Bloggen

Forstår ikke:
* hvorfor det hedder efterRETningstjeneste og plaSTIKkirurgi .
* dem, der vælger at køre rundt med en nummerplade med påskriften ’Vovemod’.

Gider ikke rigtigt være hende der:
* får folk knalde hælene sammen og stå ret, når jeg beder dem om noget.
* løfter mere end drengene i pump.

Gider til gengæld godt være hende der:
* får ting til at ske.
* skal sidde i sofaen med dyne og overnattende feriebarn et par aftener i næste uge.
* må drikke rødvin både i aften og i morgen aften.

Er stolt af at kende ham her:
http://blog.politiken.dk/verden/2009/09/17/mens-vi-venter-pa-den-olympiske-ild/

Er glad for:
* at jeg aldrig, aldrig, aldrig mere skal på rus-tur.
* at jeg aldrig mere skal tage kørekort og udholde 2 afteners teoriundervisning om ugen.
* at jeg ikke skal sove i telt i nat.

Farvel sommer. Kommer til at savne:
* klip klappere.
* kold hvidvin.

Kan det virkelig passe:
* at vi snart skal have handsker på om morgenen?

Færdiggør sætningen ”skinhellighed er…”
* når Thøger forsøger at kamuflere grådighed som ‘hensynet til offentlighedens interesse’.

Noget af det mest trælse i verden er at skrive ansøgninger, synes jeg. Man skal sælge sig selv, man skal demonstrere kendskab til firmaet, man søger hos, og man skal på en eller anden måde have overbevist den forhåbentligt kommende arbejdsgiver om, at erfaringen med at bygge burgere og vaske gulve gør én til et uundværligt asset for virksomheden. Det kræver snilde og opfindsomhed, og er noget, man nemt kan pusle med i flere uger; i hvert fald hvis man er interesseret nok i den ledige stilling. Den færdige ansøgning skal jo helst være perfekt.

Eller … det troede jeg.

For nu sidder jeg med en stak ansøgninger til en stilling, som burde tiltrække folk, der lever af at sælge sig selv. De fleste af dem prøver. Mange slutter med at skrive, at de ’glæder sig til den uddybende samtale.’ Der er heldigvis nogle gode imellem. Men der er fandendansme også mange, jeg har lyst til at returnere med en post-it med påskriften: ”Try HARDER!!”

Nå. Det gør det da i det mindste nemmere at vælge ud, hvem vi skal kalde til samtale. Hvis man i disse finanskrisetider ikke engang gider gøre sig umage med at give et godt førstehåndsindtryk, når man søger en superfed stilling med masser af mulighed for indflydelse, så har man bare ikke rigtig fortjent chancen for at uddybe, vel?

Skal love for, at der er gang i de store armbevægelser på nettet i disse dage. Karen-videoen er trukket tilbage, og forsvaret prøver af al magt at forhindre udgivelsen af Thomas Rathsacks’ bog.

Jeg har ikke gået til mørklægning, men jeg har faktisk gået til markedsføring, og der er ikke noget, der skaber så meget hype og fokus som forsøg på at censurere og hemmeligholde.

Og det skal du simpelthen ikke bilde mig ind, at VisitDenmark ikke har regnet ud. Nogle er sindssygt forargede over, at et statsstøttet foretagende laver den slags. Til det har jeg kun at sige, at jeg ville ønske, at flere institutioner med staten i ryggen, udviste samme økonomiske mådehold og snilde: Hvad har det kostet at lave den video? En 20’er? Noget i den stil. Og nu taler ALLE om den, og dermed VisitDenmark. ”Jamen det påvirker udlandets syn på os!” hører jeg nogen jamre. Har I nogensinde set 17-årige danske piger på Sunny Beach eller Calella? Ikke just kendte som de rigide snerpers land i forvejen, are we?

Det her er planlagt ned til mindste detalje, og jeg er overbevist om, at det er helt indkalkuleret, at nogen skal tro, at de har ’afsløret’ videoen som falsk. Hvis ikke, ville det aldrig være kommet frem, at det var VisitDenmark, der stod bag – og det havde der ikke været meget reklame i. Vi opfører os ganske enkelt så forudsigeligt, at det kan bruges som strategi.

Og så er vi nogen, der blogger om dem, der blogger om at være dem, der har opdaget, at de andre bloggere har ladet sig snyde. Omtale, omtale, omtale.

Jeg synes, at det er mesterligt lavet.

Samtidig kører hele debatten om jægersoldaten Thomas Rathsacks bog ‘Jæger – i krig med eliten’. Nu er det jo nok ikke mig, der udgør den største trussel mod rigets sikkerhed, og dermed formentlig ikke mig, de forsøger at forholde muligheden for at læse den; men inden forsvaret begyndte at lege Den Spanske Inkvisition, havde jeg aldrig hørt om bogen eller overvejet at læse den.

Det skal jeg HELT sikkert nu.

Om ikke andet, så for at finde ud af, hvad jeg mener om krigen dernede. For lige nu ved jeg faktisk ikke helt. På den ene side finder jeg det dybt, dybt tragisk, hvad vi sætter til af liv, og jeg gider ikke engang begynde at overveje, hvad man kunne købe af skoleforbedringer og kræftforskning for de penge, vi skyder i projektet. På den anden side er der ingen, der tvinger soldaterne derned, og hvis man er til ekstremsport af den kaliber, må man vel egentlig selv om det? Og så kan jeg faktisk godt lide tanken om, at man ikke bare er fucked, hvis verden vælter, fordi man tilfældigvis er født et sted, hvor månen er monteret vandret på himlen.

Muligvis kan bogen betyde, at vores indsats og dermed mulighed for at hjælpe dernede bliver begrænset. Hvad jeg mener om det, kan jeg jo passende vurdere, når jeg har læst bogen.

Nå. Men synes lige, at jeg vil følge op på indlægget om (for helvede i satan!!) at blive bedre til at sige nej. For første gang i mit liv gør jeg det faktisk, fordi jeg denne gang selv blev bange for mine reaktioner og min krops signaler.

Det har hjulpet meget at sparre med en af de nyere veninder. Hun er en skarp og empatisk iagttager, som har mindet mig om, at man gerne må takke nej til flere gode råd, uanset hvor velmente de er, hvis man bliver stresset af at føle, at man skal forsvare sin beslutning, når den er truffet. Folk må mene, hvad de vil, men lige nu, lige her, er det støt op eller klap i. Hun har hjulpet mig med at huske, at selvom man ofte er den, der griber og trøster, kan det engang i mellem være nødvendigt at samle alle kræfter og bruge dem på sig selv. Somme tider er det ok at melde ud, at verden lige må klare sine egne problemer for en stund.

På mine jobs har jeg øvet mig på sætningen: ”Det overlader jeg til dig, for det er ikke en del af mit job.” Hver gang jeg siger det, knytter jeg hænderne og holder vejret, mens jeg venter på reaktionen, men til min store overraskelse viser det sig, at de fleste faktisk godt ved, at jeg har ret.

Så jorden kan åbenbart godt rotere om sin akse uden mig ved håndsvinget.

Ved I, hvad jeg ville hade? At vågne ved siden af en mand, jeg havde knækket.

I går var jeg på Baresso, og ved bordet overfor os sad et par småbørnsfamilier. På et tidspunkt rejste den ene af mødrene sig for at gå op og bestille, og spurgte med Baby Stemmen: ”Hvaskadusåha, hva? Enlillekopkaffeogenlækkerkage? Hva?” Jeg nåede lige at blive forarget over, at hun tilbød et barn på 2½ år kaffe, før det gik op for mig, at det var kæresten, hun spurgte. Kom til at stirre rystet derover, og under det skamfulde ansigtsudtryk, så han egentlig mest af alt ud til at være lettet over, at hun ikke havde dikket ham under hagen eller nevet ham i kinden som en slags finale-ydmygelse.

Hvordan ender man der?

Eller som et af de kærestepar, man ser komme kørende på søndagstur, hvor manden ligner en resigneret livstidsfange, mens kvinden sidder ved siden af med et dominerende ”han er MIN!”-ansigtsudtryk?

Eller i et af de forhold, hvor manden står parkeret i et hjørne i Biocity med ’Hello Kitty!’ tasken knuget i hænderne og ligner en, der har mistet lysten til at leve, mens matronen blander det slik, han må få?

Hvordan kan man have respekt for en mand, man har kuet alt testosteron og modspil ud af? Hvordan kan man have sex med ham?

Jeg vil helt ærligt hellere være alene.

Det er ved at være et stykke tid siden, at nogle af de nærmeste veninder har været involveret i en fitnessflirt. Ikke at det har skortet på gode historier i centret, og der har været rig mulighed for at følge alle forløb på facebook, twitter osv. Sladderen i et center løber så hurtigt, at influenza A godt kan enten pakke sig eller tage noter, og når man først har hørt antydningen af en slibrig historie, skal der ikke mange brikker i form af newsfeeds, fælles ankomster i centret og sambadning i spaen til at udfylde de tomme huller, men det er længe siden, at vi har haft en af vores egne involveret i festlighederne. Det har vi nu, og jeg havde helt glemt, hvor underholdende det er.

I torsdags havde jeg turtelduerne med på min time. Fantastisk at se dem ankomme demonstrativt hver for sig. De manglede bare at fløjte uskyldigt for at fuldende parodien. Derefter fulgte en hel time, hvor de havde så travlt med fnisende at lade som ingenting, mens de hviskede og fandt på den ene tynde undskyldning efter den anden for at røre ved hinanden, at de nærmest glemte at træne. Ikke at det betød så meget. Med den kulør de havde i kinderne, er jeg sikker på at endorfinerne tæskede så hurtigt rundt i systemet på dem, at de forbrændte flere kalorier end resten af holdet til sammen.

Jeg synes, at det er hyggeligt. På den nostalgiske måde. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt ved tanken om de gange, man selv har været der, og helt oprigtigt har troet, at man var indbegrebet af lav profil og diskretion.

Jeg er all for internet, iPods og chatprogrammer, men efter min snak med kærlighedsramt veninde i går, kom jeg til at tænke på, at der er to ting, som fremskridtet snyder forelskede unge for i dag: Kærestebrevet og det mixede kassettebånd.

Når vi skrev kærestebreve var det seancer, der strakte sig over hele dage, fordi vi skulle skrive dem, finde ud af, hvor den udkårne boede, købe frimærker og finde en postkasse. Ca. en million muligheder for at fortryde undervejs, og derfor også så meget desto mere dyrebart, når man fik et. I dag tager det en tusindedel af et sekund at finde hinanden på Arto, skrive XOXO,

I dag har jeg besøgt en veninde, som har det rigtig svært. Jeg er taknemmelig for, at hun viser mig den tillid, det er at lægge paraderne og fortælle mig om ham, det handler om – og jeg håber, at hun tilgiver mig, at jeg næsten kom til at grine. For det er en af de historier, der virker så umulig og forfærdelig, når man er hovedpersonen i den, men som med 99 % sikkerhed får en happy ending, når helten og prinsessen er færdige med at gå så grueligt meget igennem. Og forelskede mennesker er fantastiske! Hun lider alverdens kvaler (og det skal til både hendes og hans forsvar siges, at det ikke er helt ukompliceret – men det er altså heller ikke uoverstigelige forhindringer, vi taler om her), og jeg er sikker på, at hun ville pantsætte det meste af sit jordiske gods for at slippe for at have det, som hun har det lige nu; alligevel kan hun ikke sige hans navn uden at smile bredt og fjollet.

Jeg VED godt, at det er nemt at være ovenpå, når det er andres liv, det handler om og deres hjerter, der er på spil, men det er altså livsbekræftende at se voksne mennesker blive helt bimse og befippede af kærlighed. Særligt, når det er så indlysende tydeligt, at de skal være sammen. Det bare er et spørgsmål om tid. Og mod.

Det her bliver en kort blogpost, for jeg har så ondt i armene, at jeg næsten ikke kan løfte dem hele vejen op til tastaturet.

På fredag skal min søde kollega og jeg lave Infernal-pump. (Pump = styrke/udholdenhedstræning med vægtstænger og –skiver, Red.) Han kommer stylet som Paw, og jeg stiller forklædt som Lina. Musikken består naturligvis udelukkende af Infernalnumre, og der er præmier til de bedst udklædte medlemmer. Det bliver skidesjovt.

Når man laver den slags arrangementer, er man altid bange for at komme til at lave programmet for let. Selvom der er dømt gøgl, totalteater og fællessang, vil man trods alt gerne være sikker på, at folk stadig får den træning, de kommer – og betaler – for.

Det resulterer så typisk i, at man kommer til at gå i den anden grøft, og dette arrangement er ingen undtagelse. Har været nede og øve her til aften, og … ja, det er da i hvert fald hårdt nok, blev vi enige om, da vi udmattede lå på gulvet og ikke kunne flytte os uden at starte et lavineskred af smerter.

Så hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg – helt, helt stille og forhåbningsfuldt – sætte mig til at vente på, at mine arme falder af.

Da jeg var 28, pillede jeg min næsepiercing ud, og efter at have set Madonnas nye musikvideo, er jeg utrolig tilfreds med, at jeg gjorde det. Jeg var ikke træt af den, tværtimod. Modsat min ring i navlen, synes jeg faktisk, at den klædte mig, og min næse havde den helt rigtige facon til den. Men en dag, hvor jeg var i Føtex, kom jeg til at stå ved siden af en dame midt i fyrrerne, der stadig havde ring i næsen, og lige der lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville være sådan en, der virkede desperat efter at være ung med de unge.

Madonna har givet os mange gode øjeblikke foran spejlet med tyl, kohl om øjnene og solosang i hårbørsten. Jeg synes virkelig, at hun er smuk som få, og jeg har været med hende hele vejen. Men det er slut nu, kan jeg mærke. For det er fandme bare for fælt at se en kvinde på min mors alder lave kneppebevægelser med sit udpinte underliv op af mænd, der er 20 år yngre end hende og betalt for at være der, og teksterne er efterhånden så dumme og dåsede, at jeg bliver helt gal over det.

Hvor ville det klæde hende at stå ved sin alder.

Jeg synes, at det er tåkrummende pinligt, når folk klæder og opfører sig, som om, de er 10 år yngre, end de er. Og vi kan godt lade som om, at vi synes, at alle skal have lov til at tage det på, de selv synes er smart, men når en kvinde på 50 stiller til familiefest i en kjole, der er så kort, at hun ligner en, der er kommet afsted uden sin flise, mener jeg altså, at man skal være ualmindelig påståelig for at hævde, at man ikke ser den fælles ”det er hun sgu da ALT for gammel til!” tankeboble, der svæver rundt under loftet.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor jeg synes, at det er så slemt, når folk ikke står ved deres alder. Er det fordi, det er ynkeligt, når man er gammel nok til vide bedre? Fordi det synes som en dårlig ide at forsøge at konkurrere på emballagen, når man har tabt på forhånd og ville klare sig bedre, hvis man promoverede indhold og erfaring?

Måske er det bare fordi, det virker sølle at klamre sig til fortiden, og sender et trist signal om, at man ikke synes, at man har noget at tilbyde i nutiden.