Den selvracistiske måge.

Har lige set Apocalypto. En udemærket film; specielt hvis man forstår at værdsætte mænd i g-streng, der jager hinanden i skoven. Længe. Anyway, denne blog er jo ikke tænkt som anmeldersite. Men: Filmen indeholder en scene, hvor de tilfangetagne stakler bliver malet blå, så man har styr på, hvem det er, der skal ofres til solguden. Det fik mig til at tænke på et bånd, jeg havde som barn. “Mågeknud”. Plottet var en måge, Knud, som gerne ville være blå. Hver dag fløj han hen til sine venner Rita Rød, Rita Gul og Rita Grøn – gæt selv – og satte sig, mens han snakkede om, hvor gerne han ville være blå. I slutningen af båndet falder han ned i en spand med blå maling og dør. Vi kan hermed konkludere, at der siden min barndom er sket meget med to ting: 1) Børnepsykologi. Jeg vil tro, at man idag får et gratis ophold på Guantanamo for at lave sådan et bånd. 2) Måger. No way in hell ville der idag findes en lysboks, der var robust nok til at de F16-måger kunne sidde der. Først alle amerikanere. Så de danske børn og unge. Og nu mågerne. Livet er fedt. Babababaaa. I’m lovin’ it!

Heksen, Alderen og Utroskabet.

Der er enormt mange mennesker, som tilsyneladende har lagt de bedste år bag sig i en alder af 30. Som ofte snakker om, hvor nemt alting var, da man var yngre. Til det er der kun at sige, at de enten er vokset op i ualmindelig isoleret landsby på Fyn eller at hukommelsen bedrager dem. Som 14-årig kunne det udløse livstruende krise, hvis man kom til at købe sko, som andre allerede havde (=efteraber), eller hvis man købte nogen, som ikke var mage til dem, de andre havde (=kikset). Man bøvlede med udfordringer som, hvordan man fik lusket sin blå Mikado ud, uden at forældrene opdagede det. Hvordan man klædte en krop på, der (jeg SVÆRGER!) var anderledes for hver uge der gik. Men der var sgu også ting, der var lettere. Ikke meget ansvar, vel? Man kunne gøre stort set som man ville, og hvis noget gik galt, så hentede man en voksen.

Nu er man så uforvarende endt på den anden side af bordet. Hvor der er røvfuld til dig, hvis du træder ved siden af, og hvor man godt ved, at vi har noget ansvar for hinanden. For nu ER vi de voksne. Så det projekt er vi ligesom nødt til at stå sammen om. Det har sine fordele. Og overraskelser. Det er ikke mange uger siden, at jeg tilfældigvis befandt mig i nærheden af en trampolin, hvor et barn faldt og slog sig. (Og nej. Ikke fordi jeg hoppede med.) Jeg kunne godt fornemme, at der var lagt op til, at jeg skulle gøre noget, eftersom jeg var den eneste, der var over 1 meter høj. Ledte febrilsk efter det-skal-nok-gå-mimikken, fandt brugbart alternativ og sagde med min venligste jeg-er-ikke-en-slem-pædofil-stemme: “Skal jeg puste?” Det skulle jeg. Og det hjalp. Udelukkende fordi jeg var En Voksen.
En anden fordel er, at angsten for at dumme sig fortager sig med alderen. (Eller siger op? Meget hårdt og vedvarende arbejde, nemlig..) Fik f.eks. på spinningtime opfordret til, at folk kom og kørte med den efterfølgende dag, når de var færdige med at se dagens etape af løgnsoap’en Tour de France. Hvortil spinkel cykelrytter, med (overraskende) kraftig stemme siger: “Der er hviledag”. Ooog rundbold, ooog langbold ooog ishockeybold. I know.

Med alderen finder man også ud af, at ting, som virker meget simple, i virkeligheden er komplekse og fulde at nuancer. Jeg troede engang, at utroskab var utroskab. Man havde sin kæreste, og var man sammen med en anden, så var der rødt kort. I takt med at erfaringen og oplevelserne (1. såvel som 2. hånds) hober sig op, melder spørgsmålene og forvirringen sig. Hvornår er man i nyt forhold, så man skal holde op med at tabe tøjet, når ekskæresten ringer på? Efter 1. date? Når man har kysset? Haft sex? Eller hvad? Hvorfor er det værre, at en mand er utro, når han er gift, end når han “bare” bor med kæresten? Er det fordi garantien er udløbet, og hun ikke har mulighed for at returnere ham? Stiger foragten for en utro mand i takt med, at han bliver ældre? I så fald hvorfor? Og hvorfor er det sådan, at når en mand har været utro længe nok, så begynder man at synes, at kæresten selv er lidt ude om det? At hun selv stiltiende giver ham lov, fordi hun MÅ vide det? At det bare er fordi hun er en sølle stakkel uden selvtillid, at hun bliver hos ham? I Den Rimelige Verden faldt hans aktie jo bare i værdi, og man ringede til hende og spurgte, om hun skulle have hjælp til at slæbe hans lort ned på græsset. Alt sammen meget, meget forvirrende.

Til gengæld ved jeg godt, hvorfor alle kvinder (jo, drenge. Alle. Jeg har ringet rundt og spurgt.) er enige om, at en fyr, der er sin gravide kæreste utro; han skal have armene revet af og bindes til en stol i et lokale, hvor Johnson kører på anlæget på repeat. Når man bliver enige om at skulle have børn, så skrives en kontrakt. “Jeg lægger krop til, med alle de ulemper det indebærer. Du er sød ved ved mig OG OPFØRER DIG FOR HELVEDE ORDENLIGT, NÅR DET ER DIN SKYLD, AT JEG LIGNER EN HVAL, ER TRÆT OG OM LØRDAGEN ER REDUCERET TIL CHAUFFØR!” Når han så går ud og er utro, så er det kontraktbrud overfor en part, der ikke bare kan sige: “Nå, fuck det. Og dig. Jeg flytter, tuder og kommer videre.” Konsensus i Panelet af X-kromosomer: Ikke i orden! Det må være det sidste sted, hvor søstersolidariteten holdes i hævd.

Spørgsmål og svar. Rigtigt og forkert. Alt det, som ligger imellem. Jeg tror, at de nemmeste mennesker at være sammen med, er dem, som selv har trådt ved siden af. Vi ved, hvor fandens glatte stenene på vejen er. Hvor lidt der skal til for at ende i grøften. Og hvor meget det betyder, når dem derinde i sikkerhed stopper op, giver dig en hånd og trækker dig tilbage.

Tour-sur.

Det bedste eksempel på, at man ikke behøver at vide noget særligt om en sport for at gå op i den, er mig (brøndbyfans?). Tour de France. Der er noget med nogen kategori alt-muligt stigninger. Trøjer i forskellige farver. Aerodynamiske hjelme. Forskellige hold, der vistnok mest er sponsoreret af banker og forsikringsselskaber. Så langt så godt – og resten er vel egentlig bare detaljer. Men selvom jeg kun har fat i de mest overordnede overskrifter, så er jeg tilbundsgående sur over, at de har trukket Rasmussen ud. Hvad er det?! Ja, der er nogle detaljer om geografi (jeg er med dig, Michael. Jeg kan heller ikke kende forskel). Nogle mystiske skotøjsæsker. (Selvsamme konstruktion, som bombeholdet blev tilkaldt for at destruere i El-giganten i Århus. Som ved den lejlighed viste sig at indeholde sugerør. Jeg siger det bare..) Og han havde glemt at sige til mor, hvor han var. Men prøliåhørher! Han har testet rent 14 gange, og stadig vundet. Det er fandme snyd!! Jeg har slukket tv’et. Jeg boycotter dem. Og ikke på den tyske “aj-ik-alligevel”-måde. Som i “SLUT!!”. Kom hjem, Michael. Jeg hepper på dig!

Nu med blog.

Kan fornemme på det hele, at man bør have sig en blog. Er de sidste par uger blevet tæppebombet med links fra venner og bekendte. Og da jeg ikke har selvtillid til at hæve mig over den slags, skynder jeg mig at oprette en. Er lidt spændt på, om det er noget man kommer til at bruge, men det vil vise sig. Har forsøgt at læse, hvordan man lægger billede på. Opgav. Utrolig mange computertermer, der linie for linie får mig til at føle mig mere og mere blond. Så hvis billede savnes, så er det bare ærgeligt. Ligner alligevel også øgle på Treo på de fleste..