Det her bliver et indlæg, som jeg ikke ved om giver nogen som helst mening for jer, der ikke kender mig privat, men jeg har brug for at skrive det, så hvis det er sort snak: Undskyld. Jeg lover, at der kommer noget mere relatérbart snarest.
Jeg står i en situation, hvor jeg skal træffe et valg. Jeg har to muligheder, og ingen af dem er gratis. Den ene ender muligvis med at have omkostninger for mig. Den anden vil gøre livet svært for en, jeg holder meget af. Jeg hælder til den, hvor regningen ender hos mig, hvis den kommer, men flere af mine nærmeste (som vil mig alt det bedste, og som virkelig prøver at hjælpe mig med at hjælpe mig selv) går ret hårdt til mig, fordi de mener, jeg ikke har tænkt mit valg ordentligt igennem. I en tid hvor jeg er meget bekymret for min far, arbejder 80 timer om ugen og er nyvalgt tillidsrepræsentant i et firma, der står midt i kæmpestore forandringer, er det simpelthen så hårdt at skulle forsvare den løsning, som jeg selv kan se svaghederne ved, men som ikke desto mindre føles som den rigtige.
I dag kom jeg så på job til situationen fra helvede. Låste døre, manglende nøgler, ingen mennesker og teknik, der var nede. Da der endelig mødte en ansat ind, der kunne hjælpe, havde hun siddet i bilkø i time, så der stod vi, pressede, stressede og i underskud af overskud – og så faldt hele historien om mit privatliv ud af munden på mig, og hun kvitterede med sin. Jeg kender hende ikke og hun aner intet om mig – alligevel blev det hende, der sagde ordene, som fik tingene til at falde tilbage på plads i mit hoved.
Nogle gange møder man de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter.
(De af jer, der kender mig privat og ved, hvad jeg snakker om: Vær søde at sende eventuelle kommentarer på mail. I har adressen.)
Uden at kende dig, og uden den fjerneste idé om hvad det drejer sig om, kan jeg ikke lade vær med at kommentere:
Det springer ud af teksten med 200 km/t. At du VED hvad der er rigtigt for dig. At du bare mangler den dybe indånding, og den sidste lille kvadratcentimeter mod til at gøre det, andre ikke kan se det fornuftige i. Fordi de ikke er dig. Fordi de ikke kan mærke det, du kan mærke. Din mavefornemmelse. Din retning.
Den der udefinerlige fornemmelse i maven – den har ret. Stort set altid, og også når hjernen forsøger at overbevise én om det modsatte. Det er i hvert fald min erfaring. Og af og til kræver den, at man tager valg som gør helvedes ondt, sårer mennesker som man ikke ønsker at såre, går veje som tilsyneladende fører væk fra det, man troede var målet. Men som alligevel er rigtige valg. Fordi alternativet var værre – i hvert fald på længere sigt.
Men det ved du vel egentlig godt?
Det som Anne sagde.
Jeg kender heller ikke dig og du kender ikke mig – men jeg kender jo alligevel dig en lillebitte smule fordi jeg smuglæser det af dit liv, som du lægger ud her på bloggen. Velskrevet, i øvrigt, og tak for det!
Godt du mødte din perfect stranger på rette tidspunkt. Uden at ane hvad jeg taler om overhovedet vil jeg ønske dig held og lykke. Det er vel aldrig helt af vejen.
/Tine,,Århus