Da jeg var nyuddannet, var jeg en af dem, der kom ridende til arbejdsmøder på mine høje hest, mentalt akkompagneret af soundtracket til Indiana Jones, med etikken i den ene hånd og teorien i den anden. Verden var dejlig sort og hvid, det rigtige var rigtigt og det forkerte forkert. Jeg havde folk, der fraveg De Gyldne Regler, under kraftig mistanke for at være dovne og forsøge at slippe let om ved tingene. Jeg var ikke bange for at kaste mig ud i lange, etiske diskussioner med ældre kolleger, og jeg VIDSTE bare, at jeg havde ret, for alle bøgerne syntes det samme som mig. Jeg var pisseirriterende.
Efter 8 år i branchen har jeg for længst både indset og indrømmet, at verden er en liiiille smule mere nuanceret end som så, og jeg har faktisk lyst til at ringe rundt til mine gamle eks-kolleger og sige undskyld, fordi jeg var så utrolig påståelig og selvretfærdig, og tak fordi de ikke kvalte mig.
Men heldigvis har vi karmarevisoren til at føre regnskab med den slags, og jeg skal love for, at jeg nu får løn som forskyldt.
På 4 dage har jeg været til 2 møder i fitnesscentret, hvor jeg efterhånden også er en af de gamle krikker. (Man aner et mønster. Suk) Her har jeg fået ca. 1.000 nye uTROligt unge kolleger, der alle sammen hedder Louis og Malthe, og læser idræt og sidder i deres Helly Hansen trøjer og mener en hel masse om alting. På den insisterende måde.
Jeg sidder nu på den anden side af bordet og lærer, at det er svært at sparre fagligt, når alle parter er i defensiven, fordi sætninger som: ”Jeg er RYSTET over, at nogen kan finde på at køre stående spurt på en basistime, når der STÅR i reglerne, at vi ikke må!!” og ”Det finder du ud af, når du fylder 12!! har undervist nogle år” fyger frem og tilbage.
Hvis begge parter kunne prøve at holde fast i, at alle de andre også er professionelle mennesker, der har gjort sig kvalificerede og fagligt velfunderede overvejelser omkring de timer, de kører, så var der chance for, at vi kunne udnytte, at vi har adgang til både den nyeste teori på området og erfaringen der gør, at de dele af den, der kan fungere her i huset, kan implementeres på en forsvarlig måde.
Det er bare så svært at høre ordentligt efter, når man råber.
Du har ret det er ikke nemt at lytte når man råber! Jeg prøvede en anden taktik idag. Lavede en lille sammensværelse med min Tr.og Hylede derefer foran 28 kollegaer plus psykolog, men fik fortalt hvad vi mente om en hvis frue. Det resulterede så faktisk i at flere end normalt meldte ud hvordan de havde det, og dardar= flere end vi regnede med er faktisk enige med os:)
knus fra
Din måske lidt håbløse lillesøster som sidder med etik/moral bogen i den ene hånd og den røde fane i den anden;)
Måske er verden sådan, at når man er studerende/nyuddannet og skal ud i den store verden på egne ben (blandt de gamle erfarne rotter), så er det eneste der er at holde fast i “reglerne” og hvis man bøjer dem, så bliver underlaget pludselig ustabilt og hvad griber man så i?
Jeg er sikker på, at jeg for 8 år siden sad med i dit kor og jeg tror faktisk, at vi alle i det kor er tilgivet i dag. Man bliver vel ældre og klogere – el livserfaren som kæresten ynder at udtrykke det ;o)
Jeg tror, det er sundt for de fleste arbejdspladser, at der ind imellem kommer lidt ungt blod ind. De er måske en tand for idealistiske – men det kan også være, at nogle af de gamle rotter har glemt for mange af idealerne. Vi er selv ved at få et nyt “kuld” ind på mit arbejde, og de minder mig om, hvor idealistisk jeg selv engang var – og noget af den idealisme vil jeg gerne genfinde. 🙂