Hej. Du må være Yoko?
Jeg beundrer de mennesker, der formår at bevare en single ven af det modsatte køn, når de selv skifter civilstatus fra ’single’ til ’kæreste’, for der er næsten altid et element af flirt, når piger og drenge er venner, og selvom det enten er prøvet af, eller begge parter er enige om, at man ikke er noget for hinanden, er det alligevel svært at gå fra at have sin vens udelte opmærksomhed og fortrolighed til at rykke ned på 2. pladsen.
Jeg tror, at piger har sværere ved at dele end drenge. Det er i hvert fald hos mit eget køn, jeg har set mest modstand ift. raffinerede måder at være tarvelig på. Fra at ignorere hans kæreste, når man møder dem sammen, til at give hende the silent treatment i sociale sammenhænge. Fra at undlade at spørge til hende og hendes liv, til at fortsætte med at flirte med kammeraten – også når hun er til stede. Effektivt, ubehageligt og meget, meget svært at tage op, uden at komme til at lyde hysterisk.
Jeg har set mere end en mand blive fanget i krydsilden mellem to kvinder uden helt at forstå, hvad der foregik. Jeg har også set mere end en mand både forstå det og nyde, at der blev catfightet om ham. Ligemeget hvad, er det en rimelig træls situation for kæresten, som må finde sig i at blive stemplet som kosten, der er skyld i, at verdens sjoveste kammerat er blevet kærestekedelig, og som samtidig kan komme til at føle, at hun skal konkurrere med veninder, der ikke har morgenhår, hverdag og vasketøj imod sig.
Mit bud er, at det handler lidt om jalousi og manglende lyst til at dele, og meget om, at man mister endnu en til Den Mørke Side. Så længe vi begge er alene, kan vi søge bekræftelse hos hinanden, når det er lidt småt med virkelige tilbud, og vi kan lege ’hvis ikke nogle af os har fundet en kæreste, når vi bliver X antal år, så hooker vi to op’-legen. Når den ene finder en kæreste, kan det derfor føles som om man mister både sin ven, sin lidelsesfælle og sin nødplan i ét hug.
Men måske vi alligevel på vores køns vegne kunne prøve at stramme op og være lidt søde? Når nu vi ikke selv vil have ham, kunne vi jo godt prøve at glæde os over, at han er glad. Hvis man gav hende en chance, kunne det også være, at man faktisk kunne lide hende, og at man – hvis man behandlede hende ordentligt – kunne blive præsenteret for hendes kammerat, der er ph.d. studerende brandmand i kontakt med sine følelser.
Hvis ikke, kunne det være, at hun præsenterede jer alligevel – og gav igen af samme skuffe.
3. august 2009 @ 23:05
haha helt enig men jeg vil til gengæld også sige jeg ofte har oplevet at piger direkte har forbudt deres fyr at mødes med sine veninder og det er endnu mere forkert. Min bedste ven og bedste veninde har engang haft et one night faktisk er det one night grunden til vi i dag er venner. Hans kæreste ved det og aftalen er hvis hun er utryg siger hun det med det samme til os, men endnu har hun ikke klaget over vores middage, gåture, hygge dage og hviske-tiske vaner… Jeg mener at der i et forhold også må være nok tillid til det ikke går galt. Men ellers burde man som du siger blot glæde sig over ens ven er lykkelig. Noget man i mit hoved bør gøre hver gang noget gør et andet menneske man holder af glad…
4. august 2009 @ 08:33
Linda, hvorfor er det egentlig, at du ikke er klummeskribent på et magasin et sted? Altså nej, der ER ikke nogen rigtigt gode magasiner i DK, men vor herre bevares Linda, du kan ikke blive ved med at gemme det hele til de indviede i bloguniverset.
6. august 2009 @ 10:27
Hmmm… Er det ikke også bare sådan at det sgu er lidt svært at mikse det der single/ubekymrede/frie med det mere faste/ansvarsfulde og forpligtende? Jeg ved godt at Anonym principielt har ret i den der med tillid og min hat og mit jazz, men come on, i den virkelige verden er tillid jo det der ligger i rendestenen lørdag og søndag morgen før duggen falder. Jeg synes det er pisse tricky, for man vil jo gerne være large, men man kender også sit køn, så når man ser en eller anden sheik, der bare synes 'det er så hyggeligt' at hun nu har fået en kæreste, så ved man jo godt hvad de tænker…