Sidder med i det her udvalg, hvor vi er lige mange kvinder og mænd. Jeg har lavet en massiv procentdel af det indledende arbejde, fordi jeg er den, der hurtigst får nok af lal og spildtid, hvilket betyder, at meget af arbejdet bygger på mine ideer. Derfor blev jeg først forbløffet, så fornærmet og til sidst virkelig gal over at opdage, at jeg er endt som fucking sekretær.
Den endelige beslutningskompetence ligger nemlig hos en mand, og uden at jeg helt har opdaget, hvordan det er gået til, har han teamet op med de andre mænd i gruppen, så der nu er dømt herreklub, hvor pigerne bare er med som pynt-slash-arbejdsheste. Når snakken går i plenum, vægter argumenter kun, hvis de fremføres mand-til-mand med cognac&cigar-stemmen.
Beslutninger og procedurer, som vi i fællesskab har brugt timevis på at definere og nå frem til, bliver uden videre omgået. Hvis drengene er enige om, at det er det bedste, forstås. Vi bliver ikke engang orienteret, men spist af med verdens tyndeste undskyldninger, hvis vi opdager og påpeger det.
Jeg har det ligesom dengang, jeg havde indbrud: Jeg er rystet over, at det også sker for mig. Mig! Som ellers ikke er bange for at sige, hvad jeg mener, og som – det meste af tiden – har noget af have det i. Har i hvert fald lige så meget (eller lidt) at have det i som fyrene.
Som en million kvinder før mig, står jeg nu med åben mund og hele hjernen på vrangen af vantro over at opdage, at jeg er dømt ude alene pga. mit køn.
Og her gik man og troede, at indflydelse afhang af indsats og kompetence.
Kæft, hvor er det bare ikke i orden!!
Under ingen omstændigheder bare det der ligner i orden – men nu lyder det også som en flok ualmindeligt tåbelige mandelignende væsener, at de tør opføre sig sådan over for Powerwoma… Linda!
God have mercy on their souls.
Tja, velkommen i klubben. Man tror simpelthen ikke sine egne øjne, når man opdager det. Hvem sagde ligestilling?
Jeg havner faktisk selv nogle gange i samme situation – og undrer mig paa samme vis.
Jeg arbejder i et miljoe (og kultur), der er extremt dominineret af (baade danske og afrikanske) maends beslutninger og tankevirksomhed. Dvs. enormt meget fokus paa resultater, og lille menneskelaesning mellem linjerne.
Jeg synes faktisk for det meste at mandedominerede miljoer (som dette)er sjove at arbejde i, og oplever ikke at jeg selv – fordi jeg er kvinde, bliver koert ud paa sidespor eller underprioriteret.
Mit stoerste problem er imidlertid helt enkelt, at naar der er overvaegt af maend saa traekkes niveuaet let ned med rimelig latterlig humor og lette loesninger – og saa foeler jeg mig fanget, naar jeg naegter at grine med…
Ingen loesning herfra, andet end jeg har opdaget at det kan betale sig at ignorere og undlade at kommentere disse problemr under selve moedet, men saa til gengaeld kommentere og spoerge hvorfor – senere paa 2-mandshaand…
Maend er rimeligt enkle vaesener, isaer naar de ikke kommer i flok…
KH pernille
Tag lige og tør øjnene.
Tag et ansvar og kom ind i kampen og så vis mændene at du/I er et kvalificeret modspil til deres måde at gøre tingene på.
Mænd tager magten når de får chansen og hvis der ikke bliver sagt fra på en kontant facon så vil det bare fortsætte.
Jeg hvæser lige med i kor. De hersens herrer gør det nemlig ikke når de får lov, de gør det i smug, når damerne ikke er der.
Det er der ikke noget heroisk eller særligt maskulint over, det er tøselist.
Konsekvensen må være – ligesom i andre sammenhænge, hvor mænd tror, de får lov – at de så må gøre det selv.