Bloggen

I dag har jeg besøgt en veninde, som har det rigtig svært. Jeg er taknemmelig for, at hun viser mig den tillid, det er at lægge paraderne og fortælle mig om ham, det handler om – og jeg håber, at hun tilgiver mig, at jeg næsten kom til at grine. For det er en af de historier, der virker så umulig og forfærdelig, når man er hovedpersonen i den, men som med 99 % sikkerhed får en happy ending, når helten og prinsessen er færdige med at gå så grueligt meget igennem. Og forelskede mennesker er fantastiske! Hun lider alverdens kvaler (og det skal til både hendes og hans forsvar siges, at det ikke er helt ukompliceret – men det er altså heller ikke uoverstigelige forhindringer, vi taler om her), og jeg er sikker på, at hun ville pantsætte det meste af sit jordiske gods for at slippe for at have det, som hun har det lige nu; alligevel kan hun ikke sige hans navn uden at smile bredt og fjollet.

Jeg VED godt, at det er nemt at være ovenpå, når det er andres liv, det handler om og deres hjerter, der er på spil, men det er altså livsbekræftende at se voksne mennesker blive helt bimse og befippede af kærlighed. Særligt, når det er så indlysende tydeligt, at de skal være sammen. Det bare er et spørgsmål om tid. Og mod.

Det her bliver en kort blogpost, for jeg har så ondt i armene, at jeg næsten ikke kan løfte dem hele vejen op til tastaturet.

På fredag skal min søde kollega og jeg lave Infernal-pump. (Pump = styrke/udholdenhedstræning med vægtstænger og –skiver, Red.) Han kommer stylet som Paw, og jeg stiller forklædt som Lina. Musikken består naturligvis udelukkende af Infernalnumre, og der er præmier til de bedst udklædte medlemmer. Det bliver skidesjovt.

Når man laver den slags arrangementer, er man altid bange for at komme til at lave programmet for let. Selvom der er dømt gøgl, totalteater og fællessang, vil man trods alt gerne være sikker på, at folk stadig får den træning, de kommer – og betaler – for.

Det resulterer så typisk i, at man kommer til at gå i den anden grøft, og dette arrangement er ingen undtagelse. Har været nede og øve her til aften, og … ja, det er da i hvert fald hårdt nok, blev vi enige om, da vi udmattede lå på gulvet og ikke kunne flytte os uden at starte et lavineskred af smerter.

Så hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg – helt, helt stille og forhåbningsfuldt – sætte mig til at vente på, at mine arme falder af.

Da jeg var 28, pillede jeg min næsepiercing ud, og efter at have set Madonnas nye musikvideo, er jeg utrolig tilfreds med, at jeg gjorde det. Jeg var ikke træt af den, tværtimod. Modsat min ring i navlen, synes jeg faktisk, at den klædte mig, og min næse havde den helt rigtige facon til den. Men en dag, hvor jeg var i Føtex, kom jeg til at stå ved siden af en dame midt i fyrrerne, der stadig havde ring i næsen, og lige der lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville være sådan en, der virkede desperat efter at være ung med de unge.

Madonna har givet os mange gode øjeblikke foran spejlet med tyl, kohl om øjnene og solosang i hårbørsten. Jeg synes virkelig, at hun er smuk som få, og jeg har været med hende hele vejen. Men det er slut nu, kan jeg mærke. For det er fandme bare for fælt at se en kvinde på min mors alder lave kneppebevægelser med sit udpinte underliv op af mænd, der er 20 år yngre end hende og betalt for at være der, og teksterne er efterhånden så dumme og dåsede, at jeg bliver helt gal over det.

Hvor ville det klæde hende at stå ved sin alder.

Jeg synes, at det er tåkrummende pinligt, når folk klæder og opfører sig, som om, de er 10 år yngre, end de er. Og vi kan godt lade som om, at vi synes, at alle skal have lov til at tage det på, de selv synes er smart, men når en kvinde på 50 stiller til familiefest i en kjole, der er så kort, at hun ligner en, der er kommet afsted uden sin flise, mener jeg altså, at man skal være ualmindelig påståelig for at hævde, at man ikke ser den fælles ”det er hun sgu da ALT for gammel til!” tankeboble, der svæver rundt under loftet.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor jeg synes, at det er så slemt, når folk ikke står ved deres alder. Er det fordi, det er ynkeligt, når man er gammel nok til vide bedre? Fordi det synes som en dårlig ide at forsøge at konkurrere på emballagen, når man har tabt på forhånd og ville klare sig bedre, hvis man promoverede indhold og erfaring?

Måske er det bare fordi, det virker sølle at klamre sig til fortiden, og sender et trist signal om, at man ikke synes, at man har noget at tilbyde i nutiden.

Havde glemt:
– Hvor langt, der er til Kbh, når man rejser om natten.
– Hvor råddent hårdt det er at undervise, når man er forkølet og har ondt i halsen.
– At det altid er dem, der har allermindst styr på teorien, der er allermest skråsikre på praksis.

Troede fejlagtigt:
– At man ville have toget for sig selv, når der var landskamp.

Forstår ikke:
– Folk, der holder tale for fødselaren – og kun taler om sig selv.
– Hvordan alt kan være totalt kaos for DSB hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal fra Kbh om søndagen.
– Hvem der under planlægning af frokost til et Boot Camp kursus har tænkt: ”De skal da ha sild!”

Har nu:
– Tilbragt en lørdag aften med at hjælpe sindssyg islænding udtænke genial plan til indsmugling af orkideer i det høje nord. (Hvor man åbenbart kan pushe en orkide for 1000 kr. De er vanvittige deroppe.)
– Fundet nogle ting i min kalender, jeg kan melde fra til, så jeg kan passe lidt bedre på mig selv.
– Fået bekræftet de fleste af mine fordomme om strippere efter at have delt kupé med 8 af dem.
– Tilsyneladende lånt en hoste af 60-årig, cecilrygende fisker ved navn Alfred.

Ville ønske:
– At jeg ikke var så bekymret for min far.
– At weekenden ikke var slut.
– At nogen gad pakke min taske ud og vaske mit klamme tøj.
– At DSB ville forsvinde fra jordens overflade.

Er til gengæld glad for:
– Panodil.
– Mine nye træningsbukser.
– At jeg ikke skal noget som helst næste weekend.
– At jeg er ligeglad med fodbold.
– At jeg ikke er stripper.

Men kan faktisk godt:
– Få lidt ondt af Island.
– Mærke det i maven, når jeg er med til at lave et kursus, som et helt hold af kursister er rasende begejstrede for.
– Lide at bo på hotel.
– Overskue en ny uge.

Hvis jeg nogensinde får mit eget firma, så vil jeg basere al min reklame på resultater af spørgeskemaundersøgelser. For mage til misvisende lort, som man kan få til at vise lige præcis, hvad man vil, skal man da lede længe efter.

Sad i toget i går, da lokofører meddelte, at der om et øjeblik ville komme en interviewer gennem toget og tilbyde nogle af os at deltage i en brugerundersøgelse af DSB. Fik nærmest hugtænder og horn af begejstring over udsigten til ENDELIG at få lov at give igen for de tusinder af gange, hvor toget har været halve timer forsinket, hvor jeg har betalt for pladsbilletter i vogne, der ikke har været koblet på, hvor jeg har købt brugte blade i kiosken, er blevet ekspederet af uforskammede øgler m/k osv.

Ret skal dog være ret, og jeg havde i går fået ualmindelig høflig betjening og toget var kørt på sekundet. (”Kære medarbejder. Vi laver i disse dage en spørgeskemaundersøgelse om service hos vores passagerer. Vi siger det bare… Med venlig hilsen DSB’s Ledelse”) Da jeg er besværet af en overudviklet samvittighed, var jeg lige ved at bide i bordkanten af irritation, da jeg lod øjnene glide ned over spørgsmålene: 19 ud af 20 spørgsmål sluttede med ”- på denne tur.” Det er da totalt snyd!! Véd allerede, at der er udsigt til 2 dobbeltsiders selvforherligelse a la ”85 % af vores passagerer er tilfredse/meget tilfredse med vores service” i Ud & Se i næste måned.

Og spørgsmålene, mand! Jeg er da ligeglad med om dette tog var skæmmet af graffiti. Jeg kan ikke se, om så BÅDE Killroy OG hele hans familie har tagget toget; jeg vil bare frem til tiden. Og rimelig dumt at spørge til togstewardessens udvalg og det elektroniske orienteringssystem i dette tog; det er et regionaltog, for crying out loud. Eller hvad med denne her: ”Hvad er vigtigst: 1) At kunne bestille pladsbillet, 2) At priserne er rimelige eller 3) At personalet kan hjertemassage?” For det er enten/eller, eller hvad?

Spørgsmål nummer 20 bestod heldigvis af 6 generelle udsagn om DSB og deres service.

Jeg gav dem 0 point i dem alle sammen som straf for deres idiotiske skema.

Ha!

Nå. Så blev det hele lige lidt for meget. Vidste godt hvad klokken var slået, da jeg blev overhalet af en lastbil og begyndte at tude, fordi lyden var så høj, at det føltes som om den splintrede min hjerne i tusinde stykker.

Så nu sidder jeg i Esbjerg foran brændeovnene med et kæmpeglas rødvin i hånden og pakket ind i så meget Adidas og hættetrøje, at man skulle tro, at jeg var fra 8210.

Det hjalp at give min far en lammer og råbe-hyle, at han fandme skal holde op med at gøre os alle sammen så skide bange.

Det hjalp at fortælle mine forældre om fremtiden og mine tilvalg, som de uden at blinke sluttede 200% op om.

Det hjalp at fortælle mine forældre om mine jobmæssige fravalg og høre dem sige, at de synes, at jeg gør det rigtige.

Det er pludselig blevet lettere at trække vejret, og jeg er kommet i tanke om, at jeg ikke behøver at have tjek på alting og redde hele verden alene.

Udenfor blæser det så meget, at det – uden pis – regner vandret. Perspektivet er tilbage, og jeg tror, at jeg for første gang i lang tid går en nat i møde, hvor jeg kan bruge tiden på at sove i stedet for at rode rundt, svimmel og svedig.

Giv mig to dage mere, så er jeg klar til at trøste stakkels LOC, som lige er blevet single…

Det her bliver et indlæg, som jeg ikke ved om giver nogen som helst mening for jer, der ikke kender mig privat, men jeg har brug for at skrive det, så hvis det er sort snak: Undskyld. Jeg lover, at der kommer noget mere relatérbart snarest.

Jeg står i en situation, hvor jeg skal træffe et valg. Jeg har to muligheder, og ingen af dem er gratis. Den ene ender muligvis med at have omkostninger for mig. Den anden vil gøre livet svært for en, jeg holder meget af. Jeg hælder til den, hvor regningen ender hos mig, hvis den kommer, men flere af mine nærmeste (som vil mig alt det bedste, og som virkelig prøver at hjælpe mig med at hjælpe mig selv) går ret hårdt til mig, fordi de mener, jeg ikke har tænkt mit valg ordentligt igennem. I en tid hvor jeg er meget bekymret for min far, arbejder 80 timer om ugen og er nyvalgt tillidsrepræsentant i et firma, der står midt i kæmpestore forandringer, er det simpelthen så hårdt at skulle forsvare den løsning, som jeg selv kan se svaghederne ved, men som ikke desto mindre føles som den rigtige.

I dag kom jeg så på job til situationen fra helvede. Låste døre, manglende nøgler, ingen mennesker og teknik, der var nede. Da der endelig mødte en ansat ind, der kunne hjælpe, havde hun siddet i bilkø i time, så der stod vi, pressede, stressede og i underskud af overskud – og så faldt hele historien om mit privatliv ud af munden på mig, og hun kvitterede med sin. Jeg kender hende ikke og hun aner intet om mig – alligevel blev det hende, der sagde ordene, som fik tingene til at falde tilbage på plads i mit hoved.

Nogle gange møder man de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter.

(De af jer, der kender mig privat og ved, hvad jeg snakker om: Vær søde at sende eventuelle kommentarer på mail. I har adressen.)

Sidder med i det her udvalg, hvor vi er lige mange kvinder og mænd. Jeg har lavet en massiv procentdel af det indledende arbejde, fordi jeg er den, der hurtigst får nok af lal og spildtid, hvilket betyder, at meget af arbejdet bygger på mine ideer. Derfor blev jeg først forbløffet, så fornærmet og til sidst virkelig gal over at opdage, at jeg er endt som fucking sekretær.

Den endelige beslutningskompetence ligger nemlig hos en mand, og uden at jeg helt har opdaget, hvordan det er gået til, har han teamet op med de andre mænd i gruppen, så der nu er dømt herreklub, hvor pigerne bare er med som pynt-slash-arbejdsheste. Når snakken går i plenum, vægter argumenter kun, hvis de fremføres mand-til-mand med cognac&cigar-stemmen.

Beslutninger og procedurer, som vi i fællesskab har brugt timevis på at definere og nå frem til, bliver uden videre omgået. Hvis drengene er enige om, at det er det bedste, forstås. Vi bliver ikke engang orienteret, men spist af med verdens tyndeste undskyldninger, hvis vi opdager og påpeger det.

Jeg har det ligesom dengang, jeg havde indbrud: Jeg er rystet over, at det også sker for mig. Mig! Som ellers ikke er bange for at sige, hvad jeg mener, og som – det meste af tiden – har noget af have det i. Har i hvert fald lige så meget (eller lidt) at have det i som fyrene.

Som en million kvinder før mig, står jeg nu med åben mund og hele hjernen på vrangen af vantro over at opdage, at jeg er dømt ude alene pga. mit køn.

Og her gik man og troede, at indflydelse afhang af indsats og kompetence.

Kæft, hvor er det bare ikke i orden!!

Jeg misunder dig, når det øs-pis-regner, og du sidder der med lækkert hår og mascara-fri kinder og har det dejlig varmt og tørt.

Jeg hader dig en lille, bitte smule, når vi mødes på en opgave, og du stiller i små, fine sko og ukrøllet tøj, mens jeg forsøger at være trendy i svedoverskæg og Nikes.

Jeg gætter på, at du aldrig er kommet ud fra en cafe for at opdage, at en stiv idiot har ofret dit køretøj til åen.

Jeg kan SE, at du synger igennem, uden at være nervøs for, om der pludselig er andre bløde trafikanter i nærheden.

Jeg kigger mismodigt efter dig ved Netto, når jeg endnu engang skal forholde mig til, at jeg har en cykelkurv og en bagagebærer, men desværre har købt ind, som om jeg var i lastbil.

…

Men når hele Århus og opland starter på arbejde igen efter ferien, og du holder for rødt som bil nummer 271 på Ringgaden, har jeg lyst til at råbe: ”WUUUUUUUUHUUUUUUU!!!!!!” når jeg suser forbi dig på min cykel.

Som jeg kan parkere, lige hvor jeg vil.

Det er gået op for mig, at jeg er helt fejlcastet i mit arbejdsliv. Jeg skulle have valgt et af de jobs, hvor man får penge for at lægge øre til andre menneskers livshistorier. Dusinvis af taxachauffører har med deres uopfordrede beretninger om alt fra dårlig sædkvalitet til problematiske forælder/barn relationer, forsøgt at få budskabet igennem, men jeg har ikke forstået det.

Før nu.

Kom forleden hjem til seddel fra skuffet Brunatamand, som gerne ville have været ind og aflæse… hvad det nu end er, de aflæser. Han ville prøve igen i dag mellem 16.30 og 17.30, og hvis ikke jeg var hjemme, ville det koste 350 kroner at få ham ud, når jeg var. (350 kroner for 3 minutters arbejde. Måske nogle af damerne på Reden kunne være interesserede i skifte branche?)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne bruge et øjeblik på at rose Brunatamanden for 1) at begrænse the window of opportunity til en time; skærende kontrast til diverse pakketransportfirmaer og møbelforretninger, der uden at blinke sætter sig på 17 timer af dit døgn 2) at skrive et mobilnummer på sedlen, så man rent faktisk kan ringe til et levende menneske og spørge, om han kan lokkes til at gå ind, selvom jeg ikke er hjemme, hvis jeg lader døren stå ulåst og 3) at være servicemindet nok til at sige ja.

Skæbnen vil så, at han er for tidlig på den, og derfor kommer, lige som min træningstaske er ved at slæbe mig ud af døren. Og Morten er også taget til fange i det forkerte job. Et sted derude er der firma, der lever af at komprimere data, der går glip af hans frygtindgydende evner. På 3 minutter fandt jeg ud af, at Morten ved denne tid sidste år blev kørt ned, og var så uheldig at brække skulderen og et par ribben. Da han for år tilbage fik fjernet sin menisk, er fodbold desværre ikke længere en mulighed, og derfor har han på et år taget 20 kilo på. Heldigvis har han sammen med konen fundet ud af at melde sig ind i en klub, hvor de laver fedtfattig mad. Klubben tilbyder også forskellige slankeprodukter, f.eks. en proteinbar på 60 gram til kun 22 kroner, som jeg er meget velkommen til at komme og smage, for den er overraskende god. Og selvom det er utrolig træls at skulle rende op og ned af alle de trapper, fordi folk aldrig er hjemme, skal vi jo heller ikke glemme, at det også er en slags motion. Hø hø.

På 3 minutter. En mand jeg aldrig i mit liv har set. Jeg må se enormt tillidsvækkende ud.

Eller meget, meget nysgerrig.