Uden helt at være klar over, hvordan det er sket, er det lykkes mig at blive involveret i temmelig mange ting, der udløser heftig mødeaktivitet. I dag har jeg været til et af de møder, der var sjove at være med til; et møde, hvor folk deltog aktivt, havde en mening og turde melde ud.
Men jeg er godt nok ved at være træt af at sidde med ved borde, hvor jeg er en af de eneste, der har forberedt mig. Jeg synes fandeneddersatme bare ikke, at det er godt nok, at man indkalder til møde, for derefter at komme blæsende ind af døren, en time for sent, tomhændet og i fejlfinder-mode. Og særligt ikke, hvis man ikke engang har besværet sig med at læse oplægget. Jeg bliver sygeligt frustreret over, at være nødt til at starte fra scratch hver gang; over at skulle tage de samme diskussioner om og om igen, fordi vi aldrig er fuldtallige, og ingen stoler på, at de andre har haft overblik til at se lige præcis DENNE vinkel, da de diskuterede emnet sidst. Hvordan kan man tillade sig at mene en hel masse om noget, man ikke har sat sig ind i?
Jeg har ikke noget imod at være fodtudse, jeg skal GERNE lave min andel af slavearbejdet, og jeg har ikke behov for at være med i forreste række, når talerne skal holdes og medaljerne uddeles, hvis bare jeg får lov at sætte mit fingeraftryk på arbejdet – men jeg bliver sgu stram om kæben, når folk spilder min tid.
Det bedste er når der er nogen af dem som ikke kan lade deres telefon være i en halv time, og ringe tilbage:
"Jeg bliver lige nødt til at tage den her!"
Møder med telefon-afbrydelser er bare herrrrlige!
Hvorfor er mødekulturen blevet så ringe? Jeg forstår det ikke helt… Idioterne er jo selv skyld i, at møder der kunne holdes på under en halv time altid bliver på mindst en time….
Det er bare IKKE godt nok!!
Gider folk godt lige engagere sig – i stedet for at sidde passivt på sidelinien og udelukkende påpege, hvad de IKKE synes om, for derefter at tage hele æren for et enormt arbejde, som de ikke har gidet investere tid i…