Nå. Så blev det hele lige lidt for meget. Vidste godt hvad klokken var slået, da jeg blev overhalet af en lastbil og begyndte at tude, fordi lyden var så høj, at det føltes som om den splintrede min hjerne i tusinde stykker.
Så nu sidder jeg i Esbjerg foran brændeovnene med et kæmpeglas rødvin i hånden og pakket ind i så meget Adidas og hættetrøje, at man skulle tro, at jeg var fra 8210.
Det hjalp at give min far en lammer og råbe-hyle, at han fandme skal holde op med at gøre os alle sammen så skide bange.
Det hjalp at fortælle mine forældre om fremtiden og mine tilvalg, som de uden at blinke sluttede 200% op om.
Det hjalp at fortælle mine forældre om mine jobmæssige fravalg og høre dem sige, at de synes, at jeg gør det rigtige.
Det er pludselig blevet lettere at trække vejret, og jeg er kommet i tanke om, at jeg ikke behøver at have tjek på alting og redde hele verden alene.
Udenfor blæser det så meget, at det – uden pis – regner vandret. Perspektivet er tilbage, og jeg tror, at jeg for første gang i lang tid går en nat i møde, hvor jeg kan bruge tiden på at sove i stedet for at rode rundt, svimmel og svedig.
Giv mig to dage mere, så er jeg klar til at trøste stakkels LOC, som lige er blevet single…
Der er bare NÆSTEN ingenting, som ikke kan reddes ved at tage hjem og blive puslet om!
Når det hele ser allerværst ud, og man ikke ved om man nogensinde kan stoppe med at tude – så er det kun mor der kan hjælpe, fordi hun er MOAR :o)
En stor krammer til dig! KRAM, Runa
Det hjælper altid at tage hjem til Esbjerg. Der er noget udefinerbart ved 6700/6705/6710/6715 og i luften (OG NEJ, IKKE-ESBJERGENSERE, DER LUGTER IKKE AF FISK I ESBJERG MERE!!) som gør at man pludselig tænker klart og maven går i orden.
Håber du kommer hel ud på den anden side (sæ'fø'li' gør du dét, gamle). Har selv lige stået i samme situation; du ved hvad du har, men du ved ikke hvad du får…
trøsteknus herfra søde Linda!!! (har lidt ondt af din far, som får lammer oveni sygdom!! men forstår godt reaktionen!det er ligesom forældre der skælder ud på børn, når de i virkeligheden har været vildt bange for, at der var sket dem noget)… kender ikke helt dine valg(-muligheder) (kun en flig?), men det kan være rigtig svært og er SÅ godt, når man kommer ud på den anden side.. og det der med at tude over ingenting, når alt er for meget – DET kender jeg!
Bliv nu ikke derovre!
– Mette
ps her regnede det også vandret – selvom vi ikk har Det Store Hav lige ved siden af