så! Nå, men så…ja..hejhej. Igen.. Ja, vi ses torsdag. Stadigvæk.” Lidt overkill at starte forfra på alle krammerne, men også lidt mystisk bare at skride. Jeg kan blive så febrilsk, at jeg begynder at vinke. Til mennesker jeg kender. På min egen alder. Christ
Haha, en fantastisk beskrivelse, Linda!
Jeg tror, det er fordi, vi ikke har noget ritual på området, og fordi vi lige har afviklet en masse farvel-ritualer, virker det knalddumt at suse tilbage, for man kan ikke begynde med alle mødes og skilles-ritualerne forfra, men man kan heller ikke lade som om, de andre ikke er der. Linda, DU kunne opfinde de ritualer…